Kollision imellem tap og bogier.Efter køb af Heljans IC vogne A-B-B-BK var spændingen stor, da de for første gang blev sat på skinner på min bane. Nøj, hvor så de godt ud. Lige så stor var min skuffelse, da de først skulle køre. I flere kurver afsporede de og specielt i sporskifterne. Hvis jeg var så heldig, at de kom igennem kurverne, ja så skulle jeg blot tage turen ned ad bakke (2-3 %), så var det 100% sikkert at de koblede sig fra hinanden, så kun den første vogn kom med videre :-(

Først måtte jeg løse afsporingen. Det tog mig et godt stykke tid at finde ud af, at det var bogierne, der stødte på den lille tap, der sidder på chassiet lige ved siden af (se billede). Der skulle ca. 2 mm i højden til, hvis de skulle forbi. Hvis jeg lagde en spændeskive imellem bogierne og vognen, så kunne bogierne ikke længere sidde fast, så det var ikke løsningen. Resultatet blev, at jeg måtte knække tappen af. Øv.

Det andet problem var afkoblingen af vognene ned ad bakke. Efter lang tids søgen fandt jeg ud af, at det var et kendt problem med bøjlekoblinger. Max 10 graders drejningNedad bakke kunne de selvafkoble. Eneste positive bivirkning var min undersøgelse af koblingernes forunderlige verden: Koblinger - Couplers - Kupplungen. Udskiftning til kortkobling (Fleischmann Profi el. Rocos Type II) løste dette problem. Fleischmann Profi kobling kobler en anelse tættere og er mindst, men Rocos Type II kortkobling kræver ikke så meget kraft for sammenkobling.

Analyse af det første problem (sammenstød med tappen): Den største vinkel bogierne kunne dreje før de stødte på, var 10 grader. Afstanden imellem bogierne er ca. 20 cm. Lidt regning (R = 20 / (2* sin(10 grader) ) giver en min. radius på 57,6 cm. Godt nok gælder det om at lave modellerne virkelighedstro, men en sådan radius må give mange mj'ere problemer - ikke mindst i de skjulte kurver.

Jeg har efterfølgende fundet ud af, at jeg ikke er alene med disse erfaringer. Se f.eks. Vollers glimrende anmeldelse af sættet.