Årsskrift: Jernbanehistorie 2013

Jernbanernes teknologi- og kulturhistorie

Jernbanemuseets årsskrift er noget jeg altid glæder mig til. Der er altid noget spændende at læse - skrevet af en lang række kompetente forfattere.

Det første indtryk i år er noget anderledes end ved de forrige udgaver. Årsskriftet har tidligere været holdt i et genkendeligt rødbrunt design (se f.eks. Årsskrift: Tog i tiden, 2010), men i år har man ønsket at gøre op med dette. Hvorfor nu det? Tja. Gisninger: Der er kommet nyt personale til, og dette har tydeligvis ønsket at markere sin ankomst. Forsidefotoet (af Rodevang) fejler intet, men ved at fjerne det gamle layout og bruge et helsidefoto, har man mistet den genkendelighed, der var i det gamle layout. Genkendelighed kan man måske opnå på anden vis, men det nye layout virker kedeligt set ude fra. Navnet er skiftet fra "Tog i tiden" til "Jernbanehistorie". Er det et bedre navn? 

Årsskriftet er meget tykkere end året før - det kan næsten kaldes en bog, og det tyder jo godt. Det er med store forventninger, at jeg åbner for at se nærmere på indholdet. Lad os blive lidt ved layoutet, for der er også sket en del inde i bladet. Man er gået fra tre spalter til to. Skriftstørrelsen har man til gengæld bibeholdt i størrelse "lille". Størstedelen af læserskaren må ellers forventes at være af årgang "ældre". Skrifttypen er ændret, og det er ikke blevet til det bedre - den står ikke så tydelig og er meget sværere at læse. Nå, skidt pyt, bare indholdet er godt.

Jeg skynder mig igang med forordet og bliver her forklaret, at indholdet også har ændret sig. I årsskriftet vil man nu lægge mere vægt på forskningbaserede artikler, og i år er der hele tre fagfællesbedømte artikler med.

Jeg iler til den førske artikel om Fugleflugtslinien som et kontroversielt internationalt project af Martin Schiefelbusch. Normalt kan jeg sluge et årsskrift fra ende til anden, hvis tiden tillader det, men går hurtigt i stå. Artiklen er bestemt skrevet af en forsker. Omend emnet er spændende, så trækkes man rundt i alverdens citater, referencer og detaljer i et sprog, som ikke just er oplivende, og artiklen bærer præg af at være produktet af en opgaveformulering omkring det mere specifikke emne: Fugleflugtsliniens forhandling og implementering af ruten. Der står mange interessante oplysninger - ingen tvivl om det.

Jeg afslutter artiklen, og med lettelse bladrer jeg over til den næste artikel: "Stationstiden" - og da byerne flyttede på landet af Mette Ladegaard Thøgersen. Det må lige være noget for mig, tænker jeg, men bliver hurtigt klar over, at det igen er en afhandling fortalt af en historiker til en historiker. Fik jeg noget ud af rurale byer, forklaringsmodeller, tabeller og procenter? Nej intet. Det var en blanding af gammel viden, samt en lang række data som nok kræver en mangeårig historisk universitetsuddannelse for at få noget ud af. Mange ord med kun lidt indhold.

Med et lokomotivs brusen i kroppen - om at forme jernbanerejsen, og jernbanerejsens omformninger af Anders Møller er ligeledes en af de tre fagfællesbedømte artikler. Den er dog noget anderledes og kommer med nogle pudsige betragtninger om vores holdning til og oplevelse af det at rejse med toget. Omend der bliver ofret mange ord i forhold til indhold, så får man dog noget ud af denne artikel. Efterfølgende giver det stof til eftertanke, og man føler også at man har fået noget med i rygsækken. Dejligt.

Den fjerde artikel er Mindre lokomotiver - overtaget fra København-Slangerup Banen og Sydfyenske jernbaner af Steffen Dressler. Det er en meget traditionel artikel som - specielt for de materielinteresserede - er fin og nærværende. Den følges op af en liste over referencer lige som de øvrige artikler - en god kutyme, som ikke altid er en selvfølge i dansk jernbanelitteratur.

Artiklen følges ligeledes op af et Summary ... på engelsk. Joohh, vi er blevet meget moderne og akademiske og løfter niveauet .. Måske jeg blot skulle have nøjedes med summary af de to første artikler, men et engelsk summary virker meget malplaceret efter denne ellers udmærkede og traditionelle artikel, og det er er heller ikke noget forfatteren ellers har anvendt. Igen et udslag af "Hvor skal det være flot og fint og akademisk nu". Universitetsverdenen er kommet til museet!

Nu - helt uden forventninger - tager jeg hul på sidste artikel: Bevaringsplan - for rullende materiel i Danmarks Jernbanemuseum af René S. Christensen, Gitte Lundager og Henrik Harnow. Her bliver museets planer for bevaring af materiellet gennemgået på en god og grundig måde, og selvom man kan være nok så nostalgisk, så forstår man godt bevæggrundene for det store arbejde, som museet er gået igang med. Se, det var også en artikel, som gav mening.

Årsskriftet slutter med at se nærmere på to bogudgivelser: "Danske personvogne" og "Stationsbyer i dag". Her bliver førstnævnte sablet godt og grundigt ned - dog med en vis respekt for det store arbejde. Selvom anmelderne kan have ret i nogle af kritikpunkterne, så konkluderes det bl.a. at bogen er svær at læse. Jeg finder dog på ingen måde bogen svær at læse. Det var mig betydelig sværere at komme igennem museets årsskrift end "Danske personvogne". Anmelderne forventer øjensynligt at alle er uddannede historikere, og at der skal skrives i et tilsvarende sprog fremfor til den almindelige dansker.

Tidligere museumsinspektør Thestrup var i manges øjne for populistisk. Hvis dette årsskrift er fremtiden, så er man med den nye ledelse sprunget fra den ene yderlighed til den anden. 

I mine øjne har man taget et meget vellykket årsskrift og ændret det - for at ændre det - og det er bestemt ikke til det bedre; hverken layout eller indholdsmæssigt. Målgruppen er en helt anden end dem, der normalt læser skriftet. Det er henvendt til højtuddannede historikere og ikke til den skare af jernbaneinteresserede, som bl.a. melder sig ind i Museumsklubben, hvor årsskriftet indgår som en del af medlemskabet.

Denne anmeldelse er skrevet af en akademiker. Mine forventninger til næste års årsskrift er meget lave - og det kan jo så også være en fordel til den tid.

 

Redigeret  af:	René S. Christensen, Asbjørn Riis-Knudsen, Peter Fransen, Gitte Lundager, Mette Thøgersen og Hernik Harnov (ansv)
Udgivet af:	Danmarks Jernbane Museum
Udgivet i:	2013
Sideantal:	110
ISSN	2245-9499

 

Årsskrift: Tog i tiden, 2010

Årsskrift for Danmarks Jernbanemuseum. I 2010 med artikler om bl.a:

• "Flyvende Jyder. Da DSB fik lyntog i 1935" af Lars Bjarke Christensen
• "Statsbanernes vandforsyning af damplokomotiver, 3. del" af Morten Flindt Larsen
• "Efterkrigstidens rangertraktorer ved DSB 1945-1969, 1. del" af Steffen Dresler
• "Nyt fra Museets samlinger. SNNB nr. 3" af Lars Andersen
• "Hvor kom fællesklassen fra? DSBs 2. klasse forsvandt i 1934 - eller var det 3. klasse?" af Lars Bjarke Christensen
• "Med lyntog til Paris. Det danske firevognslyntogs besøg på jernbaneudstillingen i Paris i 1937" af "En af besætningen" (L.H. Dybdahl)
• "Jernbanens bogstaver" af Ulrik Tarp Jensen.

God læsning. Køb det på Danmarks Jernbanemuseum ... eller bliv medlem af

---

Museumsklubben

•     Du kommer gratis ind på Danmarks Jernbanemuseum
•     Du kan tage en ledsager gratis med på museet
•     Du kan komme gratis ind på et antal jernbanemuseer i Skandinavien
•     Du får hvert kvartal tilsendt klubbens blad
•     Du får tilsendt det flotte og informative årsskrift
•     Du får tilbud om deltagelse i jernbanearrangementer i ind- og udland
•     Du får adgang til forskellige særtilbud

Prisen for alt dette er pr. 1. januar 2010: 240 kr. i årligt kontingent til klubben.

www.jernbanemuseet.dk

11. juli 2010

---

Af banen

- en bog om DSBs Centralværksted i København.

Centralværkstedet (Cvk) på Otto Busses vej, blev indviet i 1909 og er således over 100 år gammelt - en tid med storhed og aktivitet, efterfulgt af rationalisering, omstrukturering og nedgang af personale. De primære værksteder var lokomotivværkstedet, lyntogshallen og vognværkstedet, men de øvrige værksteder såsom akkumulator-, saddelmager-, træ- og elværksted var også uundværlige. Hele området har været arbejdssted for op mod 1400 arbejdere. Foruden de fysiske bygninger sætter Lise Astrup Frandsen fokus på arbejdernes vilkår og det politiske spil op igennem århundredet. Hun beskriver centralværkstedets rolle set i forhold til både DSB, staten, arbejderne og det øvrige samfund. En meget spændende bog som giver et godt indblik i den enorme arbejdsplads, som bygningerne har stået vidne til.
Bogen er et produkt af et forskningsarbejde, men den er let læselig og velformuleret. På trods af det begrænsede billedmateriale der findes (fotografering var forbudt i en lang årrække, da værkstedet var klassificeret på linie med militære anlæg), indeholder bogen en række meget spændende fotos.

Skrevet af:	Lise Astrup Frandsen
Forlag:	Dansk Jernbane-Klub
Udgivet:	2008, 2. udgave
Sideantal:	96
ISBN	978-87-87050-54-8

Se også MJ-blog's anmeldelse

Sælges igennem bl.a. Jernbanebøger. Klik på "Sjælland m.v."

Mar 2010

---

Banernes bygning og udstyrelse

Bogen er DSB's egen lærebog om, hvorledes jernbanen og de tilhørende omgivelser er opbygget.  Bogen  kommer således ind på mange spændende emner indenfor jernbaneudformning. For en modeljernbanebygger er der i denne bog mange gode informationer om forbilledet.

 

Da Fredericia var færgernes by

En lidt ældre bog (1974) - men det gør den ikke mindre interessant.

Bogen beskriver det gamle Fredericia før den første lillebæltsbro blev bygget. Her var der en livlig trafik ved den gamle banegård, som lå indenfor voldene og som havde forbindelse til Fyn fra færgehavnen - kun få hundrede meter derfra. Bogen beskriver på glimrende vis byen, færgeforbindelsen og den gamle banegård med dens pulserende liv hele døgnet rundt med jernbanelinier mod både nord og syd, øst og vest.

Bogen følger jernbanen i Fredericia fra dens ankomt til byen fremtil de store ændringer som fulgte efter Lillebæltsbroens komme i 1935. Færgeforbindelse og banegård måtte lukke og broen og den ny banegård,  lidt udenfor byen, overtog dens funktioner. Teksten er godt suppleret med mange sort/hvide billeder. Man kan kun undre sig  over at der ikke findes mange flere beskrivelser af Fredericia (og Strib banegård) end der gør, når man tænker på den enorme trafik af både gods- og persontog der var i disse færgebyer.

Efter at have lånt bogen på biblioteket måtte jeg efterfølgende bare eje et eksemplar.

Skrevet af:	Poul Thiesen
Forlag:	AS Elsbo Tryk. Fredericia
Udgivet:	1974
Sideantal:	126

Nov. 2010

---

Danske Personvogne

Denne bog er set beskrevet som et værk - og det er ikke helt ved siden af.

Bogen er opbygget, så den følger de danske personvogne i kronologisk orden. Læseren bliver taget med fra de ældste kupévogne over gennemgangsvogne; sidegangs- og midtgangsvogne. Fra de toakslede til boggievogne. Fra trævogne over stålvogne til dobbeltdækkervognene. Man kommer vidt omkring - og det både hos DSB og indenfor privatbanerne.

Mange spændende emner som boggier, producenter, konstruktører og prototyper bliver berørt. Bogen indeholder meget naturligt også mange enslydende beskrivelser, for selvfølgelig har vognene også mange ligheder, men også mange forskelligheder - selv indenfor samme litra var der mange varianter.

Tidens krav og muligheder bliver inddraget og kædet sammen med vognenes udvikling. Man får en god fornemmelse for, hvor kompleks og mangeartet det kørende materiel har været, og hvor mange ombygninger der har fundet sted. Det har ikke været nogen nem opgave at skrive denne bog.

Den kronologiske opbygning gør bogen mere læsbar, men til gengæld tabes noget af overskueligheden. Alternativet ville have være en opslagsbog, der var mindre spændende at læse fra ende til anden. Bogens har også et fint format, som muliggører en god præsentation af de mange dejlige billeder. Skulle man nævne en enkel mangel, så skulle det være et indeksregister. Bogen vil i mange tilfælde blive brugt som en opslagsbog, og her ville et sådan indeksregister have været guld værd. Der er ingen tvivl om at denne bog i mange år fremover vil blive betegnet som bogen om danske personvogne.

En bog som bør stå på enhver jernbaneentusiasts boghylde. 

Skrevet af:	Jens Bruun-Petersen & Ulrik Tarp Jensen
Udgivet af:	banebøger
Udgivet i:	2012
Sideantal:	264
ISBN	978-87-91434-34-1

DBJ

Historien om Jernbanerne på Bornholm.

De Bornholmske Jernbaner var noget specielt. Ikke blot lå de på deres egen lille ø, men de var også smalsporede. Jernbanerne blev en væsenlig del af bornholms historie - ikke mindst i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor både tyskerne og russerne prægede hverdagen i mange år og hvor banerne spillede en vigtig rolle. I krigens sidste dage blev både Rønne og Nexø station meget ødelagt af de store bombardementer, da tyskerne ikke ville overgive sig.

De Bornholmske Jernbaner bestod af 3 baner: Nexøbanen (Rønne-Nexø med sidespor til Almindingen, 1900), Allingebanen (Rønne-Allinge, 1913) og Gudhjembanen (Almindingen-Gudhjem, 1916)

I og med at der er tale om tre jernbaner, gør det skildringerne vanskelige at strukturere og bogen er lidt uoverskuelig at finde rundt i, men heldigvis er der et godt stikordsregister bagerst, så man alligevel efterfølgende kan bruge den som opslagsværk. Ser man bort fra opbygningen, så indeholder bogen et utal af fine beskrivelser og man får en rigtig god fornemmelse af hvilken betydning at jernbanen har haft for øen. En rigtig god bog med mange fine billeder. Kan klart anbefales.

Skrevet af:	Bornholms museum i samarbejde med Bornholms jernbaneinteresserede Tekst og redaktion: Ann Vibeke Knudsen Indledende tekster og teknisk korrektur: Jesper Reinfeldt og Sten Møller Litteraturfortegnelse: Jens Sørensen
Forlag:	Bornholms museum
Udgivet:	2007
Sideantal:	339
ISBN	978-87-88179-74-3

Det er ikke første gang, at der er skrevet om De Bornholmske baner. Bl.a. kan nævnes bøgerne:

"På sporet af DBJ" (Rønne H. - Nexø) af Svend Lund Pedersen, 1988 og

"De Bornholmske Jernbaner - 1900-1968" af Ludvig Mahler, 1993

Juni 2010

---

De danske jernbaners signaler

og sikkerhedssystemer gennem 150 år.

Denne bog må siges at være den mest beskrivende bog indenfor signaler på de danske jernbaner. Bogen gennemgår sikkerhedssystemerne tilbage fra 1847 og frem, og beskriver på en god måde, hvordan de har ændret sig gennem tiderne og fremtil årtusindeskiftet. Den teknologiske udvikling og dens betydning for jernbanedriften bliver kædet godt sammen. Efter at have læst bogen er man blevet noget klogere. Emnet er imidlertid stort, så det kan være svært at komme rundt om alt i en enkelt bog. Bogen lægger vægt på den historiske udvikling, og her får man et godt overblik.

Selvom emnet kan virke lidt tørt, så formår forfatterne at formidle det på en interessant måde. 

Bogen er umulig at opdrive antikvarisk, og jeg er sikker på at der er et marked for en opfølgning af den.

 

Skrevet af:	Niels E. Jensen og Benny Mølgaard Nielsen
Udgivet af:	banebøger
Udgivet i:	1998
Sideantal:	120
ISBN	87 88632 73-3

Den forsvundne landstation

Den forsvundne landstation er en anderledes bog om jernbanen. Mange bøger tager udgangspunkt i en bestemt jernbanestrækning eller et bestemt sted, eller i det kørende materiel. Denne bog beskriver forholdende for det arbejdende personale på primært landstationerne i 1960'erne.

For modelbyggeren er der ikke så meget at hente i denne bog, men for dem der gerne vil sætte sig ind i de interne forhold på stationen, er det en interessant bog, som beskriver arbejdsforholdene i 1960'erne med bl.a. signaltjeneste, godsbefordring, afløsere, løn- og ancienitetsforhold samt den efterfølgende personalenedgang i 1970'erne.

Første halvdel bruges på ovenstående emner og man fornemmer en god indsigt i forholdene. Desværre fremgår det ikke af bogen, hvilken baggrund Ole Edvard Mogensen har for at skrive denne ganske glimrende bog og der findes heller ingen kildeangivelser. Der hersker dog ingen tvivl om en meget kompetent forfatter, hvilket tidligere udgivelser også bevidner.

Anden halvdel bruges til en fin billedeserie af forskellige stationer med enkelte kommentarer. Eet billede pr. side - primært taget af J. Guldbæk Christensen/Arkiv JMJK, men også af andre, heriblandt forfatteren selv.

Ole Edvard Mogensen skiver i indledningen: "Det overordnede sigte med bogen er at give et stemingsbillede fra en DSB landstation fra en helt anden tid. En tid som nu uigenkaldelig er forbi". Det lykkes godt.

Bogen er på 72 sider og prisen på blot kr. 148 + porto (på oembog(a)c.dk) kan bestemt ikke skræmme nogen. En fin lille bog.

Ole Edvard Mogensen har bl.a tidligere udgivet bogen "Sporene på heden" (2006), foruden kapiteler i "Hardsyssels Årbog" i bl.a. 2006, 2008 og 2009 om henholdsvis "Vrå Station", "Stationerne i Vemb" og "Livet i Ledvogterhuset". Desuden en lang stribe artikler i bl.a "Skiveegnens jul" og "Jernbanen".

205mm * 205mm * 5mm. Vægt. 275g

Skrevet af:	Ole Edvard Mogensen
Forlag:	Eget forlag; OEM Consult
Udgivet:	2009
Sideantal:	72
ISBN	978-87-991676-1-6

Feb 2010

---

Den gule by

Dansk Jernbane Klub har udgivet et hæfte om Den Gule By. Det er skrevet af Tine Willer, som er bosiddende samme sted.

"Den Gule By" er betegnelsen for de tjenestemandsboliger, som blev opført i forbindelse med opførelsen af Centralværkstedet på Otto Busses Vej i København i begyndelsen af 1900 tallet. Disse gule huse - også kaldet "Kineserbyen" har indtil for få år siden været forbeholdt personalet ved Centralværkstedet. Specielt har personalet ved Hjælpevognstjenesten været bosiddende her, da udrykning med kort varsel var påkrævet.

Bogen gennemgår kort den historiske baggrund for Centralværkstedet, som tidligere lå længere inde i midtbyen. En kort biografi omtaler Otto Busse, som  forestod etablering af Centralværkstedet. Den Gule Bys tilblivelse bliver gennemgået og - mindst lige så interessant - flere af tjenesteboligerne langs Kystbanen. Gode billeder heraf forefindes også. I det hele taget er der afsat god plads til billeder med to billeder pr. side i hæftet, som har format midt imellem A5 og A4. Arkiteterne og deres tanker bag husene kommer man også rundt omkring. Til sidst bliver der sat fokus på beboerne og livet i byen, heriblandt Hjælpevognstjenesten. Der afsluttes med beretninger fra beboerne om livet i byen dengang og nu.

På trods af emnets begrænsninger kommer hæftet rundt om mange områder, som har haft betydning for byen. Teksten er fint suppleret med både gamle og nye fotos. Jeg har i det ovenstående konsekvent kaldt bogen for et hæfte, for den består kun af 48 sider i et format lidt over A5, og man kommer hurtigt igennem den. Set i forhold til prisen på 148 kr, så er det ikke meget, man får for pengene. Lidt en skam, for det er dejligt at se en nyudgivelse, som skiller sig ud fra anden litteratur med tilknytning til jernbanen, og alene derfor måtte jeg også anskaffe mig et eksemplar.

Se også Lars B Christensens boganmeldelse af Den Gule By på Togjournalen.dk.

Den Gule By:

Skrevet af:	Tine  Willer
Forlag:	Dansk Jernbane-Klub
Udgivet:	2010
Sideantal:	42
ISBN	978-87-87050-62-3

august 2010

---

DSB Baneanlæg

For at lave en god modeljernbane kræver det kendskab til virkelighedens bane og det kan man få i denne informative bog vedrørende DSBs baneanlæg. Illustreret s/h.

Udgivet af:	DSB, Banetjenesten
Udgivet i:	1989
Oplag:	5000
Originalsprog:	Dansk
Sideantal:	114
ISBN-10:	87983283-2-8

 

 

---

Forsvundne stationer

En af de legendariske bøger - hvis man interesserer sig for gamle stationer.

Desværre nåede Peer Thomassen at gå bort, inden bogen blev færdig, men heldigvis stod Lars Jensen, John Poulsen og Birger Wilcke klar i kulissen.

Skrevet af:	Peer Thomassen
Udgivet af:	bane bøger
Udgivet i:	1988
Sideantal:	80
ISBN:	87-88632-19-9

Bogen blev senere fulgt op af bind II af Morten Flindt Larsen.

---

Bog: Historien om et succesfuldt renoveringsprojekt

Københavns Hovedbanegård, Projekt Kh 08

I 2008 blev et større renoveringsarbejde af Københavns banegård afsluttet. Arbejdet omfattede:

1. Renovering og istandsættelse af haldækkonstruktionerne.
2. Renovering og istandsættelse af forpladsbroerne.
3. Ombygning af perron 2 og 3 ved  en forlængelse ind under banegårdshallen.
4. Ombygning af perron 2 og 3 ved en sænkning på hele længden med ca. 20 cm.

Projektet udmærkede sig på flere områder - bl.a. mht. tilbudsgivningen, fire projekter i ét og de mange deltagere, en fredet bygning, et hotel der måtte lukkes, mens arbejdet stod på, og ikke mindst at driften af hovedbanegården skulle påvirkes mindst muligt. Det lykkedes over al forventning.

Her kan nævnes at hovedbanegården har 1.400 daglige afgange inkl. S-tog.

Bogen beskriver projektet set fra mange forskellige sider. Indholdsfortegnelsen ser således ud: 1. Projektets start, 2. Udbud og kontrakter, 3. Projektorganiseringen, 4. Projektplanlægningen, 5. Projekteringen, 6. Samarbejdet, 7. Kommunikationen, 8. Udførselen, 9. Evalueringen, 10. Afslutning, 11. Særlige begivenheder og 12. Faktaoplysninger.

Som det ses af overskrifterne er fokus sat på selve byggeprojektet, og ikke så meget på hovedbanegården og dens historie. Omend denne bog også sælges gennem DJK, så er målgruppen bygherrer, bygningsingeniører og entreprenører, og vægten er specielt lagt på projektledelse. Derfor vil det også være uretfærdigt at vurdere bogen udfra en jernbanehistorisk vinkel. Der er enkelte sider om banegårdens historie, men ellers er det nutidens renovering, der udgør indholdet. Bogen er 26,5 cm bred, og der er givet plads til mange fine billeder. Desværre har man ikke ofret tid på at beskrive billedernes indhold, hvilket i flere tilfælde ville have givet billederne mere værdi. Som en beskrivelse af et renoveringsprojekt ser bogen glimrende ud, og det er givet, at projektet har været en stor succes.

Ser man på bogen med jernbanomani-øjne, så er der desværre ikke så meget at gå efter. De mange fine billeder giver dog læseren en god oplevelse, og alene derfor kan den være spændende at bladre igennem for dette folkefærd. Vil man vide mere om banegårdens historie og arkitekturen, så skal man nok nærmere ty til f.eks. John Poulsens "Københavns banegårde". Den står på min hylde og venter.

Skrevet af:	Steffen Moe, Søren Birch og Cyril Olsen
Udgivet af:	Grontmij A/S og public Arkitekter A/S
Udgivet i:	2011
Sideantal:	140
ISBN:	87-989350-4-6

Hvor blev de af?

Historien om de danske GM-lokomotivers skæbne efter endt aktiv tjenste hos DSB.

Hvor spændende kan det være at gennemgå gamle lokomotiver og deres skæbne? Selv for en jernbanenørd lød det ikke så ophidsende, men -som MY fan- var nysgerrigheden alligevel vakt, men ikke mere end som så. Hvis ikke jeg havde været medlem af banebogklubben, så havde jeg nok aldrig købt bogen ... men heldigvis var jeg medlem.

Sproget i bogen er ikke noget at råbe hurra for. Forfatteren Jens Hasse indrømmer da også allerede på de første sider, at det ikke er hans stærke side. Antallet af stavefejl er også højt.

Måske er sproget i bogen ikke det bedste, men indholdet fejler ikke det mindste. På de første sider bliver GM-lokomotivernes historie under DSB meget kort fortalt, og man bliver forskånet for en masse gentagelser af emner, som man kan finde i andre bøger. Tak for det. GM-lokomotivernes tilblivelse og tjeneste hos DSB er spændende, men lad den være beskrevet i bøger, som er dedikeret hertil. Forfatteren har forstået dette og sætter istedet fokus på det, som berettiger bogens eksistens - nemlig GM-lokomotivernes historie efter deres tjeneste i DSB.

Jeg havde forventet en lang opremsning af de enkelte lokomotiver og deres skæbne, men bogen angriber det anderledes. Læseren bliver underholdt med den ene beskrivelse efter den anden. Historier, som tager udgangspunkt i de virksomheder, som gennem tiderne har været ejere af lokomotiverne.

Efter endt tjeneste kom mange GM-lokomotiver i slutningen af 1980'erne til privatbanerne, og da jernbanernes godstransport i samme periode blev liberaliseret, opstod der desuden adskillige mindre jernbaneoperatører, som også havde brug for stabil trækkraft. Disse aftagere af kørende materiel bliver på bedste vis gennemgået, og der er mange detaljer med. For hver aftager er der en oversigt over deres GM trækkraft gennem årene og en status pr. 2012.

Efter at mange af lokomotiverne havde gennemlevet deres første, anden eller tredie alder i Danmark, forsvandt de over landets grænser til primært Sverige og Tyskland, men også til f.eks. Norge og Australien. De nye ejere får vi også en god beskrivelse af i bogen, og ikke mindst deres virke og forudsætningerne for deres tilblivelse.

Bagerst i bogen er der en liste over alle lokomotivernes skæbner.

Bogens trumfkort er dog billederne, som forfatteren har taget henover de sidste 25 år, hvor han har fulgt GM'erne rundt i verden. Jens Hasse er uddannet fotograf, og det bærer bogen præg af. Billederne er af meget høj kvalitet, og de bliver flot præsenteret i A4 formatet.

Selvom My 1287 ikke er medtaget ;-), så er det en bog, som jeg forventer jævnligt vil blive taget ned af hylden og genlæst. Det en bog, som man ikke kan komme udenom, hvis man blot har den mindste interesse for GM lokomotiver. Det er en fryd både at læse indholdet og at se de dejlige billeder. En positiv oplevelse.

Skrevet af:	Jens Hasse
Udgivet af:	Forlaget Banebøger
Udgivet i:	2012
Sideantal:	224
ISBN-10	978-87-91434-32-7

Jernbanehistorisk årbog '11

Bogen indeholder kapitlerne:

Specielt interessant syntes jeg er Lars Viinholt-Nielsens kapitel om dobbeltspor over Fyn (Dronning Louises jernbane). Denne jernbanestrækning er forsmået i litteraturen, så det er dejligt - specielt for en lokal - at se skrifter om denne bane. Lars Viinholt-Nielsen er i forvejen kendt for sine mange bøger om fynske baner.

Ligeledes er det en dejlig artikel om fjernstyringscentralen i Roskilde af Ole Edvard Mogensen (og det er ikke kun fordi man er gammel Roskildedenser). Indenfor specielt signaltjeneste må Ole Edvard Mogensen også siges at være en meget kompetent herre. Til denne artikel følger der også nogle dejlige billeder af kommandoposten på perronen i Roskilde.

En ganske udmærket bog.

Skrevet af:	Søren Agerskov Jens Bruun-Petersen Jan Lundstrøm Ole Edvard Mogensen Per Topp Nielsen Vigand Rasmussen Lars Viinholt-Nielsen
Udgivet af:	Banebøger
givet i:	2011
Sideantal:	64
ISBN	978-87-91434-29-7

Jernbanehistorisk årbog '13

Bogen indeholder:

Skrevet af:	Asger Christensen Morten Flindt Larsen J. Jalk Ole Edvard Mogensen John Poulsen
Udgivet af:	Banebøger
Udgivet i:	2013
Sideantal:	80
ISBN	978-87-91434-35-8

København - Odense

I denne bog tager Flemming Søeborg os på en rejse igennem landskabet fra København til Odense. Med udgangspunkt i det man kan se fra vinduet i toget, føres vi både geografisk og historisk fra den ene historie til den anden. Det giver læseren en meget afvekslende oplevelse, når man læser bogen, og hvis en enkelt historie ikke fænger, så gør den næste det, for der er mange gode historier i den. Den røde tråd er jernbanen, som binder alle historierne sammen. De skiftende emner sørger for, at man får et indblik i, hvordan jernbanen intregrerer sig i samfundet, og hvilken påvirkning at den har fået for de enkelte lokalsamfund. Der er historier, der går flere hunderede af år tilbage, og der nyere historier som f.eks. Storebæltsbroens komme og færgerens udfasning, som for mange ikke mentalt er historie endnu, selvom det snart er mange år siden. Bogen er ikke en bog som beskriver jernbanen for jernbanens skyld, men derimod en beskrivelse af jernbanen som en del af vores samfund.

Konceptet er set før, omend det er mange år siden. Således kunne man i begyndelsen af 1900-tallet købe nogle små hæfter "Hvad man ser fra toget", og denne bog må siges at være den moderne udgave af dem, og en meget vellykket en af slagsen. Jeg håber, at der kommer en videreførelse af den med tiden.

En god og anderledes bog.

Skrevet af:	Flemming Søeborg
Udgivet af:	Forlaget Frisporet
Udgivet i:	2008
Sideantal:	128
ISBN	87-992512-0

Bog: Min Fars Station

Af: Bjarne Nielsen Brovst

Fortællinger

I denne bog hører vi om forfatterens erindringer fra hans barndom, hvor hans far var overassisterende underportør. Bjarne havde sin gang blandt alle de ansatte på stationen i Brovst, hvor han var vellidt, og hvor han fik lov til at færdes frit. Han var som et adoptivbarn for stationforstanderens familie, og han elskede at komme i pakhuset, hvor man kunne finde alverdens sager, der var på vej til og fra byen.

Jernbanemiljøet og stationens ansatte fik stor betydning for Bjarne, men der er også mange andre spændende kapitler -vel ca. 2/3 af bogen- som fortæller om byen og dens indbyggere. Sproget varierer fra flydende og let læseligt til meget knudret, og nogle passager kan være lidt tunge at komme igennem. Indholdet er dog mestendels spændende og letflydende.

Interesserer man sig for livet i en mindre dansk jernbanebaneby i 1950'erne, ja så er denne bog et oplagt emne at have liggende på nathylden.

 

Skrevet af:	Bjarne Nielsen Brovst
Udgivet af:	Poul Kristensens forlag
Udgivet i:	2002
Sideantal:	143
ISBN:	87-7851-170-4

MM5, Motormateriel 5 - Med motor fra GM

En god bog som grundigt gennemgår, hvordan My, Mx, Mv, Mz og Me blev erhvervet og indsat ved de danske jernbaner.

Skrevet af:	Peter Christensen & John Poulsen
Udgivet af:	bane bøger
Udgivet i:	1999
Sideantal:	128
ISBN:	87-88632-79-2

 

---

MM7, MotorMateriel 7

Motormateriel fra Frichs og Scandia 1932-1978

Denne bog lever til fulde op til navnet - der fokuseres på motormaterielet ligesom i de øvrige bøger i serien. I denne bog er emnet "afgrænset" til motormateriel fra Frichs og Scandia 1932-1978. Personer, som ikke er toginteresseret, vil nok finde den noget "nørdet". Der er fokus på teknik, men alligevel får den inddraget den historiske udvikling uden at tage for mange svinkeærinder.

Når man siger Frichs, tænker man ofte på damplokomotiver, men i Danmark var Frichs i en lang årrække også toneangivende indenfor diesellokomotiver, men leverancerne har bestemt ikke været problemfrie. Ikke kun de nationale leverancer bliver omtalt, men også mange af de internationale, som fik afsmittende virkning på produktionen til de danske privatbaner og DSB. Samarbejdspartneren Scandia var også ganske aktiv og formåede endvidere at navigere noget smidigere igennem tidernes skiften, hvilket til sidst medførte, at de overtog Frichs produktion.

Bogen beskriver på bedste vis - og med mange detaljer - de forskellige diesellokomotiver, som de to fabrikker har stået fadder for på både godt og ondt: MX, MP, MO, "De Firkantede" ("Standkisterne"), "Marcipanbrødene, privatbanernes standardlokomotiver, MK/FK, MS og MB, My 1201 og 1202, underleverancer til MY, MX og MZ, Mt og MH. Man kommer langt omkring i bogen og langt ned i detaljerne. De to virksomheder - såvel som DSB - bliver også naturligt inddraget i beskrivelserne og bogen hænger godt sammen. Bogen er rigt illustreret bl.a. med fine tegninger i 1:87 af Claus Frost. En gennemarbejdet bog!

Skrevet af:	Peter Christensen og John Poulsen
under medvirken af:	Lars Græsted Jensen, Ole-Jørn Koch og Erik V. Pedersen,
samt med tegninger af:	Claus Frost.
Forlag:	Bane bøger
Udgivet:	2009
Sideantal:	216
ISBN	97887-91434-23-5

I denne serie er der endvidere planlagt:

MM8:	Materiel bygget af udenlandske fabrikker efter 1945
MM9:	Om rangertraktorer mv.
MM10:	Letbygget motormateriel efter 1987 - om IC3 og privatbanernes IC2 tog, regiosprinter, Desiro og Lint-tog og andre letbyggede togsæt, herunder (måske) Ansaldo's IC4.

Aug 2010

---

På sporet 1847-1997, bind II 1914-1950

Krige og fornyelse

Jernbanerne, DSB og samfundet.

De to verdenskrige fik stor indflydelse for jernbanernes udvikling. De knappe resourser var med til at fremme anvendelsen af jernbanen, men det medførte også at materiel og spor blev nedslidt - uden at man umiddelbart havde mulighed for at forny det. Første verdenskrig (1914-18) gav øget efterspørgsel på varer og der var rigeligt at se til, og begreber som gullaschbaroner dukkede op. Mellemkrigsårene var præget af lavkonjunktur og kriser, men også af en opblomstring hvor landet blev bundet sammen af bl.a. Lillebæltsbroen, Storstrømsbroen, Oddesundbroen og af gode færgeforbindelser over Storebælt. Anden verdenskrig fik endnu større konsekvenser for driften af jernbanetrafikken - både på godt og ondt.

Det var en tid med flere styrelses- og anlægslove, samt privatbaneloven af 1918. Det var også i denne periode, at de sidste baner blev bygget, og at konkurrencen fra bilerne begyndte at dukke op. Nedlæggelse af overkørseler, nye personaleforhold, S-tog, rutebiler og lyntog er blot nogle af emnerne, som bliver gennemgået. Bogen inddrager både den samfundsmæssige og den politiske udvikling, og sammenholder den med, hvordan banerne fik lov til at udvikle sig. Sammen med en lang række gode billeder fortæller den - ikke bare jernbanehistorie- men en god bid af vores Danmarkshistorie.

En god bog som giver et fint overblik over jernbanens udvikling 1914-1950.

Skrevet af:	Steen Ousager
Udgivet af:	Jernbanemuseet
Udgivet i:	1997
Sideantal:	358
ISBN	13 978-87-7717-141-3

April 2012

---

På sporet af 2012

årbog om danske jernbaner

En bog i tekst og billeder over året der gik. Lige nu kan man huske, hvad der skete, men om få år er det historie. For mig var der også mange nye oplysninger. Forfatterne har fingeren på pulsen, og man kommer vidt omkring: DSB's ledelse, den politiske indflydelse, godstransport, broer i problemer i nord og syd, IC4, MR og dobbeltdækkervogne, med S-togsrevisoren på arbejde, renovering af stationer og bane, lokalbaner og veteranbaner.

En fin bog, let at læse, med gode historier og ikke mindst dejlige billeder.

 

Skrevet af:	Jan Forslund, Tommy O. Jensen og Allan Støvring-Nielsen
Udgivet af:	Jan Forslund og DJK
Udgivet i:	2012
Sideantal:	80
ISBN	978-87-87050-97-5

 

Roskilde Station, 1847-1997, banens byggeskik.

Mægtig interessant bog om Danmarks ældste stationsbygning - tegnet af J.F. Meyer og opført af Det Sjællandske Jernbaneselskab i 1847. Ikke bare hovedbygningen bliver gennemgået, men også signalhytter, kommandopost, fjernstyringscentral, varehus, maskindepot, remise, samt det nyere sporværktøjsdepot.

Skrevet af:	Thomas Kappel
Udgivet af:	Roskilde Museum
Udgivet i:	1997
Sideantal	82
ISBN:	87-88563-33-2

 

---

Sølvpil

Bogen Sølvpil er en anderledes bog. Der er fokus på billederne, og der skruet godt ned for mængden af tekst. I starten tænker man, at det er en lidt tynd bog (på trods af de mange sider), da det ene billede afløser det andet uden den store mængde tekst. Efterhånden som man kommer gennem bogen, kan man dog ikke andet end stoppe op og dvæle ved mange af billederne. Man savner ikke mere tekst.

Personerne bag bogen har valgt at lægge vægt på det fotografiske aspekt og de stemninger, som de indfanger, og det gør de godt. Fotograferne Per Johansen og Jon Lindstrøm har -siden MA blev malet sølvfarvet- fulgt lyntogene i tykt og tyndt ligefra maskindepotet Helgoland og den daglige kørsel, til deres endelige i Polen og deres nuværende brug som bl.a. klubhus. Desuden et fint afsnit om tognørdernes restaurering af det gamle tog.

De stemningsfulde billeder bliver krydret af en lige så stemningsfuld tekst af Henrik Lund Larsen. Teksterne er ikke lange og detaljerede på et tekniske plan, men de er derimod tilpasset billedernes udstråling. Der er små historier fra dagligdagen, som underbygger de fotografiske vinkler. Afsnittet om togdesign passer også fint ind i denne bog. Man kan til tider blive lidt i tvivl, om billederne er taget af en ren amatør eller en genial fotograf. De er ofte noget slørede, men med et motiv og en vinkel som fremhæver helt andre ting, end det man normalt ser i en jernbanebog. Den typografiske opsætning understøtter den anderledes indfaldsvinkel. En dejlig og anderledes bog.

Foto:	Per Johansen og Jon Nordstrøm
Redaktør	Jon Nordstrøm
Tekst:	Henrik Lund Larsen
Udgivet i:	2010 af Nordstromsforlag
Sideantal:	296
ISBN	978-87-993150-1-7

Om bogen på facebook: Sølvpil

Nordtrom.dk: Pressemeddelelse

Bogen kan bl.a. købes igennem Jernbanen.dk eller  hos Jernbanebøger

Juli 2011

---

Sporene i Ulfborg-Vemb

I 1875 blev strækningen på den Jyske Vestbane, Holstebro - Ringkøbing, indviet. Samme år åbnede strækningen Varde - Ringkøbing. Den nye bane gik igennem det, der senere blev til Ulfborg-Vemb kommune. Banen betød en altafgørende udvikling for disse byer, ligesom flere af de andre nye stationbyer langs den Jyske Vestbane - heriblandt Bur.

Bogen beskriver på bedste vis banens tilblivelse og specielt stationerne i Vemb, Ulfborg og Bur. I Vemb var der både statsbanernes station og privatbanestationen for Lemvigbanen. I Ulfborg overvejede man på et tidspunkt en sidebane, som aldrig blev til noget. Bur var den grimme ælling som statsbanerne ignorerede, men som - ved hjælp af områdets borgere - først fik billetsalg i vogterhuset og siden fik station med en anseelig trafik.

Under 1. og 2. verdenskrig var tilværelsen - ligesom i resten af Danmark - meget forandret. Også dette kommer bogen ind på. Et andet emne er de mange smalsporsbaner, som har gennemskåret området på kryds og på tværs. Både mergelbaner, teglværksbaner, tørvebaner, vandbygningsbaner og også en enkelt hestebane på 7,5 km imellem Bur og Linde brugsforening bliver beskrevet fint. Et andet sjovt emne er rangerhesten Klaus, som tjente trofast på Vemb station. Beskrivelserne bliver suppleret med mange billeder, primært sort/hvide, men også enkelt i farve.

Ole Edvard Mogensen har en interesse indenfor sikringsanlæg, hvilket også kommer til udtryk hver gang emnet berøres. Her er der mange beskrivelser af både sikringssystemerne på de enkelte stationer og den daglige drift af dem.

Ole Edvard Mogensen har tidligere skrevet adskillige artikler om bl.a. sikringsanlæg, samt bøgerne "Sporene på heden" og "Den forsvundne landstation". Han har en lang karriere indenfor jernbanen bag sig og har bl.a. været afløser på stationerne i Ulfborg og Vemb. Siden blev det til stationsleder i Struer, trafikregionschef i Århus og senest som konsulent indenfor jernbanebranchen.

Det, som berørte mig mest med denne bog, er den måde som Ole Edvard Mogensen får fortalt om dagligdagen på de enkelte stationer. Disse kapitler er skrevet med en indlevelse, som på bedste vis fører læseren igennem dagligdagen på stationerne. Ikke blot om stationernes dagligdag, men også forholdene langs banen. To af kapitlerne i bogen er således afsat til at omhandle livet i banekolonnen og ledvogterhuset. Spændende emner.

En anmeldelse af bogen kan også findes i bladet Jernbanen 2/2011, s. 57.

Skrevet af:	Ole Edvard Mogensen
Redaktion	Johanne Marie Stender og Birgith Sørensen
Udgivet af:	Egnshistorisk Studiecenter Ulfborg-Vemb
Udgivet i:	2010
Sideantal:	128
ISBN	978-87-986724-1-8

Nov. 2010

---

Struer Station

- fra rangerhest til udlicitering

Struer station var engang en af de meste centrale stationer i Danmark. Her lå administrationen for 3. distrikt, og her mødtes banerne fra Skive, Holstebro og Oddesund. Det 3. distrikt var kilometermæssigt det største af de tre distrikter. Struer havde desuden et stort maskindepot og hele to rundremiser. I 1932 blev 3. distrikt nedlagt, og byen mistede dermed over 40 arbejdspladser. I 1938 blev Oddesundbroen bygget, og man fik dermed direkte forbindelse nordpå ad denne vej. I dag er Struer kun en skygge af, hvad der engang var.

Bogen er let læselig og i det samme format, som Ole Edvard Mogensen også har anvendt til hans forrige bog "Signalhuse". Af andre publikationer fra samme forfatter kan nævnes "Den forsvundne landstation",  "Sporene på heden" og "Sporene i Ulfborg-Vemb". Bogen inddrager i stor stil mange landsdækkende jernbanehistorieske ændringer som f.eks. de nye lyntog - både de røde og MA'erne- og deres afløser IC3, energikrisen i 1970, de nye tider med udlicitering og et farvel til DSB Gods. Disse blive på bedste vis kædet sammen med de lokale ændringer, som blev indført i Struer. 

Det store maskindepot i Struer har gennem årene været en stor arbejdsplads, og det er sørgeligt, at de to flotte remiser nu er væk. Til gengæld står Struer godsekspedition med tilhørende spor stadig, og den ejes af Struer museum. Man ønsker at istandsætte bygningen og indrette den som jernbanemuseum. Når man køber bogen "Struer Station" er man med til at støtte dette projekt, da bogens overskud går til dette prisværdige formål.

En god bog.

Skrevet af:	Ole Edvard Mogensen
Udgivet af:	OEM Consult
Udgivet i:	2012
Sideantal:	128
ISBN	978-87-991676-5-4

Svendborgbanen i 125 år

- Ikke nogen ny bog, men en god bog.

Med udgangspunkt i sin tidligere udgivelse "Odense-Svendborg Banen 1876-1976" - bringer Lars Viinholt-Nielsen os igennem banens lange historie - opdateret med de efterfølgende 25 års aktiviteter og nu med endnu flere billeder. Svendborgbanen var startskuddet for De SydFynske Jernbaner (SFJ). Disse kom i deres storhedstid til at inkludere:

1. Svendborgbanen
2. Ringe-Faaborg-banen (RFB)
3. Ringe-Nyborg Banen (RNB)
4. Svendborg-Nyborg Banen (SNB)
5. Odense-Nørre Broby-Fåborg Jernbane (ONFJ)
6. Svendborg-Fåborg Banen (SFB)

I 1949 overtog DSB banerne og i løbet af 60'erne bukkede de under en efter en med undtagelse af Svendborgbanen, som den dag i dag lever i bedste velgående og med næsten hele strækningen intakt, som da den blev indviet.

En meget spændende bog - ikke mindst for en lokal jernbaneinteresseret. Velskrevet og fuld af detaljer.

Skrevet af:	Lars Viinholt-Nielsen
Forlag:	SFJ-Bøger
Udgivet:	2001
Sideantal:	204
ISBN	87-984810-4-5

April 2010

---

Til vejrs over banerne. Luftfotos 1919-1939

En bog med mere end 100 luftfotos af de danske jernbaner fra tiden før 2. verdenskrig.
De mange fotografier rummer et væld af detaljer af både jernbane- og lokalhistorisk interesse.

Bogen indeholder luftfotos fra bl.a. Neksø, Rønne, Ålborg, Thisted, Skive, Randers, Mariager, Århus, Horsens, Esbjerg, Vejle, Tønder, Gram, Vojens, Sønderborg, Fredericia, Strib, Rudkøbing, Odense, Svendborg, Kerteminde, Nyborg, Korsør, Nykøbing Sjælland, Holbæk, Vordingborg, Haslev, Store-Heddinge, Køge, Ringsted, Måløv, Ballerup, Lyngby, Hillerød, Helsingør, Klampenborg, Hellerup, København.

Skrevet af:	Morten Flindt Larsen
Udgivet af:	Bane Bøger
Udgivet i:	2006
Sideantal:	80
ISBN:	87-91434-09-2

 

 

---

Tog og historie

Jernbanearkiver og deres brug.

Lad os sige det lige ud: Dette er et hæfte, som et flertal nok ikke vil finde spændende. For en gruppe indeholder denne publikation dog mange nyttige informationer. Det beskriver jernbanearkiverne og deres opbygning, og hvorledes man bedst tilgår dette materiale. Hæftet er skrevet af Steen Ousager, som bl.a. også har skrevet bøgerne "Guldsnore på sporet - Jernbane, politik og forening", "Politik på skinner" og 2. bind "1914-1950" i serien "På Sporet" udgivet af Jernbanemuseet.

Hæftet giver først en kort oversigt over jernbanernes udvikling i Danmark, både mht. privatbaner og statsbanerne -  bl.a. indenfor:

• Projektering
• Anlæg
• Driften
• Nedlæggelse eller videreførsel
• Overordnet styring

Den måde at arkivalierne er opdelt på, hænger meget sammen med jernbanernes udvikling. De enkelte arkiver og deres indhold gennemgås, og man får et godt overblik, men samtidig fornemmer man også en skræmmende krav om det nødvendige tidsforbrug. Det er et meget nyttigt hæfte for dem der søger viden i de danske jernbanearkiver, hvad enten det er for udfærdigelse af artikler, bøger eller for andre studier.

Skrevet af:	Steen Ousager
Udgivet af:	Statens arkiver
Udgivet i:	1996
Sideantal:	36
ISBN-10	87-89473-04-3

Generaldirektør Peter Knutzen

Denne artikel skulle egentlig kun have været en anmeldelse af bogen

"Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom",

men den velskrevne bog -og emnet heri- vakte min nysgerrighed, og det blev til mange flere bøger herom. Først kort om:

Peter Knutzen

Peter Knutzen blev født i Søby på Ærø den 14. januar 1887. Han voksede op på en lille gård i simple omgivelser med at bagland, som lærte ham, hvad pligter var, og som lagde vægt på litteratur og lærdom. Gennem familiens rødder på Als fik han et indblik i datidens dansk-tyske problematik i Sønderjylland - ikke mindst når den nærmeste familie blev besøgt. Denne viden skulle senere komme ham til gode, da Danmark igen overtog Sønderjylland.

I skolen lå han altid i toppen, og han sprang de første klasser over. De sidste år fik han endog privatundervisning - den daglige skoleundervisning var ikke længere nogen udfording og det resulterede i topkarakterer til præliminæreksamenen.

Karriere i postvæsenet

Skolebænken blev udskiftet med en elevplads på posthuset i Skælskør. Her blev det meste af fritiden brugt på at sætte sig ind i ny viden indenfor postetaten. Igen var Peter Knutzen foran sine jævnaldrende: Til postfagprøven fik han 14 ug'er ud af 14 mulige! Postvæsenets daværende generaldirektør fik nys om denne usædvanlig begavede elev og overværede også en af hans eksamener. Fra Skælskør gik turen nu til København, hvor han begyndte på Christianshavns postkontor. Herefter sprang Knutzen de traditionelle karrierekøer over, og allerede i 1908 kunne han tiltræde en stilling i generaldirektoratet. Det var ikke lige velset på denne måde at springe den sædvanlige ancinitetskø over, for dengang anså man anciennitet vigtigere end kvalifikationer.

I København mødte han sin Karen Margrethe, som han senere -i 1914- giftede sig med. De fik senere fire børn.

Fra sin første stilling i postvæsenets generaldirektorat avancerede han med store skidt opad, og det skyldtes ikke mindst et stort flid. Sideløbende med sit postarbejde bestod han studentereksamen - landets bedste dette år! Intet mindre kunne gøre det. I 1912 stod den på 6 måneders militærtjeneste, men også her blev der læst ved siden af - nu til juridisk eksamen. Efter mange udfordrende opgaver rundt omkring i landet blev Knutzen i 1919 involveret i overtagelsen af de sønderjyske postkontorer, efter at Sønderjylland var blevet dansk igen. En opgave som krævede indsigt i de dansk-tyske forhold, og hvor der skulle trædes varsomt. Knutzen havde i løbet af de seneste år fået stor indsigt i personaleforhold og i organisation, og det blev der også brug for ved denne lejlighed. Som kontorchef og postinspektør gik det op ad rangstigen, og han deltog med stor succes i diverse udvalg. I et af disse udvalg mødte han Johannes Friis-Skotte, som han gjorde et godt indtryk på. Det skulle senere vise sig at få stor betydning for ham. Knutzen varetog desuden uddannelsen af de nye postansatte, og i 1924 opnåede han at blive slået til Ridder af Dannebrog.

Generaldirektør for De Danske Statsbaner

I 1931 -efter 16 år på posten- trak generaldirektør Andersen-Alstrup sig tilbage - officielt af helbredsmæssige årsager, og Peter Knutzen blev opfordret til at tiltræde stillingen som De Danske Statsbaners generaldirektør. Der var blevet lagt mærke til Knutzens arbejde i diverse udvalg, og man satte sin lid til, at han kunne agere redningmand for Statsbanerne, som var i dårlig forfatning - ikke mindst økonomisk. Det var trafikminister Johannes Friis-Skotte - også kendt som "Jernbaneministeren", som valgte at satse på Knutzen. Ministeren havde selv gjort et stort arbejde for at effektivisere jernbanen, men der var brug for en stærk mand til at få ryddet op internt i etaten.

Det blev en hård tid for Knutzen, hvor underskud blev vendt til overskud (i det mindste på papiret), og hvor skepsis blev vendt til anerkendelse. Der skulle mange sværdslag til, og han var ikke altid lige populær. Det var ikke en ensidig nedskæring af udgifterne han gik efter, men i lige så høj grad en udvikling og modernisering af etaten. Han samlede statsbanernes personale og opfordrede til dialog. 3. distrikt (hjemmehørende i Struer) blev nedlagt, og pensionsalderen blev ændret. Mange gamle arbejdsgange blev lavet om, og ansvaret blev uddelegeret. han afskaffede 2. og 3. klasse i personvognene og erstattede dem med en ny "Fællesklasse", der omfattede dem begge, og samtidig med opførelsen af Lillebæltsbroen indførte han de nye lyntog, og successen syntes ingen ende at tage. Trafikministrene blev udskiftet, men Knutzen fortsatte på sin post og fik også ryddet op i ineffektive sidebaner og indførte DSB rutebilerne. I 1932 fik han Dannebrogordenens Hæderstegn, og i 1935 blev han Kommandør af Dannebrog.

Med tyskernes invation af Danmark den 9. april 1940 blev Knutzens arbejdsopgaver med ét ændret. Statsbanerne var i princippet underlagt tyskerne, og en gruppe rykkede også ind i hovedkvarteret i Sølvgade. Man formåede igennem årene at opretholde et transportsystem der -forholdene taget i betragtning- fungerede efter hensigten. Manglende kul og olie, tyske tog der skulle prioriteres først, sabotage, beslaglæggelse af bl.a. færger og meget meget mere var noget af det, som Peter Knutzen skulle håndtere. En svær opgave som senere blev betegnet som håndteret "på bedste måde", "tilfredsstillende og korrekt", og "at han ved sin Dygtighed og Behændighed overfor Besættelsesmagten undgik, at Tyskerne helt overtog Ledelsen af Statsbanerne". I 1942 blev Knutzen udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog.

Dansk-Tysk Forening

I 1940 blev Peter Knutzen kontaktet af regeringen, som opfordrede ham kraftigt til at indtræde som formand for Dansk-Tysk Forening, som man ønskede stiftet. Foreningen var regeringens idé. Officielt havde foreningen til formål "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneristiske, litterære, videnskablige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forståelse mellem Danmark og Tyskland". Uofficielt skulle foreningen være modvægt til de danske nazister. Tyskerne fik primært deres oplysninger herfra, og de var ikke altid lige sande. Et nyt organ skulle sørge for, at man udspillede DNSAPs rolle, så det dels ikke kom til magten, og dels sørgede for at den danske regering kunne fortsætte med at varetage de danske interesser.

Knutzen var ikke just begejstret for opgaven, men han gjorde sin pligt og sagde ja. Han var også den rigtige mand til opgaven. Hans indsigt i tyske forhold og hans anseelse i befolkningen var et godt udgangspunkt. Knutzen var også typen, som kæmpede med ord og som var god til det. Dialog gav ham mulighed for at trænge ind bag fjendens linier og påvirke baglandet. Det var ikke noget, man forstod i datiden, men senere studier har vist, at var det ikke for Knutzen, så havde vores historie set noget anderledes ud i dag.

Situationen overfor tyskerne tilspidsedes, og i 1943 gik regeringen af. Herefter var det op til de enkelte departementchefer at varetage den daglige ledelse uden at have en regering foroven. Igen skulle der trædes varsomt. Nu var det slut med samarbejdspolitikken, og man forsøgte at nedlægge Dansk-Tysk Foreningen. Det fik man også gjort, men en udmelding herom var af politiske grunde ikke mulig til den brede befolkning.

Efter krigen blev foreningens oprindelige formål meldt ud, men da havde den fået et så dårligt ry, at det ikke var muligt at overbevise alle om det oprindelige mål. Aviser som "Information" og "Land og Folk" havde under krigen kørt målrettede artikler mod Knutzen, hvor han fremstod som landsforædder, og trods beviserne for det modsatte så fortsatte de også efter krigen. Det er så populært, at man i dag undskylder med tilbagevirkende kraft, men fra Information er der aldrig kommet en lyd. Der er ingen tvivl om, at den offentlige mening (læs: avisernes overskrifter) fik stor indvirkning på den efterfølgende dom over generaldirektør Knutzen.

Dommen over Peter Knutzen er nok et af de mest iøjenfaldende eksempler på efterkrigstidens uretfærdige behandlinger af en mand, der på den måde har ofret sig for Danmark.

 

40 aar i Statens Tjeneste

I 1948 udkom Peter Knutzens selvbiografi.

I denne bog fortæller Knutzen med sine egne ord, hvordan han oplevede sin karriere - både i postvæsenet og ved De Danske Statsbaner. Ikke forbavsende bliver en stor del af bogen brugt på perioden 1940-45 og den efterfølgende retssag. En spændende bog.

Skrevet af:	Peter Knutzen
Udgivet af:	Steen Hasselbalchs forlag
Udgivet i:	1948
Sideantal:	338

 

 

Dommen over Generaldirektør P. Knutzen

Det var ikke kun Knutzen, som følte at dommen var dybt uretfærdig. Mange tog til orde, men derfra og så til at omstøde en dom, som har været gennem flere instanser, er ingen let sag.

Som noget ret usædvanligt udkom der samme år -i 1948- en mindre bog af selveste H. H. Bruun, som havde været forsvarer for P. Knutzen, hvori han gennemgik dommen og alle anklageskrifterne. Dommen havde naget ham lige siden, at den blev afsagt. Som han skriver i bogen, så affinder man sig med tiden med, at nogle domme i ens karrierer ikke føles korrekte, men denne sag var noget helt unikt, og han havde aldrig kunne forlige sig med dens udfald.

Skrevet af:	H. H. Bruun
Udgivet af:	Gyldendal
givet i:	1948
Sideantal:	88

 

Den 23. februar 1949 døde Peter Knutzen som en bitter mand.

Peter Knutzen var manden, der samlede de dårligt fungerende statsbaner og bragte økonomien i orden, han fik statsbanernes organisationer til at samarbejde, fik optimeret på gamle indgroede vaner og moderniserede etaten. Han havde en evne til at formidle informationer, som også overfor pressen gjorde ham til en af de mest populære ledere i Danmark. Han indførte lyntogene og fik ryddet op på sidebanerne, og han førte statsbanerne ind på nye markedsområder (rutebilerne). Tænk hvad denne mand kunne have udrettet efter 1945, hvis det ikke havde været for den skammelige måde, man kvitterede på.

 

I 1985 udkom Ditlev Tamms afhandling "Retsopgøret efter besættelsen", Jurist- og økonomforbundets Forlag, hvor bl. a. Dansk-Tysk Forening bliver gennemgået. (Ej læst)

 

Sandheden forældes ikke

- generaldirektør Peter Knutzen og regeringskrisen 1940-1941

I 1999 udkom bogen "Sandheden forældes ikke". Den er skrevet af Peter Knutzens søn, Ole Knutzen. Han havde længe håbet, at historikere ville sætte fokus på den uretfærdige dom, men han måtte selv til blækhuset til sidst. I bogen fremlægger han en lang række oplysninger om, hvorledes Peter Knutzen gennem den Dansk-Tyske Forening fik påvirket det tyske bagland. Der tages systematisk fat på emnet, og Knutzens arbejde og dommen mod ham holdes op mod de fakta, som Ole Knutzen gennem længere tid har fremskaffet - både fra danske og tyske kilder. Bogen er ikke en let læselig bog, men for dem der gerne vil sætte sig ind i både anklagerne, dommen og Knutzens arbejde, og det som det betød for samfundet under anden verdenskrig, er denne bog noget man bør læse.

Skrevet af:	Ole Knutzen
Udgivet af:	Strandbergs Forlag
givet i:	1999
Sideantal:	175
ISBN	13 978-87-7717-141-3

 

Siden ovenstående bog udkom er der udgivet flere historiebøger, som genfortæller, hvad der skete i krigsårene. Desværre er der fortsat mange, som ikke får inkluderet essensen af ovenstående bog, og som stadig fejlfortæller, hvad foreningens formål var, hvorfor den blev stiftet og hvilken indflydelse, den fik overfor tyskerne.

I 1998 udarbejdede Thomas Sønderskov sit bachelorprojekt "Dansk-Tysk Forening og P. Knutzen i januar-februar 1941. Dansk-Tysk Forening - Et værktøj for udenrigsministeriet",  Institut for historie, Odense Universitet. (Ej læst)

I 2000 færdiggjorde Thomas Lenler-Eriksen sit speciale: "Dansk-Tysk Forening og dens tyske forbindelser", Historisk institut, Aarhus Universitet. (Ej læst)

I 2006 udkom der i Jernbanemuseets årsskrift "Tog i tiden" et interview med sønnen Ole Knutzen om hans far, skrevet af Lars Bjarke Christensen.

 

 

 

 

 

Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom

Nu er vi kommet frem til år 2011, hvor bogen "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom" udkom. Bogen er meget velskrevet, og for hver periode i Knutzens liv opsummeres hovedtrækkene efterfølgende. Kildematerialet er imponerende, og ved efterfølgende granskning indgår der også en meget lang række kilder, som ikke tidligere har været brugt. En væsentlig del af bogen sætter fokus på Peter Knutzens privatliv og på personen bag titlen. Bl.a. gennem postkort fra hans bevarede arkiv. Man får på en helt anden måde -end i ovenstående bøger- et indblik i personen Peter Knutzen, og det sætter hans væremåde og beslutninger i et klarere lys.

Bogen var årsag til, at jeg fik lyst til at læse mere om denne spændende mand, og  samtidig kunne det være spændende at se, om det blot var en gentagelse af tidligere udgivet litteratur. Man må sige at bogen er den mest omfattende bog om generaldirektøren, og den får alle aspekter med og meget mere til. Begynd med denne bog og du er godt dækket ind.

Jeg kan meget anbefale denne bog, skrevet af Lars Bjarke Christensen.

Skrevet af:	Lars Bjarke Christensen
Udgivet af:	Syddansk Universistetsforlag
Udgivet i:	2011
Sideantal:	518
ISBN	978 87 7674 491 5

 

Vil man vide mere, er ordene fra Knutzens egen hånd - hans selvbiografi - bestemt også værd at læse. Sætter man fokus på dommen og retsagen, så skal man igang med både "Sandheden forældes ikke" og "Dommen over Generaldirektør P. Knutzen". Interviewet fra 2006 indeholder yderligere oplysninger.

Med Lars Bjarke Christensens bog er der også sat punktum for dommen over Generaldirektør P. Knutzen. Hans liv med 40 år i statens tjeneste er imponerende, og den var i sandhed i statens og Danmarks tjeneste. Der skulle gå mange år før hans rygte blev genoprettet, men sandheden forældes øjensynligt ikke. Til den seneste bogs titel - og Peter Knutzens egne ord: "Jeg frygter ikke Historiens Dom" - kan vi blot sige, at han fik ret. Vi kan kun se tilbage på en mand, som vi kan være stolte af.

 

Læs mere:

Remisen Tølløse

En bygning, som forsvandt ...

Den 25. februar stiftede en gruppe Tølløseborgere foreningen 'Remisen Tølløse'. Kampen for at bevare remisen for gøre at den til et kultur- og forsamlingshus var begyndt. Det var en sej og lang kamp, som desværre endte med, at remisen alligevel blev fjernet i nov. 2011. Havde man begyndt kampen 10 år tidligere, var remisen måske i så god stand, at det økonomisk havde kunne lade sig gøre, men kravene til store investeringer foruden en manglende opbakning - både i lokalbefolkningen og hos kommunen - sammen med uheldige omstændigheder med indtil flere dødsfald i foreningen, og en storm der ødelagde store dele af bygningen, gjorde, at udfaldet faldt ud til den forkerte side.

Den 13. oktober 2010 nedlagde foreningen sig selv, og de sidste midler blev overdraget til Lokalhistoriske Forening for Tølløse Egnen med det formål at lave et hæfte om remisen. Således blev grundlaget dannet for det hæfte, som vi her skal se nærmere på.

Hæftet er skrevet af Marina Wijngaard, som også var sekretær i foreningen 'Remisen Tølløse'. Med udgangspunkt i dokumentationen som foreningen havde fået samlet sammen igennem årene, har hun skabt et meget spændende hæfte om byens remise.

Remisen blev bygget i 1901 i forbindelse med anlæggelse af Høng-Tølløse Jernbanen. I den anden ende af banen - i Høng - havde man blot en ensporet remise. I Tølløse var den derimod firesporet. I tilknytning til remisen byggede man det firkantede vandtårn, så man kunne servicere damplokomotiverne med vand.

I 1943 blev remisen udvidet bagud, for man havde brug for pladsen. På længere sigt var dette ikke nogen god ide rent holdbarhedsmæssigt, da det var med til at svække konstruktionen, og dermed et skridt mod remisens endelige, men dengang i 1943 havde man hårdt brug for mere plads, da tørvetransporterne var på sit højeste.

I 1980'erne og 90'erne udskiftede man de gamle døre til foldeporte, som kom fra Nyborg. Igen måtte konstruktionen tilpasses de nye forhold, og det blev ikke helt nænsomt gjort. Efter årtusindeskiftet var der ikke længere brug for remisen til andet end lidt opbevaring, og i 2005 medførte en storm de første store ødelæggelser på remisen. Værst gik det ud over 1943 bygningen.

Efter ovenstående kamp fra foreningens side måtte man til sidst opgive, og i november 2011 blev remisen revet ned. I Varde kan man i dag se remisens tvilling, som er ganske velbevaret.

Hæftet er ikke blot en beskrivelse af selve remisen. Den kommer rundt om en lang række emner som Tølløse station, Nordvestbanen, Heinrich Wenck, Baron Gedalia, arkitektur og den historiske udvikling i slutningen af 1800 tallet. Endvidere arbejdet ved remisen, Høng-Tølløsebanen og Tørvetransporten.

Materiale til hæftet har en lang række personer hjulpet til med, bl.a. jernbanehistorikeren Ole Munk Plum. Der er mange gode billeder af bl.a. Niels Munch, Tommy Nilsson, Jakob Bjerre og Helmuth R. Hansen, og undertegnede har også selv haft glæden af at levere flere billeder til publikationen. Teksten er let læselig, og hæftet kan anbefales for enhver der interesserer sig for historie, jernbane og jernbanebygninger.

Hæftet fortjener dog en pænere "indpakning" - et tykkere omslag. Prisen er bestemt overkommelig - kun kr. 50 plus porto.

Det kan købes hos enten Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen, Tølløse boghandel, Dansk Jernbane Klub eller direkte hos Marina Wijngaard selv.

Det første oplag på 500 stk. får hurtigt ben at gå på.

Skrevet af:	Marina Wijngaard
For:	Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen
Udgivet:	2011
Sideantal:	60
ISBN	-

Se mere om Tølløse remisen her

Nov. 2011

---