For en "Komplet" liste over jernbanebøger se: Danske jernbanebøger fra A til Å .
- fra rangerhest til udlicitering
Struer station var engang en af de meste centrale stationer i Danmark. Her lå administrationen for 3. distrikt, og her mødtes banerne fra Skive, Holstebro og Oddesund. Det 3. distrikt var kilometermæssigt det største af de tre distrikter. Struer havde desuden et stort maskindepot og hele to rundremiser. I 1932 blev 3. distrikt nedlagt, og byen mistede dermed over 40 arbejdspladser. I 1938 blev Oddesundbroen bygget, og man fik dermed direkte forbindelse nordpå ad denne vej. I dag er Struer kun en skygge af, hvad der engang var.
Bogen er let læselig og i det samme format, som Ole Edvard Mogensen også har anvendt til hans forrige bog "Signalhuse". Af andre publikationer fra samme forfatter kan nævnes "Den forsvundne landstation", "Sporene på heden" og "Sporene i Ulfborg-Vemb". Bogen inddrager i stor stil mange landsdækkende jernbanehistorieske ændringer som f.eks. de nye lyntog - både de røde og MA'erne- og deres afløser IC3, energikrisen i 1970, de nye tider med udlicitering og et farvel til DSB Gods. Disse blive på bedste vis kædet sammen med de lokale ændringer, som blev indført i Struer.
Det store maskindepot i Struer har gennem årene været en stor arbejdsplads, og det er sørgeligt, at de to flotte remiser nu er væk. Til gengæld står Struer godsekspedition med tilhørende spor stadig, og den ejes af Struer museum. Man ønsker at istandsætte bygningen og indrette den som jernbanemuseum. Når man køber bogen "Struer Station" er man med til at støtte dette projekt, da bogens overskud går til dette prisværdige formål.
En god bog.
Skrevet af: | Ole Edvard Mogensen |
Udgivet af: | OEM Consult |
Udgivet i: | 2012 |
Sideantal: | 128 |
ISBN | 978-87-991676-5-4 |
Jernbanearkiver og deres brug.
Lad os sige det lige ud: Dette er et hæfte, som et flertal nok ikke vil finde spændende. For en gruppe indeholder denne publikation dog mange nyttige informationer. Det beskriver jernbanearkiverne og deres opbygning, og hvorledes man bedst tilgår dette materiale. Hæftet er skrevet af Steen Ousager, som bl.a. også har skrevet bøgerne "Guldsnore på sporet - Jernbane, politik og forening", "Politik på skinner" og 2. bind "1914-1950" i serien "På Sporet" udgivet af Jernbanemuseet.
Hæftet giver først en kort oversigt over jernbanernes udvikling i Danmark, både mht. privatbaner og statsbanerne - bl.a. indenfor:
Den måde at arkivalierne er opdelt på, hænger meget sammen med jernbanernes udvikling. De enkelte arkiver og deres indhold gennemgås, og man får et godt overblik, men samtidig fornemmer man også en skræmmende krav om det nødvendige tidsforbrug. Det er et meget nyttigt hæfte for dem der søger viden i de danske jernbanearkiver, hvad enten det er for udfærdigelse af artikler, bøger eller for andre studier.
Skrevet af: | Steen Ousager |
Udgivet af: | Statens arkiver |
Udgivet i: | 1996 |
Sideantal: | 36 |
ISBN-10 | 87-89473-04-3 |
Denne bog er set beskrevet som et værk - og det er ikke helt ved siden af.
Bogen er opbygget, så den følger de danske personvogne i kronologisk orden. Læseren bliver taget med fra de ældste kupévogne over gennemgangsvogne; sidegangs- og midtgangsvogne. Fra de toakslede til boggievogne. Fra trævogne over stålvogne til dobbeltdækkervognene. Man kommer vidt omkring - og det både hos DSB og indenfor privatbanerne.
Mange spændende emner som boggier, producenter, konstruktører og prototyper bliver berørt. Bogen indeholder meget naturligt også mange enslydende beskrivelser, for selvfølgelig har vognene også mange ligheder, men også mange forskelligheder - selv indenfor samme litra var der mange varianter.
Tidens krav og muligheder bliver inddraget og kædet sammen med vognenes udvikling. Man får en god fornemmelse for, hvor kompleks og mangeartet det kørende materiel har været, og hvor mange ombygninger der har fundet sted. Det har ikke været nogen nem opgave at skrive denne bog.
Den kronologiske opbygning gør bogen mere læsbar, men til gengæld tabes noget af overskueligheden. Alternativet ville have være en opslagsbog, der var mindre spændende at læse fra ende til anden. Bogens har også et fint format, som muliggører en god præsentation af de mange dejlige billeder. Skulle man nævne en enkel mangel, så skulle det være et indeksregister. Bogen vil i mange tilfælde blive brugt som en opslagsbog, og her ville et sådan indeksregister have været guld værd. Der er ingen tvivl om at denne bog i mange år fremover vil blive betegnet som bogen om danske personvogne.
En bog som bør stå på enhver jernbaneentusiasts boghylde.
Skrevet af: | Jens Bruun-Petersen & Ulrik Tarp Jensen |
Udgivet af: | banebøger |
Udgivet i: | 2012 |
Sideantal: | 264 |
ISBN | 978-87-91434-34-1 |
og sikkerhedssystemer gennem 150 år.
Denne bog må siges at være den mest beskrivende bog indenfor signaler på de danske jernbaner. Bogen gennemgår sikkerhedssystemerne tilbage fra 1847 og frem, og beskriver på en god måde, hvordan de har ændret sig gennem tiderne og fremtil årtusindeskiftet. Den teknologiske udvikling og dens betydning for jernbanedriften bliver kædet godt sammen. Efter at have læst bogen er man blevet noget klogere. Emnet er imidlertid stort, så det kan være svært at komme rundt om alt i en enkelt bog. Bogen lægger vægt på den historiske udvikling, og her får man et godt overblik.
Selvom emnet kan virke lidt tørt, så formår forfatterne at formidle det på en interessant måde.
Bogen er umulig at opdrive antikvarisk, og jeg er sikker på at der er et marked for en opfølgning af den.
Skrevet af: | Niels E. Jensen og Benny Mølgaard Nielsen |
Udgivet af: | banebøger |
Udgivet i: | 1998 |
Sideantal: | 120 |
ISBN | 87 88632 73-3 |
Historien om de danske GM-lokomotivers skæbne efter endt aktiv tjenste hos DSB.
Hvor spændende kan det være at gennemgå gamle lokomotiver og deres skæbne? Selv for en jernbanenørd lød det ikke så ophidsende, men -som MY fan- var nysgerrigheden alligevel vakt, men ikke mere end som så. Hvis ikke jeg havde været medlem af banebogklubben, så havde jeg nok aldrig købt bogen ... men heldigvis var jeg medlem.
Sproget i bogen er ikke noget at råbe hurra for. Forfatteren Jens Hasse indrømmer da også allerede på de første sider, at det ikke er hans stærke side. Antallet af stavefejl er også højt.
Måske er sproget i bogen ikke det bedste, men indholdet fejler ikke det mindste. På de første sider bliver GM-lokomotivernes historie under DSB meget kort fortalt, og man bliver forskånet for en masse gentagelser af emner, som man kan finde i andre bøger. Tak for det. GM-lokomotivernes tilblivelse og tjeneste hos DSB er spændende, men lad den være beskrevet i bøger, som er dedikeret hertil. Forfatteren har forstået dette og sætter istedet fokus på det, som berettiger bogens eksistens - nemlig GM-lokomotivernes historie efter deres tjeneste i DSB.
Jeg havde forventet en lang opremsning af de enkelte lokomotiver og deres skæbne, men bogen angriber det anderledes. Læseren bliver underholdt med den ene beskrivelse efter den anden. Historier, som tager udgangspunkt i de virksomheder, som gennem tiderne har været ejere af lokomotiverne.
Efter endt tjeneste kom mange GM-lokomotiver i slutningen af 1980'erne til privatbanerne, og da jernbanernes godstransport i samme periode blev liberaliseret, opstod der desuden adskillige mindre jernbaneoperatører, som også havde brug for stabil trækkraft. Disse aftagere af kørende materiel bliver på bedste vis gennemgået, og der er mange detaljer med. For hver aftager er der en oversigt over deres GM trækkraft gennem årene og en status pr. 2012.
Efter at mange af lokomotiverne havde gennemlevet deres første, anden eller tredie alder i Danmark, forsvandt de over landets grænser til primært Sverige og Tyskland, men også til f.eks. Norge og Australien. De nye ejere får vi også en god beskrivelse af i bogen, og ikke mindst deres virke og forudsætningerne for deres tilblivelse.
Bagerst i bogen er der en liste over alle lokomotivernes skæbner.
Bogens trumfkort er dog billederne, som forfatteren har taget henover de sidste 25 år, hvor han har fulgt GM'erne rundt i verden. Jens Hasse er uddannet fotograf, og det bærer bogen præg af. Billederne er af meget høj kvalitet, og de bliver flot præsenteret i A4 formatet.
Selvom My 1287 ikke er medtaget ;-), så er det en bog, som jeg forventer jævnligt vil blive taget ned af hylden og genlæst. Det en bog, som man ikke kan komme udenom, hvis man blot har den mindste interesse for GM lokomotiver. Det er en fryd både at læse indholdet og at se de dejlige billeder. En positiv oplevelse.
Skrevet af: | Jens Hasse |
Udgivet af: | Forlaget Banebøger |
Udgivet i: | 2012 |
Sideantal: | 224 |
ISBN-10 | 978-87-91434-32-7 |
Jernbanerne, DSB og samfundet.
De to verdenskrige fik stor indflydelse for jernbanernes udvikling. De knappe resourser var med til at fremme anvendelsen af jernbanen, men det medførte også at materiel og spor blev nedslidt - uden at man umiddelbart havde mulighed for at forny det. Første verdenskrig (1914-18) gav øget efterspørgsel på varer og der var rigeligt at se til, og begreber som gullaschbaroner dukkede op. Mellemkrigsårene var præget af lavkonjunktur og kriser, men også af en opblomstring hvor landet blev bundet sammen af bl.a. Lillebæltsbroen, Storstrømsbroen, Oddesundbroen og af gode færgeforbindelser over Storebælt. Anden verdenskrig fik endnu større konsekvenser for driften af jernbanetrafikken - både på godt og ondt.
Det var en tid med flere styrelses- og anlægslove, samt privatbaneloven af 1918. Det var også i denne periode, at de sidste baner blev bygget, og at konkurrencen fra bilerne begyndte at dukke op. Nedlæggelse af overkørseler, nye personaleforhold, S-tog, rutebiler og lyntog er blot nogle af emnerne, som bliver gennemgået. Bogen inddrager både den samfundsmæssige og den politiske udvikling, og sammenholder den med, hvordan banerne fik lov til at udvikle sig. Sammen med en lang række gode billeder fortæller den - ikke bare jernbanehistorie- men en god bid af vores Danmarkshistorie.
En god bog som giver et fint overblik over jernbanens udvikling 1914-1950.
Skrevet af: | Steen Ousager |
Udgivet af: | Jernbanemuseet |
Udgivet i: | 1997 |
Sideantal: | 358 |
ISBN | 13 978-87-7717-141-3 |
April 2012
I denne bog tager Flemming Søeborg os på en rejse igennem landskabet fra København til Odense. Med udgangspunkt i det man kan se fra vinduet i toget, føres vi både geografisk og historisk fra den ene historie til den anden. Det giver læseren en meget afvekslende oplevelse, når man læser bogen, og hvis en enkelt historie ikke fænger, så gør den næste det, for der er mange gode historier i den. Den røde tråd er jernbanen, som binder alle historierne sammen. De skiftende emner sørger for, at man får et indblik i, hvordan jernbanen intregrerer sig i samfundet, og hvilken påvirkning at den har fået for de enkelte lokalsamfund. Der er historier, der går flere hunderede af år tilbage, og der nyere historier som f.eks. Storebæltsbroens komme og færgerens udfasning, som for mange ikke mentalt er historie endnu, selvom det snart er mange år siden. Bogen er ikke en bog som beskriver jernbanen for jernbanens skyld, men derimod en beskrivelse af jernbanen som en del af vores samfund.
Konceptet er set før, omend det er mange år siden. Således kunne man i begyndelsen af 1900-tallet købe nogle små hæfter "Hvad man ser fra toget", og denne bog må siges at være den moderne udgave af dem, og en meget vellykket en af slagsen. Jeg håber, at der kommer en videreførelse af den med tiden.
En god og anderledes bog.
Skrevet af: | Flemming Søeborg |
Udgivet af: | Forlaget Frisporet |
Udgivet i: | 2008 |
Sideantal: | 128 |
ISBN | 87-992512-0 |
Denne artikel skulle egentlig kun have været en anmeldelse af bogen
"Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom",
men den velskrevne bog -og emnet heri- vakte min nysgerrighed, og det blev til mange flere bøger herom. Først kort om:
Peter Knutzen blev født i Søby på Ærø den 14. januar 1887. Han voksede op på en lille gård i simple omgivelser med at bagland, som lærte ham, hvad pligter var, og som lagde vægt på litteratur og lærdom. Gennem familiens rødder på Als fik han et indblik i datidens dansk-tyske problematik i Sønderjylland - ikke mindst når den nærmeste familie blev besøgt. Denne viden skulle senere komme ham til gode, da Danmark igen overtog Sønderjylland.
I skolen lå han altid i toppen, og han sprang de første klasser over. De sidste år fik han endog privatundervisning - den daglige skoleundervisning var ikke længere nogen udfording og det resulterede i topkarakterer til præliminæreksamenen.
Skolebænken blev udskiftet med en elevplads på posthuset i Skælskør. Her blev det meste af fritiden brugt på at sætte sig ind i ny viden indenfor postetaten. Igen var Peter Knutzen foran sine jævnaldrende: Til postfagprøven fik han 14 ug'er ud af 14 mulige! Postvæsenets daværende generaldirektør fik nys om denne usædvanlig begavede elev og overværede også en af hans eksamener. Fra Skælskør gik turen nu til København, hvor han begyndte på Christianshavns postkontor. Herefter sprang Knutzen de traditionelle karrierekøer over, og allerede i 1908 kunne han tiltræde en stilling i generaldirektoratet. Det var ikke lige velset på denne måde at springe den sædvanlige ancinitetskø over, for dengang anså man anciennitet vigtigere end kvalifikationer.
I København mødte han sin Karen Margrethe, som han senere -i 1914- giftede sig med. De fik senere fire børn.
Fra sin første stilling i postvæsenets generaldirektorat avancerede han med store skidt opad, og det skyldtes ikke mindst et stort flid. Sideløbende med sit postarbejde bestod han studentereksamen - landets bedste dette år! Intet mindre kunne gøre det. I 1912 stod den på 6 måneders militærtjeneste, men også her blev der læst ved siden af - nu til juridisk eksamen. Efter mange udfordrende opgaver rundt omkring i landet blev Knutzen i 1919 involveret i overtagelsen af de sønderjyske postkontorer, efter at Sønderjylland var blevet dansk igen. En opgave som krævede indsigt i de dansk-tyske forhold, og hvor der skulle trædes varsomt. Knutzen havde i løbet af de seneste år fået stor indsigt i personaleforhold og i organisation, og det blev der også brug for ved denne lejlighed. Som kontorchef og postinspektør gik det op ad rangstigen, og han deltog med stor succes i diverse udvalg. I et af disse udvalg mødte han Johannes Friis-Skotte, som han gjorde et godt indtryk på. Det skulle senere vise sig at få stor betydning for ham. Knutzen varetog desuden uddannelsen af de nye postansatte, og i 1924 opnåede han at blive slået til Ridder af Dannebrog.
I 1931 -efter 16 år på posten- trak generaldirektør Andersen-Alstrup sig tilbage - officielt af helbredsmæssige årsager, og Peter Knutzen blev opfordret til at tiltræde stillingen som De Danske Statsbaners generaldirektør. Der var blevet lagt mærke til Knutzens arbejde i diverse udvalg, og man satte sin lid til, at han kunne agere redningmand for Statsbanerne, som var i dårlig forfatning - ikke mindst økonomisk. Det var trafikminister Johannes Friis-Skotte - også kendt som "Jernbaneministeren", som valgte at satse på Knutzen. Ministeren havde selv gjort et stort arbejde for at effektivisere jernbanen, men der var brug for en stærk mand til at få ryddet op internt i etaten.
Det blev en hård tid for Knutzen, hvor underskud blev vendt til overskud (i det mindste på papiret), og hvor skepsis blev vendt til anerkendelse. Der skulle mange sværdslag til, og han var ikke altid lige populær. Det var ikke en ensidig nedskæring af udgifterne han gik efter, men i lige så høj grad en udvikling og modernisering af etaten. Han samlede statsbanernes personale og opfordrede til dialog. 3. distrikt (hjemmehørende i Struer) blev nedlagt, og pensionsalderen blev ændret. Mange gamle arbejdsgange blev lavet om, og ansvaret blev uddelegeret. han afskaffede 2. og 3. klasse i personvognene og erstattede dem med en ny "Fællesklasse", der omfattede dem begge, og samtidig med opførelsen af Lillebæltsbroen indførte han de nye lyntog, og successen syntes ingen ende at tage. Trafikministrene blev udskiftet, men Knutzen fortsatte på sin post og fik også ryddet op i ineffektive sidebaner og indførte DSB rutebilerne. I 1932 fik han Dannebrogordenens Hæderstegn, og i 1935 blev han Kommandør af Dannebrog.
Med tyskernes invation af Danmark den 9. april 1940 blev Knutzens arbejdsopgaver med ét ændret. Statsbanerne var i princippet underlagt tyskerne, og en gruppe rykkede også ind i hovedkvarteret i Sølvgade. Man formåede igennem årene at opretholde et transportsystem der -forholdene taget i betragtning- fungerede efter hensigten. Manglende kul og olie, tyske tog der skulle prioriteres først, sabotage, beslaglæggelse af bl.a. færger og meget meget mere var noget af det, som Peter Knutzen skulle håndtere. En svær opgave som senere blev betegnet som håndteret "på bedste måde", "tilfredsstillende og korrekt", og "at han ved sin Dygtighed og Behændighed overfor Besættelsesmagten undgik, at Tyskerne helt overtog Ledelsen af Statsbanerne". I 1942 blev Knutzen udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog.
I 1940 blev Peter Knutzen kontaktet af regeringen, som opfordrede ham kraftigt til at indtræde som formand for Dansk-Tysk Forening, som man ønskede stiftet. Foreningen var regeringens idé. Officielt havde foreningen til formål "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneristiske, litterære, videnskablige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forståelse mellem Danmark og Tyskland". Uofficielt skulle foreningen være modvægt til de danske nazister. Tyskerne fik primært deres oplysninger herfra, og de var ikke altid lige sande. Et nyt organ skulle sørge for, at man udspillede DNSAPs rolle, så det dels ikke kom til magten, og dels sørgede for at den danske regering kunne fortsætte med at varetage de danske interesser.
Knutzen var ikke just begejstret for opgaven, men han gjorde sin pligt og sagde ja. Han var også den rigtige mand til opgaven. Hans indsigt i tyske forhold og hans anseelse i befolkningen var et godt udgangspunkt. Knutzen var også typen, som kæmpede med ord og som var god til det. Dialog gav ham mulighed for at trænge ind bag fjendens linier og påvirke baglandet. Det var ikke noget, man forstod i datiden, men senere studier har vist, at var det ikke for Knutzen, så havde vores historie set noget anderledes ud i dag.
Situationen overfor tyskerne tilspidsedes, og i 1943 gik regeringen af. Herefter var det op til de enkelte departementchefer at varetage den daglige ledelse uden at have en regering foroven. Igen skulle der trædes varsomt. Nu var det slut med samarbejdspolitikken, og man forsøgte at nedlægge Dansk-Tysk Foreningen. Det fik man også gjort, men en udmelding herom var af politiske grunde ikke mulig til den brede befolkning.
Efter krigen blev foreningens oprindelige formål meldt ud, men da havde den fået et så dårligt ry, at det ikke var muligt at overbevise alle om det oprindelige mål. Aviser som "Information" og "Land og Folk" havde under krigen kørt målrettede artikler mod Knutzen, hvor han fremstod som landsforædder, og trods beviserne for det modsatte så fortsatte de også efter krigen. Det er så populært, at man i dag undskylder med tilbagevirkende kraft, men fra Information er der aldrig kommet en lyd. Der er ingen tvivl om, at den offentlige mening (læs: avisernes overskrifter) fik stor indvirkning på den efterfølgende dom over generaldirektør Knutzen.
Dommen over Peter Knutzen er nok et af de mest iøjenfaldende eksempler på efterkrigstidens uretfærdige behandlinger af en mand, der på den måde har ofret sig for Danmark.
I 1948 udkom Peter Knutzens selvbiografi.
I denne bog fortæller Knutzen med sine egne ord, hvordan han oplevede sin karriere - både i postvæsenet og ved De Danske Statsbaner. Ikke forbavsende bliver en stor del af bogen brugt på perioden 1940-45 og den efterfølgende retssag. En spændende bog.
Skrevet af: | Peter Knutzen |
Udgivet af: | Steen Hasselbalchs forlag |
Udgivet i: | 1948 |
Sideantal: | 338 |
Det var ikke kun Knutzen, som følte at dommen var dybt uretfærdig. Mange tog til orde, men derfra og så til at omstøde en dom, som har været gennem flere instanser, er ingen let sag.
Som noget ret usædvanligt udkom der samme år -i 1948- en mindre bog af selveste H. H. Bruun, som havde været forsvarer for P. Knutzen, hvori han gennemgik dommen og alle anklageskrifterne. Dommen havde naget ham lige siden, at den blev afsagt. Som han skriver i bogen, så affinder man sig med tiden med, at nogle domme i ens karrierer ikke føles korrekte, men denne sag var noget helt unikt, og han havde aldrig kunne forlige sig med dens udfald.
Skrevet af: | H. H. Bruun |
Udgivet af: | Gyldendal |
givet i: | 1948 |
Sideantal: | 88 |
Den 23. februar 1949 døde Peter Knutzen som en bitter mand.
Peter Knutzen var manden, der samlede de dårligt fungerende statsbaner og bragte økonomien i orden, han fik statsbanernes organisationer til at samarbejde, fik optimeret på gamle indgroede vaner og moderniserede etaten. Han havde en evne til at formidle informationer, som også overfor pressen gjorde ham til en af de mest populære ledere i Danmark. Han indførte lyntogene og fik ryddet op på sidebanerne, og han førte statsbanerne ind på nye markedsområder (rutebilerne). Tænk hvad denne mand kunne have udrettet efter 1945, hvis det ikke havde været for den skammelige måde, man kvitterede på.
I 1985 udkom Ditlev Tamms afhandling "Retsopgøret efter besættelsen", Jurist- og økonomforbundets Forlag, hvor bl. a. Dansk-Tysk Forening bliver gennemgået. (Ej læst)
- generaldirektør Peter Knutzen og regeringskrisen 1940-1941
I 1999 udkom bogen "Sandheden forældes ikke". Den er skrevet af Peter Knutzens søn, Ole Knutzen. Han havde længe håbet, at historikere ville sætte fokus på den uretfærdige dom, men han måtte selv til blækhuset til sidst. I bogen fremlægger han en lang række oplysninger om, hvorledes Peter Knutzen gennem den Dansk-Tyske Forening fik påvirket det tyske bagland. Der tages systematisk fat på emnet, og Knutzens arbejde og dommen mod ham holdes op mod de fakta, som Ole Knutzen gennem længere tid har fremskaffet - både fra danske og tyske kilder. Bogen er ikke en let læselig bog, men for dem der gerne vil sætte sig ind i både anklagerne, dommen og Knutzens arbejde, og det som det betød for samfundet under anden verdenskrig, er denne bog noget man bør læse.
Skrevet af: | Ole Knutzen |
Udgivet af: | Strandbergs Forlag |
givet i: | 1999 |
Sideantal: | 175 |
ISBN | 13 978-87-7717-141-3 |
Siden ovenstående bog udkom er der udgivet flere historiebøger, som genfortæller, hvad der skete i krigsårene. Desværre er der fortsat mange, som ikke får inkluderet essensen af ovenstående bog, og som stadig fejlfortæller, hvad foreningens formål var, hvorfor den blev stiftet og hvilken indflydelse, den fik overfor tyskerne.
I 1998 udarbejdede Thomas Sønderskov sit bachelorprojekt "Dansk-Tysk Forening og P. Knutzen i januar-februar 1941. Dansk-Tysk Forening - Et værktøj for udenrigsministeriet", Institut for historie, Odense Universitet. (Ej læst)
I 2000 færdiggjorde Thomas Lenler-Eriksen sit speciale: "Dansk-Tysk Forening og dens tyske forbindelser", Historisk institut, Aarhus Universitet. (Ej læst)
I 2006 udkom der i Jernbanemuseets årsskrift "Tog i tiden" et interview med sønnen Ole Knutzen om hans far, skrevet af Lars Bjarke Christensen.
Nu er vi kommet frem til år 2011, hvor bogen "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom" udkom. Bogen er meget velskrevet, og for hver periode i Knutzens liv opsummeres hovedtrækkene efterfølgende. Kildematerialet er imponerende, og ved efterfølgende granskning indgår der også en meget lang række kilder, som ikke tidligere har været brugt. En væsentlig del af bogen sætter fokus på Peter Knutzens privatliv og på personen bag titlen. Bl.a. gennem postkort fra hans bevarede arkiv. Man får på en helt anden måde -end i ovenstående bøger- et indblik i personen Peter Knutzen, og det sætter hans væremåde og beslutninger i et klarere lys.
Bogen var årsag til, at jeg fik lyst til at læse mere om denne spændende mand, og samtidig kunne det være spændende at se, om det blot var en gentagelse af tidligere udgivet litteratur. Man må sige at bogen er den mest omfattende bog om generaldirektøren, og den får alle aspekter med og meget mere til. Begynd med denne bog og du er godt dækket ind.
Jeg kan meget anbefale denne bog, skrevet af Lars Bjarke Christensen.
Skrevet af: | Lars Bjarke Christensen |
Udgivet af: | Syddansk Universistetsforlag |
Udgivet i: | 2011 |
Sideantal: | 518 |
ISBN | 978 87 7674 491 5 |
Vil man vide mere, er ordene fra Knutzens egen hånd - hans selvbiografi - bestemt også værd at læse. Sætter man fokus på dommen og retsagen, så skal man igang med både "Sandheden forældes ikke" og "Dommen over Generaldirektør P. Knutzen". Interviewet fra 2006 indeholder yderligere oplysninger.
Med Lars Bjarke Christensens bog er der også sat punktum for dommen over Generaldirektør P. Knutzen. Hans liv med 40 år i statens tjeneste er imponerende, og den var i sandhed i statens og Danmarks tjeneste. Der skulle gå mange år før hans rygte blev genoprettet, men sandheden forældes øjensynligt ikke. Til den seneste bogs titel - og Peter Knutzens egne ord: "Jeg frygter ikke Historiens Dom" - kan vi blot sige, at han fik ret. Vi kan kun se tilbage på en mand, som vi kan være stolte af.
Den 25. februar stiftede en gruppe Tølløseborgere foreningen 'Remisen Tølløse'. Kampen for at bevare remisen for gøre at den til et kultur- og forsamlingshus var begyndt. Det var en sej og lang kamp, som desværre endte med, at remisen alligevel blev fjernet i nov. 2011. Havde man begyndt kampen 10 år tidligere, var remisen måske i så god stand, at det økonomisk havde kunne lade sig gøre, men kravene til store investeringer foruden en manglende opbakning - både i lokalbefolkningen og hos kommunen - sammen med uheldige omstændigheder med indtil flere dødsfald i foreningen, og en storm der ødelagde store dele af bygningen, gjorde, at udfaldet faldt ud til den forkerte side.
Den 13. oktober 2010 nedlagde foreningen sig selv, og de sidste midler blev overdraget til Lokalhistoriske Forening for Tølløse Egnen med det formål at lave et hæfte om remisen. Således blev grundlaget dannet for det hæfte, som vi her skal se nærmere på.
Hæftet er skrevet af Marina Wijngaard, som også var sekretær i foreningen 'Remisen Tølløse'. Med udgangspunkt i dokumentationen som foreningen havde fået samlet sammen igennem årene, har hun skabt et meget spændende hæfte om byens remise.
Remisen blev bygget i 1901 i forbindelse med anlæggelse af Høng-Tølløse Jernbanen. I den anden ende af banen - i Høng - havde man blot en ensporet remise. I Tølløse var den derimod firesporet. I tilknytning til remisen byggede man det firkantede vandtårn, så man kunne servicere damplokomotiverne med vand.
I 1943 blev remisen udvidet bagud, for man havde brug for pladsen. På længere sigt var dette ikke nogen god ide rent holdbarhedsmæssigt, da det var med til at svække konstruktionen, og dermed et skridt mod remisens endelige, men dengang i 1943 havde man hårdt brug for mere plads, da tørvetransporterne var på sit højeste.
I 1980'erne og 90'erne udskiftede man de gamle døre til foldeporte, som kom fra Nyborg. Igen måtte konstruktionen tilpasses de nye forhold, og det blev ikke helt nænsomt gjort. Efter årtusindeskiftet var der ikke længere brug for remisen til andet end lidt opbevaring, og i 2005 medførte en storm de første store ødelæggelser på remisen. Værst gik det ud over 1943 bygningen.
Efter ovenstående kamp fra foreningens side måtte man til sidst opgive, og i november 2011 blev remisen revet ned. I Varde kan man i dag se remisens tvilling, som er ganske velbevaret.
Hæftet er ikke blot en beskrivelse af selve remisen. Den kommer rundt om en lang række emner som Tølløse station, Nordvestbanen, Heinrich Wenck, Baron Gedalia, arkitektur og den historiske udvikling i slutningen af 1800 tallet. Endvidere arbejdet ved remisen, Høng-Tølløsebanen og Tørvetransporten.
Materiale til hæftet har en lang række personer hjulpet til med, bl.a. jernbanehistorikeren Ole Munk Plum. Der er mange gode billeder af bl.a. Niels Munch, Tommy Nilsson, Jakob Bjerre og Helmuth R. Hansen, og undertegnede har også selv haft glæden af at levere flere billeder til publikationen. Teksten er let læselig, og hæftet kan anbefales for enhver der interesserer sig for historie, jernbane og jernbanebygninger.
Hæftet fortjener dog en pænere "indpakning" - et tykkere omslag. Prisen er bestemt overkommelig - kun kr. 50 plus porto.
Det kan købes hos enten Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen, Tølløse boghandel, Dansk Jernbane Klub eller direkte hos Marina Wijngaard selv.
Det første oplag på 500 stk. får hurtigt ben at gå på.
Skrevet af: | Marina Wijngaard |
For: | Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen |
Udgivet: | 2011 |
Sideantal: | 60 |
ISBN | - |
Se mere om Tølløse remisen her
Nov. 2011
Mægtig interessant bog om Danmarks ældste stationsbygning - tegnet af J.F. Meyer og opført af Det Sjællandske Jernbaneselskab i 1847. Ikke bare hovedbygningen bliver gennemgået, men også signalhytter, kommandopost, fjernstyringscentral, varehus, maskindepot, remise, samt det nyere sporværktøjsdepot.
Skrevet af: |
Thomas Kappel |
Udgivet af: |
Roskilde Museum |
Udgivet i: |
1997 |
Sideantal |
82 |
ISBN: | 87-88563-33-2 |