My 1 2 87

Årsskrift: Jernbanehistorie 2013

Jernbanernes teknologi- og kulturhistorie

Jernbanemuseets årsskrift er noget jeg altid glæder mig til. Der er altid noget spændende at læse - skrevet af en lang række kompetente forfattere.

Det første indtryk i år er noget anderledes end ved de forrige udgaver. Årsskriftet har tidligere været holdt i et genkendeligt rødbrunt design (se f.eks. Årsskrift: Tog i tiden, 2010), men i år har man ønsket at gøre op med dette. Hvorfor nu det? Tja. Gisninger: Der er kommet nyt personale til, og dette har tydeligvis ønsket at markere sin ankomst. Forsidefotoet (af Rodevang) fejler intet, men ved at fjerne det gamle layout og bruge et helsidefoto, har man mistet den genkendelighed, der var i det gamle layout. Genkendelighed kan man måske opnå på anden vis, men det nye layout virker kedeligt set ude fra. Navnet er skiftet fra "Tog i tiden" til "Jernbanehistorie". Er det et bedre navn? 

Årsskriftet er meget tykkere end året før - det kan næsten kaldes en bog, og det tyder jo godt. Det er med store forventninger, at jeg åbner for at se nærmere på indholdet. Lad os blive lidt ved layoutet, for der er også sket en del inde i bladet. Man er gået fra tre spalter til to. Skriftstørrelsen har man til gengæld bibeholdt i størrelse "lille". Størstedelen af læserskaren må ellers forventes at være af årgang "ældre". Skrifttypen er ændret, og det er ikke blevet til det bedre - den står ikke så tydelig og er meget sværere at læse. Nå, skidt pyt, bare indholdet er godt.

Jeg skynder mig igang med forordet og bliver her forklaret, at indholdet også har ændret sig. I årsskriftet vil man nu lægge mere vægt på forskningbaserede artikler, og i år er der hele tre fagfællesbedømte artikler med.

Jeg iler til den førske artikel om Fugleflugtslinien som et kontroversielt internationalt project af Martin Schiefelbusch. Normalt kan jeg sluge et årsskrift fra ende til anden, hvis tiden tillader det, men går hurtigt i stå. Artiklen er bestemt skrevet af en forsker. Omend emnet er spændende, så trækkes man rundt i alverdens citater, referencer og detaljer i et sprog, som ikke just er oplivende, og artiklen bærer præg af at være produktet af en opgaveformulering omkring det mere specifikke emne: Fugleflugtsliniens forhandling og implementering af ruten. Der står mange interessante oplysninger - ingen tvivl om det.

Jeg afslutter artiklen, og med lettelse bladrer jeg over til den næste artikel: "Stationstiden" - og da byerne flyttede på landet af Mette Ladegaard Thøgersen. Det må lige være noget for mig, tænker jeg, men bliver hurtigt klar over, at det igen er en afhandling fortalt af en historiker til en historiker. Fik jeg noget ud af rurale byer, forklaringsmodeller, tabeller og procenter? Nej intet. Det var en blanding af gammel viden, samt en lang række data som nok kræver en mangeårig historisk universitetsuddannelse for at få noget ud af. Mange ord med kun lidt indhold.

Med et lokomotivs brusen i kroppen - om at forme jernbanerejsen, og jernbanerejsens omformninger af Anders Møller er ligeledes en af de tre fagfællesbedømte artikler. Den er dog noget anderledes og kommer med nogle pudsige betragtninger om vores holdning til og oplevelse af det at rejse med toget. Omend der bliver ofret mange ord i forhold til indhold, så får man dog noget ud af denne artikel. Efterfølgende giver det stof til eftertanke, og man føler også at man har fået noget med i rygsækken. Dejligt.

Den fjerde artikel er Mindre lokomotiver - overtaget fra København-Slangerup Banen og Sydfyenske jernbaner af Steffen Dressler. Det er en meget traditionel artikel som - specielt for de materielinteresserede - er fin og nærværende. Den følges op af en liste over referencer lige som de øvrige artikler - en god kutyme, som ikke altid er en selvfølge i dansk jernbanelitteratur.

Artiklen følges ligeledes op af et Summary ... på engelsk. Joohh, vi er blevet meget moderne og akademiske og løfter niveauet .. Måske jeg blot skulle have nøjedes med summary af de to første artikler, men et engelsk summary virker meget malplaceret efter denne ellers udmærkede og traditionelle artikel, og det er er heller ikke noget forfatteren ellers har anvendt. Igen et udslag af "Hvor skal det være flot og fint og akademisk nu". Universitetsverdenen er kommet til museet!

Nu - helt uden forventninger - tager jeg hul på sidste artikel: Bevaringsplan - for rullende materiel i Danmarks Jernbanemuseum af René S. Christensen, Gitte Lundager og Henrik Harnow. Her bliver museets planer for bevaring af materiellet gennemgået på en god og grundig måde, og selvom man kan være nok så nostalgisk, så forstår man godt bevæggrundene for det store arbejde, som museet er gået igang med. Se, det var også en artikel, som gav mening.

Årsskriftet slutter med at se nærmere på to bogudgivelser: "Danske personvogne" og "Stationsbyer i dag". Her bliver førstnævnte sablet godt og grundigt ned - dog med en vis respekt for det store arbejde. Selvom anmelderne kan have ret i nogle af kritikpunkterne, så konkluderes det bl.a. at bogen er svær at læse. Jeg finder dog på ingen måde bogen svær at læse. Det var mig betydelig sværere at komme igennem museets årsskrift end "Danske personvogne". Anmelderne forventer øjensynligt at alle er uddannede historikere, og at der skal skrives i et tilsvarende sprog fremfor til den almindelige dansker.

Tidligere museumsinspektør Thestrup var i manges øjne for populistisk. Hvis dette årsskrift er fremtiden, så er man med den nye ledelse sprunget fra den ene yderlighed til den anden. 

I mine øjne har man taget et meget vellykket årsskrift og ændret det - for at ændre det - og det er bestemt ikke til det bedre; hverken layout eller indholdsmæssigt. Målgruppen er en helt anden end dem, der normalt læser skriftet. Det er henvendt til højtuddannede historikere og ikke til den skare af jernbaneinteresserede, som bl.a. melder sig ind i Museumsklubben, hvor årsskriftet indgår som en del af medlemskabet.

Denne anmeldelse er skrevet af en akademiker. Mine forventninger til næste års årsskrift er meget lave - og det kan jo så også være en fordel til den tid.