Lauritz Andersens Kulforretning

Lauritz Andersens kulforretning var den største kulforretning på Odense havn. Kulpladsen lå på Østre Kaj ved Østre Havnebassin.

En kulplads blandt flere i Odense

På kort fra 1907 over det inderste af Østre Kaj kan man se at der inderst lå en tømmerplads, dernæst en mindre kulplads samt Fyens salt og kokesværk og til sidst endnu en kulplads.

I 1941 er tømmerpladsen overtaget af Rasmus Holbeck & Søn (kulimportør). Fyens salt og Kokesværk, samt den mindre kulplads er nu benævnt Lauritz Andersens kulforretning. På den tredie plads lå Odense Kulkompagni. Tre kulforretninger på stribe og det var ikke de eneste på havnen, for længere ud ad kanalen fandt man også Odense Kulforretning.

Kullet kom primært fra England. Faktisk bestod 95% af Danmarks kulimport omkring 1900 tallet af engelsk kul.

Odense havn er blevet udvidet flere gange, og kanalen er ligeledes blevet uddybet af flere etaper. Der var god grund til uddybning, for blandt andet kunne de største kulskibe ikke gå ind i havnen, så man blev nødt til at omlodse kullet ved kanalens udmunding (Klintebjerg), hvorefter det transporteres på pramme ind til inderhavnen.

Kulimporten til Odense steg kraftigt frem til 1908, og det foregik primært via havnen. En anelse kom også med tog fra Svendborg, og en noget større del fra Tyskland via DSB. Sidstnævnte steg senere og udgjorde en større og større andel, men det var intet mod, hvad der kom via søvejen. Transporten af kul var ganske enkelt for dyr via banen. Jernbanetransporten fra havnen til bl.a. mellemstationerne på jernbanenettet steg derimod. Til lokaltransport -som distributionsnet- var jernbanen fin.

Firmaet Lauritz Andersens Kulforretning

Selvom firmaet først dukker op med navns nævnelse på kortet fra 1941, så blev det allerede grundlagt i 1866. Nærmere betegnet den d. 17. okt. 1866 af Lauritz Andersen (f. 1839, d. 1922). Firmaet blev senere drevet af Lauritz Andersens søn Jens Vilhelm Andersen (f. 1870) og dernæst af konsul I. L. Andersen (f. 1895) og grosserer H. W. Andersen (f. 1897). Firmaadressen var Nørrebro 45 i Odense.

I 1906 fik Lauritz Andersen et elektrisk kullosseapparat. Øjensynlig en brokran som vi ser det hos naboen Odense Kulkompagni på billedet højere oppe (Mere om brokraner på My 1 2 87.dk). Odense var en af de første byer, der fik elektricitet, men det var Thomas B. Thrige, der førte kabler til en række udvalgte virksomheder på havnen fra sin første selvstændige kraftcentral bygget ligeledes i 1906. Den lå kun få hundrede meter fra havnen, og den gav liv til bl.a. Lauritz Andersens store investering. Senere byggede Thomas B. Thrige et endnu nyere kraftværk, som man kan opleve den dag i dag.

I 1925 skete den store brand på Odense Havn, og der var ikke langt til kulpladserne. Det er utroligt, at det ikke ramte disse, da der opstod brande flere steder rundt på havnen fra de fygende gnister. Kulpladsejerne må i disse døgn have været nogle urolige sjæle.

I 1927 fik Lauritz Andersen sin anden kran. Denne gang var det en Titan svingkran, hvor også Thomas B. Thrige og M.S. Allerup Eftf. blev involveret. Denne kran var monteret på en gitterbro meget lig den første brokran. Det er dog muligt, at den i første omgang har været fastmonteret, og at skinnerne er kommet til lidt senere. På indledningsbilledet ses der ikke nogle køreskinner, men det er muligt, at de fandtes. På senere billeder kan man se kranerne på gitterbroer, der kørte langs kajens kant. Rester af skinnerne på kajen kan ses den dag i dag.

Bolværket var ikke kraftigt nok til den nye kran, så det blev forstærket ved samme lejlighed. Det var Lauritz Andersen der selv måtte betale for denne forstærkning, og lejemålet blev ved samme lejlighed forlænget.

Lauritz Andersen grundlagde omkring 1937 også smedevirksomheden Vesuv i naboejendommen Nørrebro 47. Det lavede bl.a. oliefyr, stokerfyr og -hvad de blev mest kendt for-  drejebænke, men denne virksomhed måtte lukke i 1972.

Foruden Lauritz Andersens to store kulkraner, havde Odense Kulkompagni lige ved siden af også en stor kran (som vist tidligere). Den havde skinnerne lagt lidt længere inde på kajen.

Bag på den ene Titankran fra Lauritz Andersen stod initalerne LA og tilsvarende på siden af den anden svingkran. Disse kraner kunne fortsat ses på havnen til helt op i 1970'erne. Hvad der skete med virksomheden senere, har jeg ikke kunne finde ud af, men i 1972 er den ikke længere med på havnekortene.

I "Den Danske Havnelods, 1981" kan de to af de store kraner ses på plantegningerne, men det må klinge på sidste vers for dem. I 1980'erne var det helt slut med kulhandlen og i stedet var det Betonco (senere Unicon beton - som også opslugte Københavns Kul & Koks Kompagni A/S), der overtog pladsen, og hvor man den dag i dag (2013) kan se betonvirksomheden. Følges lokalplanen for havnen, går der ikke mange år, før denne virksomhed også må rykke ud, og i den forbindelse må vi nok også sige farvel til den sidste rest af Lauritz Andersens kulforretnings bygninger: Smedien og værksted/garagen.

Smedie og værksted/garage

Den sidste rest fra Lauritzens virksomhed er en smedie/maskinværksted på 30 m² og et værksted/garage på 80 m². Begge opført i 1928. De blev opført i forbindelse med etablering af firmaets anden kran, for at kunne fortage vedligeholdelsen af disse.

Bygningerne beliggende på havnegade 12-14 er bedømt til at være af høj bevaringsværdi, men de er ikke fredede og i ringe stand.. Det er vist kun et spørgsmål om tid ...

Til slut et dejligt billede samme sted i nøjagtig modsatte retning - fra dengang Odense havn var en rigtig havn.

Læs også:

Billeder

Bøger:

28. september 2013