På besøg hos modeljernbaneklubben H0-87
Den 24. januar 2013 havde jeg -sammen med mit lokale jernbanomaniselskab- fornøjelsen af at besøge modeljernbaneklubben H0-87. Denne klub har en lang historie, og den kan til december fejre sit 40 års jubilæum. H0-87 har gennem årene ligget på flere forskellige adresser, men i de sidste mange år har den haft fast adresse i kælderen på Risingskolen i Odense.
Jeg havde desværre ikke fået mit kamera med, så læseren må bærer over med de mindre gode billeder taget med mobilkamera.
Klubmedlemmerne mødes to gange om ugen, mandag og torsdag, og vi blev denne torsdag modtaget venligt af de medlemmer, som var mødt frem til det, der skulle have været en byggeaften. Vort besøg ændrede dog ved disse planer, for "den slags skal der være tid til".
Teknikken
Selvom klubben er gammel, så er der plads til fornyelse. Således er det kun få år siden, at alt det analoge udstyr blev strippet, og man gik over til digital drift. Det var en god beslutning, men man mangler fortsat at retablere flere områder, bl.a. den skjulte banegård.
Klubben kører Lenz Digital med dertilhørende controllere. Dette giver også mulighed for at anvende Rocos multimouse, som er bedre til rangeringsopgaver, mens Lenz-controlleren er bedre ude på strækningerne.
På forsøgsopstilling har man netop eksperimenteret med flere forskellige slags underlag. Valget faldt på de grønne underlagsplader - som også anvendes på My 1 2 87.dk :-)
For nylig valgte man at rydde det ene af de to rum for at begynde helt fra grunden igen. Anlægget i dette rum var ikke tidssvarende, og man har nu fået lavet en sporplan, som har været gennem mange revisioner. Den er tegnet i AnyRail, og der har både været en version a, b, c, d, e og f. Der er stor forskel på version a og f. Sporplanen er blevet printet ud i 1:1, og det giver en god fornemmelse for, hvordan det bliver. Rammerne i lokale 1 er blevet samlet, og man er nu klar til næste skridt.
Lokale 1
Det gamle anlæg i lokale 2 er dansk inspireret, mens lokale 1 er med Tyskland som forbillede. Man kan allerede i dag køre fra “Danmark “til “Tyskland”, som man også kunne på det gamle anlæg.
Lige nu koncentrerer vi os mest om at få det nye anlæg op at køre. Dernæst er der planer om mange forbedringer på det gamle. Der er altid plads til flere medlemmer, og man skal være meget velkommen hos os. Klubben er meget åben for nye medlemmer, og som situationen er i dag med de store ændringer af anlæggene, så er der gode muligheder for at påvirke udviklingen.
Lidt flere billeder fra:
Lokale 2
Der var inspiration at hente for de besøgende. F. eks. tagpap som asfalt. Desuden var der et projekt med sammenlimede billeder som baggrund på vej.
Klubben holder køreaften ca. hver 14. dag. Til køreaftenerne er der ligefrem et medlem, der kommer helt fra Vorbasse.
"Vi har nogle hyggelige aftener, og vi tager også ofte ud og ser på forbilledet i 1:1 eller til messer. “
26. januar 2013