Hvor blev de af?

Historien om de danske GM-lokomotivers skæbne efter endt aktiv tjenste hos DSB.

Hvor spændende kan det være at gennemgå gamle lokomotiver og deres skæbne? Selv for en jernbanenørd lød det ikke så ophidsende, men -som MY fan- var nysgerrigheden alligevel vakt, men ikke mere end som så. Hvis ikke jeg havde været medlem af banebogklubben, så havde jeg nok aldrig købt bogen ... men heldigvis var jeg medlem.

Sproget i bogen er ikke noget at råbe hurra for. Forfatteren Jens Hasse indrømmer da også allerede på de første sider, at det ikke er hans stærke side. Antallet af stavefejl er også højt.

Måske er sproget i bogen ikke det bedste, men indholdet fejler ikke det mindste. På de første sider bliver GM-lokomotivernes historie under DSB meget kort fortalt, og man bliver forskånet for en masse gentagelser af emner, som man kan finde i andre bøger. Tak for det. GM-lokomotivernes tilblivelse og tjeneste hos DSB er spændende, men lad den være beskrevet i bøger, som er dedikeret hertil. Forfatteren har forstået dette og sætter istedet fokus på det, som berettiger bogens eksistens - nemlig GM-lokomotivernes historie efter deres tjeneste i DSB.

Jeg havde forventet en lang opremsning af de enkelte lokomotiver og deres skæbne, men bogen angriber det anderledes. Læseren bliver underholdt med den ene beskrivelse efter den anden. Historier, som tager udgangspunkt i de virksomheder, som gennem tiderne har været ejere af lokomotiverne.

Efter endt tjeneste kom mange GM-lokomotiver i slutningen af 1980'erne til privatbanerne, og da jernbanernes godstransport i samme periode blev liberaliseret, opstod der desuden adskillige mindre jernbaneoperatører, som også havde brug for stabil trækkraft. Disse aftagere af kørende materiel bliver på bedste vis gennemgået, og der er mange detaljer med. For hver aftager er der en oversigt over deres GM trækkraft gennem årene og en status pr. 2012.

Efter at mange af lokomotiverne havde gennemlevet deres første, anden eller tredie alder i Danmark, forsvandt de over landets grænser til primært Sverige og Tyskland, men også til f.eks. Norge og Australien. De nye ejere får vi også en god beskrivelse af i bogen, og ikke mindst deres virke og forudsætningerne for deres tilblivelse.

Bagerst i bogen er der en liste over alle lokomotivernes skæbner.

Bogens trumfkort er dog billederne, som forfatteren har taget henover de sidste 25 år, hvor han har fulgt GM'erne rundt i verden. Jens Hasse er uddannet fotograf, og det bærer bogen præg af. Billederne er af meget høj kvalitet, og de bliver flot præsenteret i A4 formatet.

Selvom My 1287 ikke er medtaget ;-), så er det en bog, som jeg forventer jævnligt vil blive taget ned af hylden og genlæst. Det en bog, som man ikke kan komme udenom, hvis man blot har den mindste interesse for GM lokomotiver. Det er en fryd både at læse indholdet og at se de dejlige billeder. En positiv oplevelse.

Skrevet af: Jens Hasse
Udgivet af: Forlaget Banebøger
Udgivet i: 2012
Sideantal: 224
ISBN-10 978-87-91434-32-7
29. juli 2012