Bilag til: Artiklen Generaldirektør Peter Knutzen

Retssagen mod Peter Knutzen

Dette er min egen stillingstagen til tjenestemandsretssagen mod Peter Knutzen i kortform.

Peter Knutzen havde på opfordring fra regering sagt ja til at blive formand for Dansk-Tysk forening, for her igennem at kunne påvirke det Tyske bagland. Meget forståeligt var det ikke alle, der kunne se den bagvedliggende tanke - nemlig at yde indflydelse, så det nazistiske DNSAP ikke kom til magten i Danmark. Da regeringen trådte tilbage i 1943 stoppede foreningen sit virke.

Den illegale presse havde lang tid før krigens afslutning stemplet Knutzen som landsforræder. Lidt komisk, da den Nazistiske Fritz Clausen langede kraftigt ud efter Knutzen. Op til flere gange blev der i pressen bragt forkerte billeder af Knutzen (fra helt andre sammenhæng) - i artikler, som var negativt stemt overfor ham. Foruden Knutzens formandsskab blev der også sat fokus på hans daglige håndtering af De Danske Statsbaner i forhold til den tyske besættelsesmagt.

Generaldirektør Knutzen blev straks efter befrielsen sat på ufrivillig orlov af den nytiltrådte kommunistiske trafikminister Alfred Jensen. Den selv samme minister kaldte allerede inden retssagen Knutzen for en landsforræder overfor statsbanernes personale. Han havde dømt Knutzen allerede inden baggrunden for Knutzens handlinger var kommet frem i lyset. Det samme havde pressen.

Knutzen blev først indkaldt til byretten i maj 1946. Her blev det klart for alle, at stiftelse af den Dansk-Tyske Forening var sket på foranledning af den daværende regering, og at det desuden var den samme regering, som havde opfordret Knutzen til at tiltræde formandsposten.
Knutzen erfarede ½ år efter mødet  i byretten -via løbesedler- at der ikke var grundlag for en kriminel tiltale. En officiel meddelelse fik han aldrig.

Der skulle gå yderligere et år før der blev rejst tiltale igen. Denne gang ved tjenestemandsdomstolen og dernæst ved ankedomstolen i januar 1948.

Anklagerne lød således:

1a. Knutzen anklages for foredraget Danske Forhold
Se det glimrende foredrag "Dansk Forhold". Fordraget var aftalt og godkendt af Udenrigsministeriet. Det var godkendt af flere ministre, og det opfyldte foreningens formål til punkt og prikke - både det officielle og det uofficielle.

Dømt herfor. Retten konkluderede at Knutzen var gået "videre, end det som forholdene lå den gang, var absolut nødvendigt og er gået ud over nationalt værdig grænse" og appelretten udtalte: at de var "meget krænkende for nationale følelser og nationalt uværdig".


1b. Knutzen anklages for at skrive i et brev til en tysker: "Det var en oplevelse at overvære Førerens tale"
Knutzen kommer med denne formulering behændigt over emnet uden at rose Hitler. At komme med negative ytring - specielt skriftligt- ville ikke have været så klogt. Det må bestemt have været en tankevækkende oplevelse at overvære Hitlers tale ...
Ved samme optræden "faldt Knutzen udenfor", idet han var en af de eneste som ikke heilede.

Frifundet



1c. Knutzen anklages for i en skrivelse i 1940 at opfordret til uddeling af danske turistbrouchure til tyske soldater.
Initiativet var ikke Knutzens og turistbrochurene var nogle ældre tyske brochure som turistforeningen allerede lå inde med.

Frifundet



1d. Knutzen anklages for i et brev at indlade sig på et forsvar for de nazistiske ideologier.

Frifundet


1e. Knutzen anklages for at tage initiativ til udsendelse af et tysk propagandaværk til foreningens medlemmer og heri at skrive forordene.
Knutzen tog ikke selv initiativ hertil. Man havde fra tysk side flere gang opfordret til udsendelse af div. materialer. Da Bogen "Det nye Tyskland i kendsgerninger og tal" blev foreslået, var det nok det bedst acceptable bud, som man kunne gå videre med. Indholdet kunne i danske øjne lige så vel være et argument mod de tyske værdier. Flere foreningsmedlemmer bevidnede, at det var sket under tysk pres. Forordene var blevet oplæst ved et bestyrelsesmøde, og ingen kom med indvendinger herimod. Bogen blev udelukkende sendt til foreningens medlemmer. Udenrigsminister Scavenius udtalte, at det var indenfor Knutzens område, og at man var sluppet billigt hermed.

Knutzen blev dømt herfor!



1f. Knutzen anklages for at modtage tilskud fra tyske virksomheder til den dansk-tyske forening.

Frifundet



1g. Knutzen anklages for at have anmodet om at få tilsendt et nazistisk flag til foreningen og at have takket herfor.

Frifundet



1h. Knutzen anklages for at modtage indbydelse fra Kommandøren for Flakuntergruppen Seeland på Kastrup Fortet, men som senere blev aflyst.
Som formand fra Dansk-Tysk Forening var det naturligt at mødes med tyskere. Hvem der så var de rigtige tyskere vælge domstolen at beslutte her. Retten havde tidligere udtalt sin fulde forståelse for, at Knutzen havde til opgave at påvirke højtstående tyskere ... men altså ikke lige denne tysker!

Knutzen blev dømt herfor.

 

1ia Knutzen anklages for at have haft forbindelse til Norsk-Tysk forenings formand, som senere blev dømt som landsforrædder.

Frifundet.



1ib Knutzen anklages for at modtage indbydelse til at holde foredrag i Sverige sammen med de øvrige nordisk-tyske foreninger.
Sverige ønskede ikke at give indrejsetilladelse til de indbydte, og fordraget blev andrig afholdt. Indholdet af talen var "Rødby-Femern-Ruten", og Knutzen ønskede kun at afholde det, hvis Sverige sagde god for hans indrejse.

Frifundet.



1k. Knutzen anklages for at have videresendt et eksemplar af det illegale blad "Frit Danmark" til Justitsministeren, sammen med tilhørende konvolut med afsenderadresse.

Frifundet.



1l. Knutzen anklages for at have taget initiativ til at skaffe nazistiske foredragsholdere.
Igen var det ikke Knutzen, der havde taget initiativet. Han havde derimod modtaget opfordringer hertil fra andre danske og tyske forbindelser. At afvise alt for mange tyskere som foredragsholdere kunne også ses som en generel afvisning. Andre foredrag blev forbudt fra tysk side.

Frifundet.



1ma. Knutzen anklages for at hjælpe en dansk dyrlæge med at komme til Tyskland.
Dyrlægen opgav siden at rejse.

Knutzen blev først dømt herfor, men blev dernæst frifundet i ankedomstolen.



1mb. Knutzen anklages for at have udpeget en arkitekt som tilsynsførende ved opførelsen af den nye tyske skole i Kbh.

Frifundet.



2a. Knutzen anklages for at have overværet tyske koncerter afholdt i gården til DSBs hovedkvarter i Sølvgade og at have applauderet samt hilst på dirigenten i mindst eet tilfælde.
Koncerterne foregik mellem 1940 og 1942. Det var vigtigt at vise gode miner overfor de tyskere og den tyske transportkommandant, der var til stede i hovedkvarteret, og selvom resten af det danske personalet lukkede vinduerne, så var det ikke så lige til for den øverste chef, som vidste hvor vigtigt det var at opretholde de gode forbindelser, hvis man fortsat skulle kunne tilbyde Danmark et kørende jernbanenet.

Knutzen blev dømt herfor.



2b. Knutzen anklages for ikke at have forhindret ovenstående koncerter.
Lad os vende den om. Hvad ville der mon være sket, hvis han havde? Jo, han havde sendt et signal til tyskerne, som var i modstrid med ønskerne i Dansk-Tysk forening, og det havde skadet forholdet imellem statsbanerne og den gruppe tysker som sad i DSBs hovedkvarter og overvågede den daglige afvikling.

Frifundet.



3a. Knutzen anklages for at have holdt foredrag i en nazistisk forening.
Knutzen havde først sagt nej til at holde foredraget. Udenrigsminister Scavenius var blevet rådført herom, og han fandt det rigtigst, at holde det. Der var meget tvivl om, hvad der var foregået på mødet/hvem der deltog. Foredraget var det samme, som man tidligere havde afholdt, og som netop var lavet med formålet at udmanøvrere de danske nazister.

Frifundet, men dømt ved ankedomstolen.



3b. Knutzen anklages for at have stillet adgangskort til Dansk-Tysk Forening til rådighed for ovennævnte nazistiske forening.

Frifundet.



4. Knutzen anklages for at have kritiseret A/S Frichs Fabriker for ikke at få bragt en leverance til Tyskland i orden og desuden at have antydet at det kunne skyldes en allieretvenlig indstilling hos ledelsen.
Knutzen bemærkede ganske rigtigt at Frichs ikke havde leveret til tyskerne, og at Frichs ledelse havde familiære forbindelser med England. Knutzen var generelt set ikke tilfreds med Frichs måde at håndtere de mange ordre på fra Statsbanerne.

Frifundet



5. Knutzen anklages for at have inviteret de tyske rigsbaners herværende tyske personale med familie til juletræsfest i sit hjem og statsbanernes repræsentationslokaler i Sølvgade.
Familierne var ikke med, og det drejede sig om smørrebrød en gang om året til det tyske jernbanepersonale (Rigsbanernes og Transportkommandanturets personale). Det var smørrebrød, som var givet godt ud. Statsbanerne kunne udføre mange ting uden at tyskerne greb ind, og det var vigtigt at holde sig på god talefod. Mon ikke dette smørrebrød skaffede mange tog frem med forsyninger til de hårdt trængte danske byer.

Knutzen blev dømt herfor.



6. Knutzen anklages for under festen for Århus Rådhus' indvielse at have fremsat beklagelse for, at man ikke havde inviteret den tyske besættelsesmagt, da "de dog var vore gæster".
Det var en udtalelse, som blev referet af een mand til en tredie, og som ingen havde mulighed for at kontrollere fejlfortolkningen af.

Knutzen blev dømt herfor.



7. Knutzen anklages for at have haft artikler i flere tyske eller tyskkontrollerede blade.
Artiklerne var af neutral karakter (trafikmæssige) og flere danske politikere optrådte i de samme blade.

Dømt, men frifundet i appelretten.



8a. Knutzen anklages for at have afholdt frokost den 9. april 1942 på Dansk-Tysk Forenings vegne med Statssekretær Kleinmann og andre tysker.

Mødet blev holdt i statsbaneregi. Mødet var meget vigtigt og foregik over flere dage. Man skulle bl.a. forhandle om det tyske Mitropas overtagelse af Wagon-Lis sove- og spisevognskørsel, som man meget gerne skulle undgå. Man forsøgte at aflyse det, da man opdagede, hvilken dato mødet skulle foregå på. Man sendte ligefrem en repræsentant ud for at få den tyske delegation til at vende om, men uden at det lykkedes. Ved middagen holdt Knutzen en meget fin tale om besættelsen af Danmark ("Det var en hård belastning for den danske nation"), og som lagde en dæmper på hele selskabet, og på opfordring blev der ikke afholdt yderligere taler.

Først dømt. Dernæst frifundet ved ankedomstolen.



8b. Knutzen anklages for at have afholdt middag samme dag i sit hjem med ovenstående, samt en række andre danske og tyske gæster.

Knutzen blev dømt.



9. Knutzen anklages for at have fremsendt et opslag fra centralværkstedet til rigspolitichefen med anmodning on at foretage det videre fornødne. Opslaget opfordrede til at håne og genere nazister ansat på værkstedet.
Hvis ikke Knutzen havde sendt opslaget videre til danske hænder, kunne man meget vel have set det overtaget af tyske myndigheder.

Knutzen blev dømt herfor.



10. Knutzen anklage for -i en telefonsamtale med statsadvokaten- at have fremsat udtalelser til skade for kommunisten og værkstedsarbejder Johannes Larsen og til at opfordre til internering af ham.

Knutzen blev dømt herfor, men frifundet ved ankedomstolen.



11. Knutzen anklages for -enten til det tyske gesandtskab eller til justitsministeriet- at have meddelt, at politiadvokat Erik Bech skulle have fremkommet med en udtalelse om, at opdagelsespolitiet ikke ville fange kommunister.

Frifundet.


12. Knutzen anklages for -på krav fra de tyske myndighede- at have udfærdiget et cirkulære om at man skulle pågribe personer, som var ved at anbringe påskrifter af provokerende indhold, og at de skulle overgives til det danske politi.

Frifundet.
 

13. Knutzen anklages for at have udsendt instrukser til sit personale (uden at inddrage udenrigsministeriet) for hvorledes de skulle forholde sig, da der ville komme tyske jernbanemænd til Jylland for indøvelse af rutiner. --- nr 29?

Det fremgik af en skrivelse, at ministeren ligefrem havde vurderet, at Knutzen i denne sag ikke blot havde handlet korrekt og loyalt, men ligefrem klogt.

Frifundet.

 

---

Ialt 35 forhold. Frikendt for 26. Altså blev Knutzen dømt for 9 forhold. Retten udtalte, at han overfor tyskerne havde "indtaget en venlig og imødekommende Holdning, der er gaaet ud over, hvad der, som Forholdene dengang var, maatte anses for absolut nødvendigt", og at han for visse af punkterne var "gaaet ud over det nationalt værdiges Grænse i en saadan grad, at det maa medføre disciplinæret Strafansvar".

Alle de 9 dømte forhold var fra tiden før 1943. Altså fra før man begyndte en skærpet kurs overfor tyskerne. Alle forhold var således i samarbejdspolitikkens periode. Havde regeringen så befolkningens opbakning i denne periode? I 1943 var der valg, og her var der stor opbakning til den siddende regering. Senere samme år gik regering af som modtræk overfor besættelsesmagtens mange krav. Herefter var det slut med samarbejdspolitikken. Man havde allerede forinden besluttet at nedlægge Dansk-Tysk Forening.

Retten udtalte endvidere, at "det bemærkes at den Omstændighed, at Tiltalte efter alt det foreliggende har varetaget Statsbanernes Interesser i almindelighed på en udmærket Maade, og at han, som af ham forklaret, har udført et stort Arbejde i danske Interesser".

---

Dette var hvad retten kom frem til. Men hvordan havde Knutzen handlet de seneste år, og hvad sagde folk om ham? Harmonerede det med dommen? Lad os tage et udpluk:

  • Tidligere minister Friis-Skotte udtalte at han altid havde opfattet Knutzen som en god dansk mand.
  • Den forhenværende Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius udtalte under afhøringen: ".. der skyldes generaldirektøren stor tak, fordi han har villet desavouere sig i disse vanskelige år og i en sådan vanskelig sag."
  • Alle jernbaneorganisationerne (Guldsnorene, sølvsnorene, Lokomotivmændene og Værkstedsarbejderne) gav under retssagen vidensagn om, at Knutzen udelukkende havde varetaget danske interesser. Da Knutzen tiltrådte sit embede, måtte han mange kampe igennem med disse organisationer. De havde nu muligheden for at trampe på en mand, der lå ned, men det var det modsatte der skete. Alle bakkede de op om Knutzen, og de samme organisationer skrev lige så positivt i deres medlemsblade herom. Knutzen havde vundet deres respekt. Peter Knutzen var blevet tvunget på orlov, men det var bestemt ikke et tiltag, som kom indefra hans egne rækker, men udelukkende fra den nye trafikminister.
  • Scavenius, Buhl og Jørgen Jørgensen og flere andre tidligere ministre bakkede fuldt ud op om Knutzen under retssagen. Statsminister Stauning var desværre død i 1942. Ingen af de tidligere ministre blev dømt for den samarbejdspolitik, som var årsagen til at Dansk-Tysk Forening blev dannet.
  • Flere læserbreve rettede kritik mod retssagen, da den var på sit højeste. Bl.a. historiker Aage Friis. Også en af krigstidens politikere forhenværende udenrigsminister Chrismas Møller bakkede meget kraftigt op om Knutzen.
  • Samtlige af de personer som blev ført til vidne, og som han regelmæssigt forhandlede med under krigen, inkl. de forskellige ministre, udtrykte at Knutzen var "en god dansk mand, der i udførelsen af en såre vanskelig opgave varetog danske interesser på bedste måde".
  • Skibsfører J. Jørgensen fortalte i retten bl.a.: "Efter min flugt til Sverige med isbryderfærgen "Holger Danske" i september 1944 besøgte generaldirektøren mig i Helsingborg, hvor han bl.a. udtalte: "De forstår jo nok, at jeg officielt er nødsaget til bydt at misbillige Deres flygt. Hvad jeg mener i mit stille sind, skal De erfare, når de - forhåbentlig snart - atter er hjemme. Jeg beder Dem hilse hel besætningen og takke dem." Endvidere: "Under mit ophold i Sverige ordnede generaldirektøren mange praktiske ting af betydning for os".
  • Under overfarterne på Storebælt forlangte Knutzen altid at komme med den færge, der ikke medførte tyske officerer i privatsalonen. Kunne dette ikke lade sig gøre, opholdt han sig i kaptajnens kammer. På et tidspunkt krævede tyskerne at Skibsfører J. Jørgensen blev afskedige. Her sørgede Knutzen personligt for at han blot fik en påtale og en mindre bøde.
  • Knutzen oprettede såkaldte "Køreplanskonferencer", som legaliserede at den svenske Major v. Horn (som var ansat i den svenske jernbanestyrelse) kunne tage til Danmark for at pleje sine forbindelser med Frihedsbevægelsens militærgrupper. Den samme Horn havde også fået mulighed for at låne Knutzens bil så "jag kunde utretta mine "diskreta" ärenden".
  • I 1940 sørgede Knutzen også for at store mængder af kul blev gemt af vejen for tyskerne. ½ million tons kul lå klar på De Danske Statsbaners beredskabslager.
  • Efter jødernes flugt til Sverige sørgede Knutzen for at eftersende deres rejsegods via Frihavnen fremfor via Helsingør, hvor Gestapo var en bremseklods.
  • Minister Yde anbefalede, at Loius von Kohl blev sekrætær i Dansk-Tysk Forening. Knutzen afviste dette, da han erfarede, at von Kohl var nationalsocialist.
  • Knutzen havde aldrig privat omgang med tyske officerer eller tjenestemænd.
  • I 1948 skrev hans forsvarer - H. H. Bruun - en bog om retssagen. Det var den retssag af alle, at han havde det sværest ved, og den krænkede hans retsfølelse. Det var ganske usædvanligt, at en forsvarer udgav en bog om en tidligere retssag.
  • Knutzen lagde vægt på danske værdier, og han snakkede ikke tyskerne efter munden. Som det fremgår af hans foredrag "Danske Forhold", så fremhæver han de danske ståsteder, hvilket ikke altid var lige velset. Knutzen havde bl.a. en samtale med selveste Goebbel. I dennes dagbog har man efterfølgende kunne læse om Knutzen: "Die Vertreter der kleinen Staaten sitzen immer noch auf zu hohem Ross" ("Repræsentanterne for de små stater sidder stadigvæk for højt til hest"). Jo, Knutzen var ikke bange for at pointere forskelligheden mellem Tyskland og Danmark.
  • To gange forhindrede Knutzen at kontrakten med det franske Wagon Lits (CIWL) gik over til det tyske Mitropa. Han sørgede endvidere for at flere ejendele fra CIWL blev gemt af vejen i personalebygningen i Svanemøllen, da tyskerne overtog en del lokaler på hovedbanegården, hvor CIWL måtte rykke ud fra. Modsat mange andre lande kunne tyskerne heller ikke beslaglægge CIWL's vognpark, da Knutzen forinden havde sørget for at overtage den som pant til den danske stat.
  • I 1942 blev Knutzen udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog.

Forunderligt at en mand med disse handlinger og kommentarer alligevel bliver dømt for at have handlet imod danske interesser!!!

---

I efterkrigsårene blev der begået flere justitsmord, og Knutzen var offer for et af dem. Man kan mene meget om samarbejdspolitikens betydning, men var det lykkedes de danske nazister at komme til magten, var tilværelsen og krigen i Danmark blevet en helt anden. Politikerne for samarbejdspolitiken blev ikke dømt. De blev til gengæld genvalgt, da der i 1943 var afstemning.

Det er dejligt, at der nu efter flere bøger om emnet -afslúttende med "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom"- kan slås en streg under resultatet. Knutzen var offer for en stemning der blev pisket op - ikke mindst af pressen.

Tænk hvad Knutzen havde kunne udrette for DSB, hvis han havde fået lov til at blive på sin post efter 1945.

 

Bilag til: Artiklen Generaldirektør Peter Knutzen
2. maj 2012