Generaldirektør Peter Knutzen

Denne artikel skulle egentlig kun have været en anmeldelse af bogen

"Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom",

men den velskrevne bog -og emnet heri- vakte min nysgerrighed, og det blev til mange flere bøger herom. Først kort om:

Peter Knutzen

Peter Knutzen blev født i Søby på Ærø den 14. januar 1887. Han voksede op på en lille gård i simple omgivelser med at bagland, som lærte ham, hvad pligter var, og som lagde vægt på litteratur og lærdom. Gennem familiens rødder på Als fik han et indblik i datidens dansk-tyske problematik i Sønderjylland - ikke mindst når den nærmeste familie blev besøgt. Denne viden skulle senere komme ham til gode, da Danmark igen overtog Sønderjylland.

I skolen lå han altid i toppen, og han sprang de første klasser over. De sidste år fik han endog privatundervisning - den daglige skoleundervisning var ikke længere nogen udfording og det resulterede i topkarakterer til præliminæreksamenen.

Karriere i postvæsenet

Skolebænken blev udskiftet med en elevplads på posthuset i Skælskør. Her blev det meste af fritiden brugt på at sætte sig ind i ny viden indenfor postetaten. Igen var Peter Knutzen foran sine jævnaldrende: Til postfagprøven fik han 14 ug'er ud af 14 mulige! Postvæsenets daværende generaldirektør fik nys om denne usædvanlig begavede elev og overværede også en af hans eksamener. Fra Skælskør gik turen nu til København, hvor han begyndte på Christianshavns postkontor. Herefter sprang Knutzen de traditionelle karrierekøer over, og allerede i 1908 kunne han tiltræde en stilling i generaldirektoratet. Det var ikke lige velset på denne måde at springe den sædvanlige ancinitetskø over, for dengang anså man anciennitet vigtigere end kvalifikationer.

I København mødte han sin Karen Margrethe, som han senere -i 1914- giftede sig med. De fik senere fire børn.

Fra sin første stilling i postvæsenets generaldirektorat avancerede han med store skidt opad, og det skyldtes ikke mindst et stort flid. Sideløbende med sit postarbejde bestod han studentereksamen - landets bedste dette år! Intet mindre kunne gøre det. I 1912 stod den på 6 måneders militærtjeneste, men også her blev der læst ved siden af - nu til juridisk eksamen. Efter mange udfordrende opgaver rundt omkring i landet blev Knutzen i 1919 involveret i overtagelsen af de sønderjyske postkontorer, efter at Sønderjylland var blevet dansk igen. En opgave som krævede indsigt i de dansk-tyske forhold, og hvor der skulle trædes varsomt. Knutzen havde i løbet af de seneste år fået stor indsigt i personaleforhold og i organisation, og det blev der også brug for ved denne lejlighed. Som kontorchef og postinspektør gik det op ad rangstigen, og han deltog med stor succes i diverse udvalg. I et af disse udvalg mødte han Johannes Friis-Skotte, som han gjorde et godt indtryk på. Det skulle senere vise sig at få stor betydning for ham. Knutzen varetog desuden uddannelsen af de nye postansatte, og i 1924 opnåede han at blive slået til Ridder af Dannebrog.

Generaldirektør for De Danske Statsbaner

I 1931 -efter 16 år på posten- trak generaldirektør Andersen-Alstrup sig tilbage - officielt af helbredsmæssige årsager, og Peter Knutzen blev opfordret til at tiltræde stillingen som De Danske Statsbaners generaldirektør. Der var blevet lagt mærke til Knutzens arbejde i diverse udvalg, og man satte sin lid til, at han kunne agere redningmand for Statsbanerne, som var i dårlig forfatning - ikke mindst økonomisk. Det var trafikminister Johannes Friis-Skotte - også kendt som "Jernbaneministeren", som valgte at satse på Knutzen. Ministeren havde selv gjort et stort arbejde for at effektivisere jernbanen, men der var brug for en stærk mand til at få ryddet op internt i etaten.

Det blev en hård tid for Knutzen, hvor underskud blev vendt til overskud (i det mindste på papiret), og hvor skepsis blev vendt til anerkendelse. Der skulle mange sværdslag til, og han var ikke altid lige populær. Det var ikke en ensidig nedskæring af udgifterne han gik efter, men i lige så høj grad en udvikling og modernisering af etaten. Han samlede statsbanernes personale og opfordrede til dialog. 3. distrikt (hjemmehørende i Struer) blev nedlagt, og pensionsalderen blev ændret. Mange gamle arbejdsgange blev lavet om, og ansvaret blev uddelegeret. han afskaffede 2. og 3. klasse i personvognene og erstattede dem med en ny "Fællesklasse", der omfattede dem begge, og samtidig med opførelsen af Lillebæltsbroen indførte han de nye lyntog, og successen syntes ingen ende at tage. Trafikministrene blev udskiftet, men Knutzen fortsatte på sin post og fik også ryddet op i ineffektive sidebaner og indførte DSB rutebilerne. I 1932 fik han Dannebrogordenens Hæderstegn, og i 1935 blev han Kommandør af Dannebrog.

Med tyskernes invation af Danmark den 9. april 1940 blev Knutzens arbejdsopgaver med ét ændret. Statsbanerne var i princippet underlagt tyskerne, og en gruppe rykkede også ind i hovedkvarteret i Sølvgade. Man formåede igennem årene at opretholde et transportsystem der -forholdene taget i betragtning- fungerede efter hensigten. Manglende kul og olie, tyske tog der skulle prioriteres først, sabotage, beslaglæggelse af bl.a. færger og meget meget mere var noget af det, som Peter Knutzen skulle håndtere. En svær opgave som senere blev betegnet som håndteret "på bedste måde", "tilfredsstillende og korrekt", og "at han ved sin Dygtighed og Behændighed overfor Besættelsesmagten undgik, at Tyskerne helt overtog Ledelsen af Statsbanerne". I 1942 blev Knutzen udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog.

Dansk-Tysk Forening

I 1940 blev Peter Knutzen kontaktet af regeringen, som opfordrede ham kraftigt til at indtræde som formand for Dansk-Tysk Forening, som man ønskede stiftet. Foreningen var regeringens idé. Officielt havde foreningen til formål "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneristiske, litterære, videnskablige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forståelse mellem Danmark og Tyskland". Uofficielt skulle foreningen være modvægt til de danske nazister. Tyskerne fik primært deres oplysninger herfra, og de var ikke altid lige sande. Et nyt organ skulle sørge for, at man udspillede DNSAPs rolle, så det dels ikke kom til magten, og dels sørgede for at den danske regering kunne fortsætte med at varetage de danske interesser.

Knutzen var ikke just begejstret for opgaven, men han gjorde sin pligt og sagde ja. Han var også den rigtige mand til opgaven. Hans indsigt i tyske forhold og hans anseelse i befolkningen var et godt udgangspunkt. Knutzen var også typen, som kæmpede med ord og som var god til det. Dialog gav ham mulighed for at trænge ind bag fjendens linier og påvirke baglandet. Det var ikke noget, man forstod i datiden, men senere studier har vist, at var det ikke for Knutzen, så havde vores historie set noget anderledes ud i dag.

Situationen overfor tyskerne tilspidsedes, og i 1943 gik regeringen af. Herefter var det op til de enkelte departementchefer at varetage den daglige ledelse uden at have en regering foroven. Igen skulle der trædes varsomt. Nu var det slut med samarbejdspolitikken, og man forsøgte at nedlægge Dansk-Tysk Foreningen. Det fik man også gjort, men en udmelding herom var af politiske grunde ikke mulig til den brede befolkning.

Efter krigen blev foreningens oprindelige formål meldt ud, men da havde den fået et så dårligt ry, at det ikke var muligt at overbevise alle om det oprindelige mål. Aviser som "Information" og "Land og Folk" havde under krigen kørt målrettede artikler mod Knutzen, hvor han fremstod som landsforædder, og trods beviserne for det modsatte så fortsatte de også efter krigen. Det er så populært, at man i dag undskylder med tilbagevirkende kraft, men fra Information er der aldrig kommet en lyd. Der er ingen tvivl om, at den offentlige mening (læs: avisernes overskrifter) fik stor indvirkning på den efterfølgende dom over generaldirektør Knutzen.

Dommen over Peter Knutzen er nok et af de mest iøjenfaldende eksempler på efterkrigstidens uretfærdige behandlinger af en mand, der på den måde har ofret sig for Danmark.

40 aar i Statens Tjeneste

I 1948 udkom Peter Knutzens selvbiografi.

I denne bog fortæller Knutzen med sine egne ord, hvordan han oplevede sin karriere - både i postvæsenet og ved De Danske Statsbaner. Ikke forbavsende bliver en stor del af bogen brugt på perioden 1940-45 og den efterfølgende retssag. En spændende bog.

Dommen over Generaldirektør P. Knutzen

Det var ikke kun Knutzen, som følte at dommen var dybt uretfærdig. Mange tog til orde, men derfra og så til at omstøde en dom, som har været gennem flere instanser, er ingen let sag.

Som noget ret usædvanligt udkom der samme år -i 1948- en mindre bog af selveste H. H. Bruun, som havde været forsvarer for P. Knutzen, hvori han gennemgik dommen og alle anklageskrifterne. Dommen havde naget ham lige siden, at den blev afsagt. Som han skriver i bogen, så affinder man sig med tiden med, at nogle domme i ens karrierer ikke føles korrekte, men denne sag var noget helt unikt, og han havde aldrig kunne forlige sig med dens udfald.

Den 23. februar 1949 døde Peter Knutzen som en bitter mand.

Peter Knutzen var manden, der samlede de dårligt fungerende statsbaner og bragte økonomien i orden, han fik statsbanernes organisationer til at samarbejde, fik optimeret på gamle indgroede vaner og moderniserede etaten. Han havde en evne til at formidle informationer, som også overfor pressen gjorde ham til en af de mest populære ledere i Danmark. Han indførte lyntogene og fik ryddet op på sidebanerne, og han førte statsbanerne ind på nye markedsområder (rutebilerne). Tænk hvad denne mand kunne have udrettet efter 1945, hvis det ikke havde været for den skammelige måde, man kvitterede på.

I 1985 udkom Ditlev Tamms afhandling "Retsopgøret efter besættelsen", Jurist- og økonomforbundets Forlag, hvor bl. a. Dansk-Tysk Forening bliver gennemgået. (Ej læst)

Sandheden forældes ikke

- generaldirektør Peter Knutzen og regeringskrisen 1940-1941

I 1999 udkom bogen "Sandheden forældes ikke". Den er skrevet af Peter Knutzens søn, Ole Knutzen. Han havde længe håbet, at historikere ville sætte fokus på den uretfærdige dom, men han måtte selv til blækhuset til sidst. I bogen fremlægger han en lang række oplysninger om, hvorledes Peter Knutzen gennem den Dansk-Tyske Forening fik påvirket det tyske bagland. Der tages systematisk fat på emnet, og Knutzens arbejde og dommen mod ham holdes op mod de fakta, som Ole Knutzen gennem længere tid har fremskaffet - både fra danske og tyske kilder. Bogen er ikke en let læselig bog, men for dem der gerne vil sætte sig ind i både anklagerne, dommen og Knutzens arbejde, og det som det betød for samfundet under anden verdenskrig, er denne bog noget man bør læse.

Siden ovenstående bog udkom er der udgivet flere historiebøger, som genfortæller, hvad der skete i krigsårene. Desværre er der fortsat mange, som ikke får inkluderet essensen af ovenstående bog, og som stadig fejlfortæller, hvad foreningens formål var, hvorfor den blev stiftet og hvilken indflydelse, den fik overfor tyskerne.

I 1998 udarbejdede Thomas Sønderskov sit bachelorprojekt "Dansk-Tysk Forening og P. Knutzen i januar-februar 1941. Dansk-Tysk Forening - Et værktøj for udenrigsministeriet",  Institut for historie, Odense Universitet. (Ej læst)

I 2000 færdiggjorde Thomas Lenler-Eriksen sit speciale: "Dansk-Tysk Forening og dens tyske forbindelser", Historisk institut, Aarhus Universitet. (Ej læst)

I 2006 udkom der i Jernbanemuseets årsskrift "Tog i tiden" et interview med sønnen Ole Knutzen om hans far, skrevet af Lars Bjarke Christensen.

Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom

Nu er vi kommet frem til år 2011, hvor bogen "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens dom" udkom. Bogen er meget velskrevet, og for hver periode i Knutzens liv opsummeres hovedtrækkene efterfølgende. Kildematerialet er imponerende, og ved efterfølgende granskning indgår der også en meget lang række kilder, som ikke tidligere har været brugt. En væsentlig del af bogen sætter fokus på Peter Knutzens privatliv og på personen bag titlen. Bl.a. gennem postkort fra hans bevarede arkiv. Man får på en helt anden måde -end i ovenstående bøger- et indblik i personen Peter Knutzen, og det sætter hans væremåde og beslutninger i et klarere lys.

Bogen var årsag til, at jeg fik lyst til at læse mere om denne spændende mand, og  samtidig kunne det være spændende at se, om det blot var en gentagelse af tidligere udgivet litteratur. Man må sige at bogen er den mest omfattende bog om generaldirektøren, og den får alle aspekter med og meget mere til. Begynd med denne bog og du er godt dækket ind.

Jeg kan meget anbefale denne bog, skrevet af Lars Bjarke Christensen.

Vil man vide mere, er ordene fra Knutzens egen hånd - hans selvbiografi - bestemt også værd at læse. Sætter man fokus på dommen og retsagen, så skal man igang med både "Sandheden forældes ikke" og "Dommen over Generaldirektør P. Knutzen". Interviewet fra 2006 indeholder yderligere oplysninger.

Med Lars Bjarke Christensens bog er der også sat punktum for dommen over Generaldirektør P. Knutzen. Hans liv med 40 år i statens tjeneste er imponerende, og den var i sandhed i statens og Danmarks tjeneste. Der skulle gå mange år før hans rygte blev genoprettet, men sandheden forældes øjensynligt ikke. Til den seneste bogs titel - og Peter Knutzens egne ord: "Jeg frygter ikke Historiens Dom" - kan vi blot sige, at han fik ret. Vi kan kun se tilbage på en mand, som vi kan være stolte af.

Læs mere: