1. april 2011

My 1287 - et overset lokomotiv

Forhistorie

I slutningen af 1950'erne begyndte der at lyde nye røster i DSB: Ms lyntogets afløser skulle findes. Man havde netop modtaget de første My'ere fra Sverige, og Frichs var i fuld gang med deres bud på et dansk My lokomotiv.

De gode resultater med My - også indenfor personvognskørsel - gav blod på tanden. Kunne man mon basere et kommende lyntog på My-teknologien? Der var mange besparelser at hente, hvis man kunne anvende den samme motortyper i flere forskellige lokomotiver. Det havde man allerede erfaret med Mo / Ms.

Man påbegyndte derfor et projekt, hvor man kiggede nærmere på, om hastigheden kunne øges yderligere for My'erne. Hvis hastigheden for et My kunne øges til over 150 km/t, så ville det - i ombygget form - muligvis være anvendeligt som lyntogssæt.

Både GM og B&W motoren var på dette tidspunkt et muligt udgangspunkt, men i 1959 havde man fået så meget erfaring med Frichs 1201, at man motormæssigt ikke ville genvælge B&W motoren til den kommende nyudvikling. B&W havde ellers forventet, at kunne levere en turboladet version med helt op til 2400 HK. Man havde dog ikke helt afskrevet Frichs My'en endnu, og derfor havde man fortsat reserveret nummerrækken 1200 (læs senere herom), men nyudvikling baseret herpå ønskede man ikke. Til gengæld var man meget betaget af Erik Udsens formgivning af 1201/1202.

Det første udkast

Det første udkast til et nyt My prototypelyntog var derimod designmæssigt stærkt inspireret af My 1201. Den ene enden af lokomotivet skulle dog være lodret, som man kender det fra de amerikanske lokomotiver, og således at de kunne kobles sammen i egentlige togsæt.

Prototypen / testlokomotivet  afveg noget fra det første udkast. Det havde den velkendte front fra Nohab i den ene ende og Frichs frække design i den anden ende. Denne kombination gav lokomotivet et meget strømlinet og kraftfuldt udseende.

DSB vendte nu blikket mod den velfungerende GM motor leveret gennem Nohab. For at få motorydelsen op installerede man en overopheder. Den fyldte imidlertid så meget, at man blev nødt til at inddrage noget af den ekstra plads, der var i lokomotivet. Derfor blændede man det ene førerhus af, som man alligevel ikke havde tænkt sig at bruge. Ideen med disse lokomotiver var jo netop, at de - på samme måde som både Ms (og senere Ma) - skulle have trækkende kraft i begge ender eller, som minimum, en styrevogn i den anden ende. Man nåede dog aldrig at trække kabler til sidstnævnte.

Nummeret 1287

Testlokomotivet fik nummeret 1287. Grunden til nummeret 1287 skal vi finde i den historiske udvikling af My lokomotiverne. Nummerserien 1100 var reserveret til My lokomotiverne fra Nohab, og man ventede ankomsten af Mx'erne i 1960, hvortil man have fastlagt 1000 serien. De to Frichs My'er havde fået 1201 og 1202 i 1957 og man forventede, at de kunne være starten til en længere række af Marilyn'er: 1200 serien. Hvis disse to lokomotiver viste sig at være en succes, overvejede man at købe yderligere (måske helt op til 84) af disse. Derfor fik Prototype lokomotivet det næste nummer i rækken, nummeret 1287 - det var jo trods alt en My, med slægtskab til de øvrige 1200'ere.

Det hemmelig lokomotiv

Som testlokomotiv tog man udgangspunkt i et af de allerede leverede My lokomotiver fra 3. serie (leveret i 1958). Hvilket vides ikke den dag i dag. Det blev så ombygget på Frichs i 1959, men for ikke at få bølgerne til at gå endnu højere i medierne - efter de dårlige resultater med Frichs My - valgte man at holde dette eksperiment hemmeligt. My 1287 blev i al ubemærkethed prøvekørt den 1. april 1960. Allerede på den første tur til Skanderborg kom lokomotivet op på 156 km/t og det med 500 tons på krogen. Det viste sig dog, at overopheden var revnet på turen, og dette var også et tilbagevendende problem ved de efterfølgende testkørseler. Konklusionen blev, at hastigheden kunne opnås - men driftsikkerheden var for dårlig. Resultatet kender vi: Man gik andre veje, og valgte Ma-lyntoget i1963 fra Machinenfabrik Augsburg-Nürnberg, MAN. Nok ikke noget dårligt valg.

For at My 1287 efterfølgende kunne benyttes på lige fod med de øvrige My'ere igen, blev overophederen demonteret i begyndelsen af 60'erne, og det afblændede førerhus blev reetableret. Man foretrak herefter at køre med lokomotivet i "Nohab-retningen", da det lå bedst i sporet, når man kørte denne vej. Derfor ser man også flest billeder af lokomotivet med denne front forrest, og kun få har derfor lagt mærke til den specielle udgave. I 1975 blev den omlakeret til de kendte rød/sort farver, og kort tid efter blev den tilbagelittereret til sit oprindelige nummer. Den kørte således kun få måneder i rød/sort med tallet 1287 på fronten. I 1980 blev den - så vidt vides - ophugget efter en større brand, som skyldtes en defekt i resterne af overophederen, som man øjensynlig ikke havde fjernet helt. Ophugningen skulle være foregået nøjagtig 20 år efter den første prøvekørsel nemlig den 1. april 1980. Andre rygter siger, at bagenden blev udskiftet med en af fronterne fra en andet udrangeret My, og at den rent faktisk kører den dag i dag.

My1287 er således forløberen for de efterfølgende lyntog. Det er en skam, at man næsten intet ser i litteraturen om dette eksperimentallokomotiv, men vi må håbe at modeltogsproducenterne snart får øjnene op for dette lille stykke Danmarkshistorie.

Tak til

Tommy Nilsson, Jernbanen.dk

Erik V. Pedersen, evp.dk

Og således så årets aprilsnar så ud i 2011 :-)

1. april 2011