Tur 1: SFJ's remiseområde og godstogsspor

Tag på en ca. 2 km gåtur i Odense C.

IMG_5092_730

SFJ maskinværksted og smedie

IMG_5976_350

En kort turbeskrivelse

Turen går forbi remiserne for de tidligere Sydfynske Jernbaner, langs Den Fyenske Hovedbane, Svendborgbanen, samt sidespor til opstillingsspor og Sukkerkogeriet. Turen er på 2-2½ km og tager 35-45 min at gå og den er - modsat andre ture langs jernbanen - ikke en frem og tilbage tur, men en rundtur langs flere jernbanerelaterede seværdigheder. Hvis det er sidst på sommeren, er der også gode brombær at plukke. smiley-smile

Se turen på Google maps her.

Desværre er opstillinssporene pillet op i juli 2011 (se Sporene ved sukkerkogeriet), så turen er blevet noget amputeret.

Godssporet er efterhånden svært fremkommeligt (2011) pga. af træfældninger ind over det.

Baggrund.

I maj 2009 blev jeg gjort opmærksom på, at der i Odense eksisterede optil flere remisebygninger fra de gamle Syd Fynske Jernbaner (SFJ). De kan ses fra oven, ligeledes via Google Maps. Dem måtte jeg se, så samme dag tog jeg forbi med kameraet og blev noget forbavset over, hvor tæt på at remiserne lå på min daglige færden. Remiserne manglede dog noget af den atmosfære, man ofte oplever disse steder. Portene var nye og bygningerne lignede mere en brandstation end en remise. (Billede heraf kommer længere nede)

Tiden skulle imidlertid vise, at ikke blot remiserne var mere interessante end som så, men også hele området omkring dem. Efter de første par ture, hvor remisen var målet, kiggede jeg lidt mere på Google maps, hvor det fremgik, at der fra remisen havde været et sydvestgående spor ned til den nuværende Svendborgbane. Det kunne være sjovt, hvis man kunne følge det. Desuden ligger det gammelt godstogsspor for Svendborgbanen lige nordvest for remisen. De to spor sammen med remisebygningerne udgør en ring.

IMG_5909_350

De første par gange måtte jeg opgive at gå en rundtur. Et stort brombærkrat og tæt bevoksning spærrede vejen. I dag er det imidlertidig muligt at komme igennem, da meget at krattet er blevet ryddet til fordel for en lille sti. Hårdt arbejde! Jeg har efterfølgende været ude at gå ture i området mange gange og det førte til sidst til denne beskrivelse, som jeg håber kan komme andre til gode.

Turen

  • Turen starter på Kildemosevej 8-10. Kør ned til rundremisen og parkér på den modsatte side af vejen. Der er gode P-muligheder.

De Syd Fynske Jernbaners remise

IMG_5093_730

SFJ rundremisen er bygget i 1906. Remisen havde 8 spor og en 12,9 m drejeskive. I 1910 blev remisen udvidet til 10 spor. I 1932 blev drejeskiven udskiftet til en 18 m drejeskive, for at motorvognene kunne være der. Drejeskiven er nu væk. Der er desværre ikke direkte adgang til remisens "forside", som på billederne.

IMG_5932_s

IMG_5911_s

Foruden rundremisen var der et maskinværksted med 3 spor, som var sammenbygget med en smedie med 1 spor. Bagved maskinværkstedet var der et vognværksted med 6 spor, hvor SFJ byggede meget af deres materiel selv. Ialt kostede dette anlæg kr. 155.000.

IMG_5108_s

IMG_5934_s

I 1910 blev der tilbygget et snedker- og sadelmagerværksted. I 1927 kom malerværkstedet med 3 spor til.

IMG_5947_s

IMG_5937_s

Imellem maskinværksted og vogn/malerværksted var der en skydebro. Denne plads fyldes nu op af gamle biler. Vogn- og malerværksted findes heller ikke længere. Her er der nu parkeringsplads for Arrivas busser samt en nyere garage til samme. Nogle af de gamle bygningerne har også været brugt til rutebilværksted i en årrække.

IMG_5097_s

De sydfynske baner varetog driften af:

  1. Svendborgbanen
  2. Ringe-Faaborg-banen (RFB)
  3. Ringe-Nyborg Banen (RNB)
  4. Svendborg-Nyborg Banen (SNB)
  5. Odense-Nørre Broby-Fåborg Jernbane (ONFJ)
  6. Svendborg-Fåborg Banen (SFB)

SFJ blev overtaget af DSB den 1. april 1949 og dermed også hele maskindepotområdet. På billedet th. ser man, at årstallet 1906 fik lov til at sidde på bygningen efter at DSB overtog remisen, imens SFJ til venstre herfor er pillet ned. Man kan dog fortsat ret tydeligt se, hvor SFJ bogstaverne har siddet.

I disse bygninger arbejdede der i perioder optil 80-90 mand. Bygningerne blev brugt indtil 1954. De er nu bolig for bl.a pensionistservice og Odense Autogenbrug. Odense Modeljernbaneklub havde til huse i bygningerne fra 1951 til 1982.

  • Fra remiserne går turen videre ned langs Kildemosevej.

IMG_5949_350

IMG_5948_350

Næsten for enden af vejen står der til højre en gammel godsvogn, som nu tjener som skur.

Til venstre ligger KB, Kildemosens Boldsklubs fodboldbaner.

IMG_5699_350

IMG_5950_350

IMG_5939_350

  • For enden af Kildemosevej er der en åbning til højre.  En mindre, men stejl, skrænt fører os ned på den gamle Svendborgbane - det østlige spor - godstogssporet. Dette spor bruges ikke mere, da Svendborgbanen nu kun bruger det vestlige spor til personbefording. Kørsel med gods stoppede omkring 1980 og sporet er afbrudt 3,5 km fra Odense Banegård.

SFJremiser1954

 

Den fynske hovedbane (Dronning Louises Jernbane)

IMG_5116_350

IMG_5115_350

  • Hvis man ønsker at se mere til hovedbanen kan man tage et smut mod nord-øst (til højre), men det er ikke den "officielle" rute og der må advares mod at komme for tæt på sporene. Turen forlænges med ca. 10 min.

Hvis man alligevel tager det lille svinkærinde, vil man bl.a. komme forbi nogle lækre brombær.

IMG_5727_350

IMG_5953_350

 

IMG_5954_350

IMG_5955_350

Det fynske hovedspor. Det gamle Svendborgspor kan anes til venstre.

Svendborgbanens gamle godstogsspor

  • Vi tager nu afsked med hovedsporet og bevæger os syd-vest på (mod venstre fra skrænten).

Tidligere lå Svendborgbanen længere mod øst. I 1954 kunne man imidlertid indvie den nye baneforlægning, som flyttede banen mod vest og som splittede den op i to spor - det østre godstogsspor og det vestre persontogsspor. Allerede i 30'erne blev der taget initiativ til denne forlægning, men først efter verdenskrisens afslutning kunne man påbegynder dette projekt igen og alligevel varede det næsten 10 år før man var færdig. Man fik med forlægning fjernet alle overskæringer i den indre by og persontogene blev nu ført til de nordlige perroner på banegården. Samtidig med forlægningen måtte man også sige farvel til det gamle remiseområde. Den selv samme dag var der også nedlukning af flere fynske sidebaner.

IMG_5942_350

IMG_5952_350

IMG_5941_350

Svendborgsporene falder på begge sider af hovedbanen, hvilket muliggører, at det vestlige Svendborgspor kan skære ind under den fynske hovedbane længere fremme.

  • Turen fortsætter ad det gamle godstogsspor, som efterhånden er godt tilvokset.

Hovedbanen er nu ikke længere synlig og den enkeltsporede strækning med træer på begge sider gør det lettere at forestille sig dengang de sydfynske damplokomotiver trak vognstammer imellem Odense og Svendborg/Fåborg på denne strækning.

Faktisk er dette spor først blevet lagt efter at DSB overtog SFJ, så billedet med SFJ blegner noget, men sandt er det dog, at der kørte (DSB) damp frem til engang i 60'erne og jeg vil tror at sporet har været anvendt helt frem til engang i 80'erne. De sidste egentlige godstog var til Dalum Papirfabrik, men om de gik via godstogssporet lige til det sidste tør jeg ikke sige.

Omkring årtusindeskiftet overvejede man faktisk, om man skulle flytte Svendborgtoget over til det østlige spor igen.

 

IMG_5967_350IMG_5972_350

To steder vil man opleve, at der er strækninger undervejs på 5-10 meter, som ingen bevoksning har overhovedet. Mærkeligt ser det ud. Det skyldes, at man her har lagt skærver istedet for grus i forbindelse med reparation af sporet. Årstallene på svellerne antyder, at det har været omkring 1965.

Selvom sporet er fra 54 kan man godt finde sveller fra 51. Dejligt at se genbrug. Faktisk blev skinnerne på denne strækning udskiftet fra 33,4 kg/m til 45 kg/m i 1955.

IMG_5969_350.jpg

IMG_5968_350

Undervejs støder man på denne stol. Vi har kaldt den Max's stol. Har man brug for at være sig selv lidt, så er dette sted også ideelt. Med solen fremme kan man nyde denne plet, hvis stilhed kun bliver afbrudt af forbipasserende tog - og af råb fra de nærvedliggende fodboldsbaner.

IMG_5971_350

IMG_5970_350.jpg

Buskadset bliver tættere, men ikke helt ufremkommeligt.

IMG_5974_350

IMG_5129_350

Så dukker det vestlige Svendborgspor frem. Det blev renoveret fuldstændigt i 2009.

 

IMG_5709_350

IMG_5710_350

De to spor løber herefter parallelt og man kan være heldig at få nogle gode billeder af Svendborgtoget på denne strækning. Eller måske som i dette tilfælde en trolje.

 

IMG_5979_350.jpg

IMG_5977_350

  • Når man kan se broen med den krydsende vej (Falen) skal man holde øje med en lille åbning til venstre, hvor der står et lille birketræ. Vær opmærksom på ikke at komme for tæt på broen, da man ellers kommer for tæt på Svendborgbanens spor. Ved birketræet skal man hoppe ind over en lille grøft ved siden af nogle overgroede betonafløb. Her vil man støde på resterne af et par sporskifter, som tidligere har dannet forbindelsen fra Svendborgbanen hen til SFJ remise.

IMG_5132_350

IMG_5079_350

Du er gået for langt, hvis du kommer helt hen til broen. Det kan ikke anbefales, da man så kommer for tæt på det nye Svendborgspor. Lige før broen ligger sidesporet, som fører ind til sukkerkogeriet forbi remiserne. Sporskiftet kan ses på billedet tv. Det samme sporskifte kan ses på billedet th, taget fra broen. Der er ikke adgang til broen, så man må tage bilen senere, hvis man ønsker at se udsigten fra broen fra Falen. Bemærk den "umotiverede" placering af lygtepælen.

 

IMG_5982_350.jpg

IMG_5982_350.jpg

 

  • IMG_5914_350

    Man følger nu sporene mod remisen tilbage ind i skoven, hvor bevoksningen bliver tættere. Der er banet vej ind igennem "junglen" langs sporet.

 

Her vil man bl.a. kunne se flere lysmaster, som virker fuldstændig malplaceret her midt i skoven.

 

IMG_5987_350.jpg

 

Inde i vildnisset kommer man også tæt forbi en "ost" til et sporskifte og en boks med elektrisk udstyr. Der er nu to parallelle spor at følge.

IMG_5989_350.jpg

IMG_5983_350.jpg

På alle disse billeder kan mindst een skinne ses.

IMG_5991_350.jpg

IMG_5990_350.jpg

IMG_5997_350.jpg

  • Efter vildnisset kommer man ind i en lille "allé", hvor man går imellem skinnerne. Her deler sporene sig igen og man kommer forbi flere "oste".

IMG_5992_350.jpg

IMG_5993_350.jpg

IMG_6005_350

 

  • "Alléen" fører ud til en åbning i skoven, hvor de 2 spor er blevet til en rist på 5 spor. Det er mærkeligt at gå her, midt i Odense (med tre fodboldbaner rundt om, hvorfra man lejlighedsvis kan høre råb) og så finde alle disse gamle spor. Er man heldig kan man også se en hare her.


 

IMG_5082_350

 

IMG_6002_350.jpg

IMG_6006_350.jpg

 

IMG_6008_350.jpg

IMG_6007_350.jpg

Desværre er der også andre der har fundet dette lille fristed og det har ført til en del miljøsvineri. Jeg opfordre hermed alle til at tage en affaldspose med og rydde lidt af vejen, så vi til sidst kan få en pæn rute.

IMG_6011_350

IMG_6010_350.jpg

 

IMG_5084_350

IMG_6014_350

  • Turen fortsætter langs de 5 spor med zig zak imellem alle de små træer, der vokser op igennem dem. Forenden af sporene vil man se en lille vold. Går man op på den, vil man få en fin/grim udsigt over bilkirkegården som vi tidligere så fra Kildemosevej.

    IMG_5085_350.jpg

IMG_6016_350

 

  • Før volden går der en sti / åbning ind til højre. Her kan man se nogle af de få rester fra banen, nemlig pælene fra hegnet som har omkrandset den. Ståltråden ligger på jorden.
  • IMG_6019_350

IMG_6018_350

 

  • Stien fører ud til en cykelsti, som man skal følge helt ud til asfaltvejen. En lille del af denne cykelsti har faktisk været en del af Svendborgbanen før 1954.

IMG_6020_350

IMG_6024_350

Nå man nu følger cykelstien (hvor der også er nogle udmærkede brombær) vil man kunne se remiserne fra den modsatte side. Omtrent her løb der også en smalsporet tipvognsbane til sukkerkogeriet. På billedet th. herunder kan man lige ane sukkerkogeriet titte op i baggrunden.

IMG_6029_350

IMG_6028_350

  • IMG_5910_sNår man kommer til asfaltvejen (Grønløkkevej), følger man den til Kildemosevej

For enden af Kildemosevej, hvor der i dag er autoforhandler, lå remiseområdets kulplads. Her stod kulkranen, og det er ikke så få tons, at den i årenes løb har fyldt på lokomotiverne.

  • Tilbage går turen til remisen, hvor vi stillede bilen. Her kan vi lade vi et sidste blik glide hen over remiserne og tænke på deres storhedstid, hvor 80-90 mand arbejdede her, og hvor der var livlig aktivitet.

 

 

svellesom

Lidt for børnene til at krydre turen med:

Undervejs kan I også se, hvor mange forskellige årstal I kan finde på svellerne. Her er dem jeg har fundet (foruden et fra '64).

Praktisk ting

Turen er fremkommelig, men den er ikke helt uden forhindringer - sørg derfor for gode sko. Undervejs er der også en del højt græs, og hvis man har hunden med, er det en meget god idé at checke den for tæger bagefter. Man skal desuden forbi en del brombærbuske, og selvom stien er ryddet, er det en god idé at have lange bukser på.

Kombinationer

Kombinér turen med et smut til en af Odenses modeljernbane forretninger: Beto Hobby eller Odense Modeljernbanecenter. Et smut forbi Jernbanemuseet var jo også oplagt og på vejen derhen kommer man lige forbi Odense Sydbanegård.

Turen er blevet en af min ynglingsture sammen med hunden. Jeg håber med denne beskrivelse, at andre kan få samme fornøjelse, som jeg har af den.

God tur, Erik

 

Se også Sporene ved sukkerkogeriet.

 

Læs mere:

Beskrivelser:

"Svendborgbanen i 125 år" af Lars Viinholt-Nielsen. Specielt kort side 99 (Forlægning af Svendborgbanen) og s. 181 (Remiseområde og sukkerfabrikken)

"Odense-Svendborg Banen, 1876-1976" af Lars Viinholt-Nielsen.

Jernbanen.dk/forum: Gammel remise i Odense

Jernbanen.dk/forum: Roeaffaldsbanen

Billeder:

"Svendborgbanen i 125 år" af Lars Viinholt-Nielsen. SFJ remise: Billede s. 28, 29, 34, 54, 60, 93, 94

"Sådan husker jeg - Odense-Svendborg-banen" af Hans Gerner Christiansen. Billede 19, 20, 22, 23 (remisen), 79 (sporskiftet mod sukkerkogeriet), samt billede nr. 78, 92 og 106 (af godstogssporet, men udenfor ruten)

"Jernbaner" af Niels Jensen: Billede s. 133.

jernbanen.dk: Billede af DDS Nagbøl Traktor på vej over Kildemosevej 1980. Billede 3