Bilag til: Artiklen Generaldirektør Peter Knutzen

Foredraget "Danske Forhold"

Baggrund: Året er 1940, og Danmark er besat. Det er det første år af verdenskrigen for Danmarks vedkommende, og man ved endnu ikke i hvilken retning, at krigen går. Man skal passe på, hvad man siger, men samtidig ønsker man at fastholde sit danske islæt og ikke snakke tyskerne for meget efter munden. Regeringen er fortsat dansk, og den er valgt på demokratisk vis. I kulissen lurer de danske nazister, som håber på en snarlig overtagelse af magten. Dansk-Tysk Forening er under stiftelse på opfordring fra regeringen, og foreningens første foredrag skulle gerne bane vejen for de intensioner, der ligger bag den - både de officielle og ikke mindst de uofficielle. Foredraget var godkendt af den danske regering.

Formålet med foredraget: At skabe forståelse i det tyske bagland for de danske forhold. Foruden dette er der også de mere uofficielle: At fastslå at der er styr på sagerne i det lille land, og at indblanding fra den tyske besættelsesmagt ikke er nødvendig, samt endvidere at skabe nye forbindelser, som muliggører fremtidige kommunikationsveje udenom DNSAP. Netop at stække Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderpartis indflydelse lå regeringen -og dermed foreningen- meget på sinde.

Hvor: Foredraget blev første gang holdt i Tyskland, og kort tid efter i Danmark (op til flere gange) - desuden transmiteret i Danmarks Radio.

Foredragsholder var den nytiltrådte formand for foreningen, Generaldirektør for De Danske Statsbaner Peter Knutzen,

 

"Danske Forhold" af Peter Knutzen

Da Skandinaviens Ismasser under den store Istid skød sig ned mod Syd, medførende de Sten- og Jordmasser, hvoraf Nutidens Danmark bestaar, foregik et kæmpemæssigt Brobygningsarbejde mellem Norden og Tyskland. Saaledes ligger da i Dag Danmark.
Danmarks Naturrigdomme er vel ikke ubetydelige, men de er stærkt ensidige. Landbrugsprodukter og Fisk og en Vare som Cement er de væsentligste. Derimod mangler vi Kul, Olie, ]ern og Metaller, samt tildels Træ. Uanset dette er den danske Industri efterhaanden ret godt udviklet, saa den endog eksporterer for et Beløb, der svarer til ca. 26 pCt. af vor Eksport, medens Landbrugseksporten udgør Ca. 72 pCt. Vi importerer dog under normale Forhold lndustrivarer for mellem 1100 og 1200 Mill. Kr. og Raastoffer for henimod 500 Mill. Kroner.
Det er meget almindeligt, at Folk tror, at Danmark er et rent Landbrugsland. Det er ganske urigtigt. Efter Erhvervstællingen beskæftiger Landbrug og Fiskeri tilsammen ca. 31 pCt. af Befolkningen, medens Industri og Haandværk beskæftiger ca. 30 pCt., altsaa omtrent lige saa mange. Hertil kommer Handelen med 11 pCt., medens de resterende 28 pCt. har andre Erhverv eller er Pensionister o.l. At indskrænke det danske Erhvervsliv til Landbrug vilde være fuldstændig umuligt. Det vilde ikke føre til en konstruktiv, men til en destruktiv Udvikling.

Over Grænsen mod Syd

Over den sydlige Grænse er i Aarhundredernes Løb foregaaet store Bevægelser. Hærtog er draget mod Syd og Nord, oprindelig vistnok mest mod Syd, senere mest i nordlig Retning. Men de fredelige Bevægelser af saavel aandelig som materiel Natur har dog været de hyppigste. Over Ejderen kom Kristendommen til Danmark omkring Aar 1000. 500 Aar senere kom Reformationen den samme Vej, og 300 Aar derefter drog Romantikken fra det vaagnende nationale Tyskland over Danmark til Norden. Aarhundreder igennem bragte Hansestædernes Foretagsomhed materielle Fordele for begge Parter.
Det er dog ikke saaledes, at vi i Norden ikke selv har skabt Kulturværdier. Den nordiske Retsudvikling f.Eks. har været meget selvstændig. Vi var jo ret langt fjernede fra Romerrettens Udspring og kunde maaske derfor bedre hævde vor Egenart. Ogsaa mod Syd har den Nordiske Kultur sendt sine Paavirkninger. De store nordiske Forfattere fandt interesseret Forstaaelse hos vore sydlige Naboer, og deres Værker fandt i tysk Oversættelse en rig Afsætning i Tyskland. Den moderne Landbrugsorganisation med sit stærkt udviklede Andelsvæsen og den nordiske Folkehøjskole med sin stærke Fremhævelse af Folkefællesskabet har vundet interesse. Opdageren af Elektromagnetismen, der maaske mere end noget andet har bidraget til Skabelsen af den moderne Teknik, var en Dansker, Opdageren af Lyshelbredelsen ligeledes, og det var en dansk Virksomhed, som med Konstruktionen af de første Ocean-Motorskibe maaske mere end nogen anden gav Tyskeren Diesels nye Motor Verdensomspændende Betydning.
Tyskerne og de nordiske Folk er jo meget nært beslægtede. Vi er runden af samme Rod. Det gaar imidlertid i Verden ofte saadan, at Medlemmer af den samme Familie har Vanskelighed ved at forstaa hinanden. Det er, som om de ikke havde Mulighed for at indstille sig paa fælles Bølgelængde jeg har det Indtryk, at det til forskellige Tider er gaaet saadan mellem Tyske og Danske. Vi ved, at Ord og Udtryksformer er forskellige, og det er ganske naturligt mellem Brødre, af hvilke den ene er stor og mægtig, og den anden ikke er stor nok til at forlange en magtpolitisk Rolle. Men bag Ordene og Formerne staar Kendsgerningerne, Realiteterne, og de indeholder meget mere fælles, end man skulde tro ved et overfladisk Indtryk. Og det er jo nu engang ikke Ordene, men Kendsgerningerne, det kommer an paa her i Verden. Alt for ofte har man dømt efter det ydre, og har tilmed set Forskellighederne gennem Mikroskop og det fælles gennem en omvendt Kikkert.
Som Formand for den nystiftede dansk-tyske Forening har jeg derfor gerne villet yde mit beskedne Bidrag til i Vort store tyske Broderfolk at uddybe Forstaaelsen for danske Forhold.

Danskeren

Danskeren elsker sit Land. Han er national, men ikke nationalistisk. De Drømme, der i Fortiden har eksisteret om Magtstilling udadtil, er forlængst afdrømte, særlig efter Krigen med England og Sverige 1807-14, som sluttede med Opløsning af den godt 400 Aar gamle Forening mellem Danmark og Norge. Siden da har fire Generationer efterhaanden vænnet sig til at se Landets Betydning paa det kulturelle, ikke paa det militære og magtpolitiske Omraade.
Hvis man af Danskerens Mangel paa militære Interesser vilde slutte, at han er udisciplineret, slutter man dog ganske falsk. Den, der f.Eks. har set Niels Bukhs Gymnaster, vil forstaa, at et saadant Træningsresultat ikke kan naas uden dybtgaaende Forstaaelse af nødvendigheden af at kunne indordne sig under Helheden og adlyde en Ordre.
Det danske Folk har en meget ensartet Sammensætning. Som liggende i Europas Udkant har vi ikke været udsat for Fortidens store Folkeforskydninger. Disse har for os væsentligst vist sig i Udvandringer af mere eller mindre fredelig Art. Jeg behøver blot at minde om Vikingetiden og om det 19. Aarhundredes store Udvandringer til Amerika. Iøvrigt er Folkeblandingen hos os væsentligst sket med Nabofolkene i Norge, Sverige og Tyskland.
Lykkeligvis falder den nuværende dansk-tyske Statsgrænse praktisk talt sammen med Sproggrænsen, men i Danmark forstaar store Dele af Befolkningen Tysk og er i Stand til i hvert Fald at gøre sig forstaaelig paa dette Sprog. Før Verdenskrigen var det meget almindeligt, at unge Fagarbejdere gennemvandrede Tyskland og endnu længere bortliggende Lande, arbejdede i deres Fag paa forskellige Steder og vendte Hjem beriget med faglige, sproglige og folkelige Nyindtryk. Vi kan haabe, at dette kan komme igen. Mange Tusinde danske Arbejdere forblev i Tyskland, hvor de giftede sig og satte Bo.
Fortidsminderne i Danmark taler deres stærke Sprog. Hundreder,ja Tusinder af Høvdingegrave i eller paa Høje Landet over fører Tankerne tilbage.

Sjældent Ordre - men Samarbejde

Der er hos os megen og voksende Forstaaelse for Betydningen af fast Ledelse og for, at en daarlig eller slap Ledelse i det lange Løb maa betales dyrt af de i Virksomheden Beskaeftigede og i sidste Instans af Folket som Helhed. Den Slaphed, der fulgte i Verdenskrigens Kølvand, er for største Delen borte, men Formen for Ledelsen betyder meget for Danskeren. Personlig har jeg næsten aldrig udstedt Ordrer i det direkte Samarbejde. I Stedet beder man om, at dette eller hint maa blive gjort, og enhver ved, at det er det samme som en Ordre. Det stemmer blot bedre med Danskerens Respekt for Personligheden. Kan man yderligere i en vanskelig Situation komme med en Bemærkning, der appellerer til Humøret og Forstaaelsen, glider Sagen ofte let. Propaganda i Danmark maa i høj Grad regne med Danskerens Mentalitet, og der er megen udenlandsk Propaganda, som er faldet fuldstændig til Jorden eller har haft en modsat Virkning af den tilsigtede, fordi den har syndet derimod. Man maa give saa fuld Besked som muligt, og Propagandaen maa ikke være bidende. Derimod kan man godt tage et Paradoks eller en Karikatur, naar den fremtræder som saadan. Begge disse Former er iøvrigt nært beslægtede. Valne Udtryk har jo ingen Slagkraft og huskes ikke.
Danskeren er let at vinde, hvis man anslaar Strenge, der vinder Genklang i hans Sind, men han frastødes stærkt, hvis Melodien virker skurrende eller falsk. Man maa derfor forstaa hans Egenart. Ledelsen af Mennesker beror jo i første Række paa Forstaaelse af Psykologi, specielt ogsaa Massepsykologi. Vi Danske tænker ikke blot individualistisk, men socialt, med en Følelse af Ansvar, navnlig overfor Gamle, Syge og Invalider, som er trængt meget dybt ned i Befolkningen. Den menneskelige Idealisme, som man kan finde f.Eks. hos en gammel Arbejder, kan være rørende.

Folkefællesskab i Danmark

Liberalismen har vel tidligere haft et stærkt Tag i Danskerne, men de har set dens Følger, ikke mindst i Arbejdsløsheden, og selv Landbefolkningen, der ved siden af Handelsstanden vel nok har været mest paavirket af Liberalismens Idéer, er efterhaanden gaaet over til at forlange og opnaa mere Plan, ganske vist som Regel uden samtidig at gøre det klart, at man dermed faktisk opgav det liberalistiske Grundsyn. Betegnende i saa henseende er en Udtalelse, som jeg hørte fra en Deltager i et politisk Møde for faa Aar siden. En gammel Bondemand stod op og sagde: "Lad os nu blive fri for al den Snak om Planøkonomi. Lav os i Stedet en ordentlig Kornregulering".Jeg kan ikke undlade at citere Indledningsordene til Kong Valdemars jydske Lov af 1241, der for Resten var gyldig i hvert Fald i visse Dele af Slesvig, indtil den i 1900 afløstes af Bürgerliches Gesetzbuch. De lyder: "Med Lov skal man Land bygge, thi var der ej Lov i Landet, da havde den mest, som mest monne gribe". Hvis De tænker lidt over det, vil De se, at der ikke er saa forfærdelig stor Afstand herfra til moderne Tanker om, at Egoismen maa vige for Almenvellet. Det Dogme, at en ukontrolleret Sum af Befolkningens mange Millioner Egeninteresser netop skulle give det bedst mulige Resultat for Helheden, har ikke stor indre Sandsynlighed.
Vi har haft vore Klassekampe - iøvrigt, naar vi ser historisk paa det, ikke alene Arbejderstandens, men ogsaa Bondestandens, Borgerskabets og Adelstandens. Disse Kampe naaede dog aldrig det punkt, hvor de kom i alvorlig Konflikt med Folket som Helhed. Tværtimod er der efterhaanden -ikke igennem en Revolution, men jævnt og umærkeligt gennem Udviklingen - naaet en levende Forstaaelse af, at nu er det Fællesskabet, Arbejdets Fællesskab, det gælder. Nu maa Aandens og Haandens Arbejdere gaa Haand i Haand og respektere hinanden. Også de store Begivenheder siden 1. September 1939 har virket fremmende på Fællesskabsfølelsen, og det gælder her som overalt, at den Virkning, der opnaas, er betydelig større, naar Paavirkningen falder sammen med en allerede paabegyndt Bevægelse. Allerede i forrige Aarhundrede prædikede Folkeføreren og Digteren Grundtvig Folkefællesskab, og der blev gennem Højskolebevægelsen, som han skabte, opnaaet betydelige Resultater inden for Landbostanden. Senere er Bevægelsen ført videre til Arbejderne. Den har vel nok dér mistet det religiøse Indhold, men det folkelige og nationale, der bl.a. giver sig Udtryk i Fællessang, er bevaret, omend i ændret Form. For faa Dage siden var der i alle Dele af Danmark forsamlet 3/4 Mill. Mennesker til Fællessang, forenede over Radioen. Betegnende for Grundtvigs Idealer er en slutlinie i et af hans Digte, der lyder saaledes: Thi da har i Rigdom vi drevet det vidt, naar faa har for meget og færre for lidt. Det er efterhaanden en frivillig Ensretning, der er foregaaet, og som har medført en voksende Forstaaelse af, at det ikke er Tegn paa Svaghed, men tværtimod paa Styrke, at et Folk tænker ens i store Spørgsmaal, blot det virkelig kommer fra Hjertet. Et stærkere Symbol paa Folkefællesskabet end Billedet af Hans Majestæt Kongen, der hver Morgen uden Ledsager rider sin Morgentur gennem Hovedstadens Gader, hilst af Høj og Lav, Gammel og Ung, og som enhver anden standsende foran Trafiksignalerne, skal man vist lede Verden over for at finde.
Ogsaa fra et andet Omraade skal jeg nævne et Eksempel. Det er fast Tradition, at Landbefolkningen i Danmark hver Sommerferie modtager Tusinder af Arbejderbørn fra Hovedstaden i ca. 5 Uger uden nogen som helst Betaling, og Staten giver Børnene fri Rejse. Disse Børn henter sig Sundhed og Glæde i den fri Natur, og samtidig bygges der Bro mellem By- og Landbefolkningen paa en overordentlig god Maade. Det var for øvrigt Udtryk for en udvidet Fællesskabsfølelse af tilsvarende Art, der umiddelbart efter Verdenskrigen førte til Indbydelse af tyske og østrigske Børn til Ophold her i Landet. Efter Indførelsen af Ferie for Arbejderne har man forsøgt mod en beskeden Betaling at indkvartere Arbejdere hos Bønderne, og jeg haaber, at dette Forsøg vil blive genoptaget og føre til et betydeligt Resultat. Det er i Forbindelse med den samtidig startede Organisation Dansk Folkeferie, der bl.a. sørger for billige Fællesrejser og Indkvartering, "Kraft gennem Glæde" på en anden Maade og samtidig udvikling af Folkefællesskabet.
Udlændingen, der rejser i Danmark, faar oftest et stærkt Indtryk af almindelig Velstand. Det er noget overfladisk. Vi, der kender Forholdene nærmere, ved, at den tilsyneladende Velstand i for mange Tilfælde dækker over for stor Gæld, og vi kunde ønske, at den enkelte vilde stille noget større Krav til sig selv og mindre til Samfundet, og at det nu og da forekommende Mindreværdskompleks, der giver sig Udtryk i Kværuleren over alt og alle, blev mødt med noget større Fasthed og Foragt, saa det blev bragt til at forsvinde.

Fra D.S.B., Danmarks største Forretning

Jeg vil prøve gennem en Omtale af Detailler at underbygge det Billede,jeg her har opridset, ogsaa fordi jeg nødig vil have, at De skal tro, at Billedet er for gunstigt, og det er naturligt, at jeg henter disse Detailler fra den Virksomhed, som jeg i en lille halv Snes Aar har staaet i Spidsen for og kender, nemlig Statsbanerne, Danmarks største Forretning, med ca. 21.000 Funktionærer og Arbejdere.
Statsbanerne er ifølge en Lov, der paa dette punkt har staaet uforandret siden 1915, undergivet absolut Enkeltmandsstyre, idet Generaldirektøren paa Grundlag af den gældende Lovgivning træffer alle Afgørelser, blot under Ansvar over for Ministeren. End ikke et Forvaltningsraad eksisterer i Statsbanerne. Det var forøvrigt den eneste Betingelse, jeg stillede, da man i 1931 anmodede mig om at overtage Ledelsen, at dette Lovbud ogsaa skulle overholdes i Praksis. Hvor ingen har Magten, er der heller ingen, der kan have Ansvaret, og skal alt afgøres efter Tovtrækkeri og Intriger mellem flere, bliver Resultatet alt for ofte, at man ender i Vrøvl, og det ønskede jeg ikke at være med til og at faa tildelt Medskyldighed i.
Jeg understregede straks i 1931 overfor mine Medarbejdere Nødvendigheden af, at enhver kunde træffe en Afgørelse og tage det dermed forbundne Ansvar, og samtidig kaldte jeg hele Personalet til Samling og Medarbejderskab, enhver inden for sit Omraade, men i øvrigt paa lige Fod til Løsning af Tidens Krav. Enhver maa, naar han skal fylde sin Post have Evnen til at vide, hvor han i sin Administration vil hen, Evnen til at sætte sig et Maal, ikke fjernere, end at det kan naas, og ikke nærmere, end at man virkelig gennem Arbejde for at naa sit Maal kan beherske Udviklingen, kan optræde som Føreren inden for sit Omraade og ikke som en hjælpeløs Spaan paa Tidens Flod. Man maa derhos have Evnen til at vinde andre Menneskers Tilslutning til sine Planer og have Mod og Energi til at gennemføre, hvad der maa anses for rigtigt. Man kan ikke udrette noget, hvis man gaar rundt i stadig Frygt for, at det, man har gjort, maaske kunde gøres bedre paa en anden Maade. Respekten for en Overordnet afhænger ikke af antallet af Snore eller Stjerner paa Uniformen, men af Mandens reelle Indhold, om han kan være Leder og Samlingsmærke og klare foreliggende Vanskeligheder. Den Overordnede maa ikke indskrænke sig til at kritisere andre, men skal gaa foran i Arbejdet og selv udrette noget. Derved og kun derved skaber han den rigtige Respekt hos sine Underordnede eller, som jeg hellere vil kalde dem, sine Medarbejdere.
Ud fra disse Principper, som foran er belyst udelukkende med Gengivelser af Udtalelser, der er fremsat offentligt af mig, de fleste i 1932, og som vandt tilslutning fra Regering og Offentlighed, blev Statsbanerne ledet, og hvorledes gik det så med Forholdet til Personalet?
Ja, der maa jeg begynde med den Bemærkning, at allerede Krisen i Begyndelsen af Tyverne viste, at de Ledende inden for de store Personalegrupper havde Forstaaelsen af, at en negativ Protesteren vilde være uklog. De ydede positiv Medvirkning til de Ordninger, som den Gang var nødvendige, og de tog den øjeblikkelige Upopularitet, som fulgte med.
Og saaledes er det fortsat. De Forhandlinger, jeg gennem Aarene har ført, har ikke været til Hindring for Gennemførelsen af det rigtige og nødvendige jeg har ofte faaet værdifulde Oplysninger fra Personalet, og man vidste og respekterede, at kunde man ikke paa sagligt Grundlag overbevise, var det mig, der traf Afgørelsen, men indenfor det sagligt forsvarlige var det til stor Gavn for Helheden, at Personalet følte sig retfærdigt behandlet og kunde staa sluttet om deres Etat og dens Forvaltning. Der kan derfor ikke i Statsbanerne hentes Illustrationer til det Ræsonnement, at Lederne blot er Medløbere, der vejrer efter Stemninger og følger dem. Tværtimod har de i mange Tilfælde set som deres Pligt at gaa i Spidsen og ud fra deres bedre Viden faa deres Folk til at mene det rigtige. Dette Forhold turde vel i øvrigt være den ufravigelige Betingelse for, at et Folk kan holdes sundt. Hvis en politisk eller faglig Leder ikke ser sin vigtigste Opgave i at føre sine Folk den rigtige Vej, men i stedet af øjeblikkelig Egennytte eller Magelighed følger med Strømmen og taler Folk efter Munden, har han dømt sig selv. Selv vi, der i Aarevis har virket i større forvaltningsmæssige Omraader, trænger til supplerende Viden, hvis vi uden for vort specielle Omraade skal tage Standpunkt. Hvor meget mer maa dette saa ikke være af Betydning for Folkets brede Lag.
Jeg har til denne Dag med Glæde kunnet være sammen med Statsbanernes Personale, hvad enten jeg var Vært eller Gæst ved paagældende Lejlighed. For mig har enhver, der vil gøre et godt Stykke Arbejde, været Kammerat, ligegyldig om hans Haand er fin eller haard, om hans Tegnebog er tom eller fuld, og om han er fin eller tarvelig i Tøjet. Til Gengæld har jeg været Ukammerat med enhver, der ikke har villet gøre sin Pligt - og lidt til.
Jeg kan derfor med Rette sige, at vi inden for Statsbanernes Personale, denne store og i sig selv uensartede Gruppe, har skabt et Folkefællesskab paa Grundlag af den danske Mentalitet, som jeg paa dette Punkt maaske bedst kan udtrykke deri, at saavel Ledelse som Medarbejderstab behandler hinanden, som de selv ønsker at blive behandlet. Personalet har følt det som en Lettelse og Tilfredsstillelse, at den tidligere trøstesløse Vigen for den Etat, de tjener, blev afløst af ny Fremgang, og at Forholdet til Befolkningen stadig bedredes. Arbejdsglæden blev derfor stigende.
Tilsvarende Forhold som de her for Statsbanerne omtalte findes utvivlsomt i stor Udstrækning her i Landet. Jeg beder derfor om, at man stiller sig tvivlende overfor Beretninger om Misgreb fra Fagforeningernes Side. Fejl kan naturligvis forekomme her som overalt, hvor vi har med Mennesker at gøre, men det er i Forhold til Helheden Smaating, der kan rettes gennem Udvikling. Jeg ved ogsaa, at der er god Vilje til at rette forekommende Mangler.
Naturligvis er der altid Enkeltpersoner, der ser deres Interesse i at skabe eller uddybe Modsætninger og fremme Særinteresser, med andre Ord skabe ny Klassekamp. At dette til Trods for den vidtgaaende Pressefrihed, der har eksisteret her i Landet, ikke har ført til større Resultater end sket, turde være det bedste Bevis paa at Befolkningens Kerne er sund, og at den ikke har været udsat for Belastninger, der har kunnet bringe dens Ligevægt i Fare. Vi har Brug for Udvikling, og vi er modtagelige derfor, men der vilde gaa overordentlig meget værdifuldt tabt, hvis vi indlod os paa at bryde med alt, hvad der hidtil har dannet Ramme om Folkets Liv.
Vi har megen god Tradition saavel fra Landets Storhedstid som fra de derefter fulgte Resignationstider, hvor Folket har lært at indordne sig under sin Begrænsning.

Danske vil vi vedblive at være

Man har hos os med Glæde set, at Forholdene i Norden har udviklet sig saaledes, at Folkene her efter aarhundredlang Strid er ført sammen. Oprindelig var vel Samfølelsen her et Resultat af de nationale Følelsers Udvikling i forrige Aarhundrede, men Samarbejdet er ført videre til praktiske og faglige Omraader af meget stor Betydning. Disse Folk har ikke herved mistet deres værdifulde Særpræg. Vi hilser med Glæde dette Samarbejdes Videreførelse til det tyske Broderfolk. Blot maa Samarbejdet ikke bringes i Stand ved, at de to Folk paastemples samme ydre Udtryksformer. Derved vilde noget overordentlig værdifuldt i Folkets Kulturliv komme i Fare, Derimod bør det ske ved, at begge Folk søger at trænge bagom det ydre, trænge ind til det indre og værdifulde i Folkelivet og erhverve sig Evnen til at indstille sig paa hinandens Bølgelængde. Gennem en saadan udviklingsmæssig Omstilling vil der kunne opnaas rige Resultater, som det ogsaa er sket mellem de nordiske Folk indbyrdes, og det er ikke nødvendigt, at en saadan Omstilling skulde henvises til en uvis Fremtid.
Danske er vi, Danske var vore Forfædre, saa langt Historien rækker tilbage, og Danske bliver vi ved med at være. I Sammenligning med Tysklands Millioner kun et lille Folk, men det er sig stærkt bevidst som Folk, og vi byder nu vor store tyske Broder Haanden til kulturelt og økonomisk Samarbejde paa Gensidighedens Grundlag, idet vi samtidig udtrykker Haabet om, at der i det nye Europa kan skabes lykkeligere Forhold for alle.

P. Knutzen

---------------------

Ovenstående foredrag fortjener at blive vist frem igen.

Tager man forudsætningerne i betragtning, er jeg imponeret over, hvordan Knutzen får skabt en positiv stemning uden at give køb på de danske værdier. Talen er først og fremmest rettet mod Tyskland, og man kan ikke tillade sig at snakke ilde herom - slet ikke hvis man skal opnå at skabe de forbindelser, som gerne skulle tjene som redskab for foreningen i fremtiden - og dermed for den danske regeringen. Peter Knutzen formår at fremhæve Danmark som et selvstændigt folkefærd med national stolthed og en lang historie, samtidig med at han beskriver landet i forhold det øvrige Europa og de muligheder der ligger i fremtiden. Talen fik da også meget ros, både blandt tilhørere, politikere og i pressen.

Ikke mindst skal fremhæves "Danske er vi, Danske var vore Forfædre, saa langt Historien rækker tilbage, og Danske bliver vi ved med at være"!  En sætning som udstråler en dansk national stolthed, og som på nogle tyskere må have virket lettere provokerende.

I dag virker det helt hen i vejret, at den sidste linie i foredraget fik så katastrofale følger for Knutzen. Det blev efter krigen betegnet som uforeneligt med dansk national værdighed! og fik store konsekvenser for Knutzen.

Bilag til: Artiklen Generaldirektør Peter Knutzen
2. maj 2012
Czech Dutch English French German Greek Norwegian Russian Spanish Swedish

Quick links

sporskiftet.ico jernbanen.ico jernbanen.ico signalposten.ico baneforum.ico svenska-lok.ico stummi.ico drehscheibe.ico postvagnen.ico mjfno.ico
sundborg.ico evp.ico railorama.ico niels-modeltog.ico  skala-n.ico jernhesten.ico danskmodeltog.ico reiner.ico Mathias' sidesporoledinesen.ico
djk.ico dmju.ico djm.ico museumstog.ico shs.ico