remisen tølløseRemisen Tølløse

En bygning, som forsvandt ...

Den 25. februar stiftede en gruppe Tølløseborgere foreningen 'Remisen Tølløse'. Kampen for at bevare remisen for gøre at den til et kultur- og forsamlingshus var begyndt. Det var en sej og lang kamp, som desværre endte med, at remisen alligevel blev fjernet i nov. 2011. Havde man begyndt kampen 10 år tidligere, var remisen måske i så god stand, at det økonomisk havde kunne lade sig gøre, men kravene til store investeringer foruden en manglende opbakning - både i lokalbefolkningen og hos kommunen - sammen med uheldige omstændigheder med indtil flere dødsfald i foreningen, og en storm der ødelagde store dele af bygningen, gjorde, at udfaldet faldt ud til den forkerte side.

Den 13. oktober 2010 nedlagde foreningen sig selv, og de sidste midler blev overdraget til Lokalhistoriske Forening for Tølløse Egnen med det formål at lave et hæfte om remisen. Således blev grundlaget dannet for det hæfte, som vi her skal se nærmere på.

Hæftet er skrevet af Marina Wijngaard, som også var sekretær i foreningen 'Remisen Tølløse'. Med udgangspunkt i dokumentationen som foreningen havde fået samlet sammen igennem årene, har hun skabt et meget spændende hæfte om byens remise.

Remisen blev bygget i 1901 i forbindelse med anlæggelse af Høng-Tølløse Jernbanen. I den anden ende af banen - i Høng - havde man blot en ensporet remise. I Tølløse var den derimod firesporet. I tilknytning til remisen byggede man det firkantede vandtårn, så man kunne servicere damplokomotiverne med vand.

I 1943 blev remisen udvidet bagud, for man havde brug for pladsen. På længere sigt var dette ikke nogen god ide rent holdbarhedsmæssigt, da det var med til at svække konstruktionen, og dermed et skridt mod remisens endelige, men dengang i 1943 havde man hårdt brug for mere plads, da tørvetransporterne var på sit højeste.

I 1980'erne og 90'erne udskiftede man de gamle døre til foldeporte, som kom fra Nyborg. Igen måtte konstruktionen tilpasses de nye forhold, og det blev ikke helt nænsomt gjort. Efter årtusindeskiftet var der ikke længere brug for remisen til andet end lidt opbevaring, og i 2005 medførte en storm de første store ødelæggelser på remisen. Værst gik det ud over 1943 bygningen.

Efter ovenstående kamp fra foreningens side måtte man til sidst opgive, og i november 2011 blev remisen revet ned. I Varde kan man i dag se remisens tvilling, som er ganske velbevaret.

Hæftet er ikke blot en beskrivelse af selve remisen. Den kommer rundt om en lang række emner som Tølløse station, Nordvestbanen, Heinrich Wenck, Baron Gedalia, arkitektur og den historiske udvikling i slutningen af 1800 tallet. Endvidere arbejdet ved remisen, Høng-Tølløsebanen og Tørvetransporten.

Materiale til hæftet har en lang række personer hjulpet til med, bl.a. jernbanehistorikeren Ole Munk Plum. Der er mange gode billeder af bl.a. Niels Munch, Tommy Nilsson, Jakob Bjerre og Helmuth R. Hansen, og undertegnede har også selv haft glæden af at levere flere billeder til publikationen. Teksten er let læselig, og hæftet kan anbefales for enhver der interesserer sig for historie, jernbane og jernbanebygninger.

Hæftet fortjener dog en pænere "indpakning" - et tykkere omslag. Prisen er bestemt overkommelig - kun kr. 50 plus porto.

Det kan købes hos enten Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen, Tølløse boghandel, Dansk Jernbane Klub eller direkte hos Marina Wijngaard selv.

Det første oplag på 500 stk. får hurtigt ben at gå på.

Skrevet af: Marina Wijngaard
For: Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen
Udgivet: 2011
Sideantal: 60
ISBN -

Se mere om Tølløse remisen her

Nov. 2011